Plader

Ford & Lopatin: Channel Pressure

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Debutalbummet fra Ford & Lopatin formidler med poppet charme og tæft den naive synthfascination, der prægede de pastelfarvede 80’ere.

Debutalbummet fra duoen Ford & Lopatin oser af 80’erne. Synthlydene, basgangene og vokalerne er klassisk kitsch fra det årti, der gav os “Miami Vice” – og det er da heller ikke en tilfældighed, at Channel Pressure er indspillet i Jan Hammers studie; manden, som komponerede temaet til netop tv-serien med de to pastelklædte betjente Crockett og Tubbs, der kørte rundt i Miami om natten til lyden af Phil Collins “In the Air Tonight”.

Daniel Lopatin, kendt fra Oneohtrix Point Never, og Joel Ford fra Tigercity kaldte sig tidligere for Games og udgav et par mixtapes, som fungerede som en form for præsentation af deres inspirationskilder, inden de debuterede med ep’en That We Can Play, hvor duoen vrængede vintage-synth til små perler som “Planet Party” og “Strawberry Skies”.

80’er-fascinationen er et godt stykke af Channel Pressure ganske charmerende med lyden af arkademaskiner og dårligt komponeret synthmusik fra tv. Den naive fascination af den nye, elektroniske musiks mange muligheder, som musikere må have haft dengang, faker duoen ganske godt. Tag f.eks. et nummer som “Emergency Room”, der har en fantastisk slasket bas og flere gange lader popnummeret gå i stå for lige at fyre nogle laserpistol-synthlyde af, mens korpigerne igen og igen gør anslag til at synge, men bliver afbrudt af synthen.

“Too Much Midi (Please Forgive Me)” har lånt det insisterende introbeat fra New Orders “Blue Monday”, men slipper fri af inspirationen og bliver til en herlig blanding af falsetdisko, plastiktrommer fra BR og en guitarsolo af den onanerende slags. Eller tag den mere new romantic-influerede ballade “The Voices”, der lige så godt kunne have været et Nik Kershaw-nummer, og som viser, hvor gode sangskrivere duoen faktisk er, når lydbilledet er lidt mere tilbageholdt.

Men når popmelodierne holder op, og det gælder især i de instrumentale numre, virker musikken mere som introvert leg og hyggeprojekt for de to medlemmer end som numre, der burde være på et album. Åbneren “Scumsoft” er en atmosfærisk ligegyldighed med fuglefløjt, og “New Planet” sætter albummet i stå med ubehjælpsom retro-electronica. Det var i øvrigt et tilsvarende problem med instrumentale numre, som prægede duoens debut-ep som Games.

Og det løse, narrative koncept, som Channel Pressure bygger på, med en kriminel teenage-antihelt og en pladeindustri, der styres af en robot, kan heller ikke retfærdiggøre de numre, som skal skabe mellemstykker mellem de historieskabende numre, men som i stedet ødelægger det gode tempo, der derfor skal bygges op igen og igen. Undtagelsen er det lidt for korte nummer “Rock Centre Paranoia”, der med sin brede penselsynth vil tiltale fans af Jean Michel Jarre.

Derfor bliver albummets 37 minutter også en kende lange på pladens anden halvdel, der samtidig præges af manglen på de gode numre, som første halvdel besad. Den soulinficerede “Break Inside” og electrodisconummeret “World of Regret” skal dog fremhæves.

Channel Pressure er ligesom 80’erne ofte læsset til med alt for mange effekter, alt for meget stilforvirring og alt for naiv fascination. Men det er samtidig det, der gjorde årtiet sjovt. Og det formidler Ford & Lopatin heldigvis ganske fint.

★★★★☆☆

Deltag i debat