Nyheder

Fredagsvideo: The Pains of Being Pure at Heart: “The Body”

Skrevet af Anna Møller

Dengang man var barn, var alt bare lissom bedre. Bølgerne var vildere, sommeren længere, og solen stærkere. Tiden stod stille, og lykken var faretruende nær. Det har The Pains of Being Pure at Heart skrevet (mindst) en sang om. Her er videoen.

I dag fredag spiller det danske enmandsact Flag White (med venner) i Amager Bio som opvarmning for indiepopbandet The Pains of Beings Pure at Heart fra New York.

Netop de fire rene hjerte fra NY lægger samtidig billeder til denne uges fredagsvideo. Der er tale om singlen “The Body” fra gruppens andet album Belong (2011), der er blevet omsat til en visuel retropektiv rejse tilbage til dengang, hvor alt var godt. Som det så ofte er med The Pains of Being Pure at Heart, så var det hele bare bedre, da man var barn. Forsanger Kip Berman synger igen og igen »tell me again what the body’s for / ’cause I can’t feel it anymore,« og det er sådan set essensen af både sang og video.

Da man var en klejn lille indieknægt m/k var det strandens bølger, man blev omsluttet af,  man borede tæerne ned i det grove sand, og med et klask smurte man sin bebrillede og kommende bandkammerat ind i solcreme. Tiden stod ligesom stille. Det hele var meget sanseligt. Nu er der bare vækkeure og tørre aviser og fornuftig morgenmad tilbage.

Der er alvorlig risiko for at komme til at savne sin egen barndom, hvis man hengiver sig til “The Body” – selvom idyllen i virkeligheden nok mest af alt bærer præg af det retrospektive bliks sentimentale filter.

Hav en dejlig fredag!

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar