Plader

Foster the People: Torches

Skrevet af Lasse Aagaard

Los Angeles-baserede Foster the People spiller op til fest. Der er glimmer overalt og melodier i lange baner. Men det er ikke så sjovt at feste, når alt er så poleret, at du ikke kan røre ved noget.

Los Angeles-baserede Foster the People kender sine virkemidler. Bandet ved, hvordan man skriver de bedste af alle gode sange: den slags sange, der både kan brillere med farverige og legesyge produktioner, få folk i koma til at danse og binde lytteren melodier på ærmet, der ikke kan vaskes væk. Hos Foster the People er hver sang en fest.

Debutudspillet, Torches, er således en opvisning i glitter, glimmer, balloner og brus i musikalsk form. I samklang med nyere amerikanske indiepopbands som MGMT, Vampire Weekend og Beach House skaber trioen et legerum for lytteren, hvor der er lagt op til, at alt kan ske. Og Foster the People har helgarderet sig, for alle sangene på albummet er båret af både glimrende melodier, glitrende produktioner og charmerende vokaler. Faktisk er alt på papiret, som det skal være.

Alligevel føles det, som om noget mangler. Hvor meget musikken end smiler og danser, føles den sjældent oprigtig. Alle sangene opfylder alle krav og trykker på de rigtige knapper, og måske derfor overvælder de mig ikke mere, end de gør. Den Jenny Wilson-klingende åbningssang, “Helena Beat”, er en god repræsentant for resten af albummet: venlig, imødekommende og solid. Og ikke så meget mere end det.
Bedre bliver det ikke i en sang som “I Would Do Anything for You”, hvor sødmen og varmen ikke overbeviser, men mest ånder kvalmt i nakken i halvhjertet forsøg på at vise helhjertet kærlighed.

Foster the People har det paradoksale problem, at sangene hver især er skåret så solidt og skudsikkert, at de sjældent skiller sig ud fra hinanden. Albummets 10 sange er alle minutiøst behandlet som de popskæringer, de lægger op til at være, og hver og én af dem kunne være en potentiel radiosingle. Det er i sig selv en styrke, der ville få de fleste indiepopbands til at kigge californierne misundeligt over skulderen, men problemerne opstår, når den stilrene selvsikkerhed overtager fokus, hvilket sker, når man hører pladen som helhed. Som lytter bliver man behaget, og det er en handel uden regning. Når pladen rinder ud, har alle de gode melodier på underlig vis opløst hinanden.

Det er ærgerligt, for gruppen har faktisk masser af charme og personlighed. Den kække førstesingle, “Pumped Up Kicks”, efterlader både varme, nærvær og originalitet. Ligeledes er festen i “Call It What You Want” oprigtig og medrivende, og en sang som “Houdini” viser, præcis hvor subtil og solid en sangskriver, forsanger Mark Foster er. Netop Mark Foster markerer sig også som en charmerende sanger, ikke langt fra Vampire Weekends Ezra Koenig. Fosters stemme både inviterer og forfører på størstedelen af Torches og er med til at sætte ansigt på et musikforløb, der ellers fremstår ensformigt og underligt udynamisk.

Netop den manglende dynamik bliver holdt i skak af en overkomprimeret produktion, hvor de musikalske overraskelser og studieskabte finurligheder vælter over hinanden i en grad, der slører de individuelle sange fra hinanden. At stort set alle sangene går i samme tempo, har samme dynamiske udvikling og lydmæssige mål, er med til at opretholde følelsen af, at der bliver trådt i vande, men jeg undrer mig over, hvorfor Foster the People ikke i højere grad bruger disse træk til pladens fordel. Den produktionsmæssige overdetaljering får mest af alt musikken til at fremstå usikker og umoden.

Det kan virke underligt at beskylde et band for at gøre det for godt, men på Torches føles det, som om det musikalske overskud får musikken til at fremstå arrogant og beregnende. Hvis Foster the People vil gøre en hårdere indsats for at overraske sig selv og tage deres selvkontrol op til revision en ekstra gang, kan der ikke være tvivl om, at bandet kan spinde guld.

Torches spiller trioen mest af alt op til fest, og det er en fest, hvor alle smiler og er klædt ud. Undtagen dig. Du er nemlig ikke inviteret.

★★★☆☆☆

Leave a Reply