Plader

Ghost Flute & Dice: Music for Amplified Piano

Skrevet af Mikkel Arre

Mikkel Almholt har forbundet sit klaver med effektpedaler, der svøber hans kompositioner i støj og ekko. Det skaber utroligt store klangrum, er imponerende virkningsfuldt og lyder som ingen andre. En god halv time er dog rigeligt.

Komponisten John Cage skrev i 1940’erne og starten af 50’erne en lang række værker for præpareret klaver, og disse er senere indspillet og udgivet i en serie med titlen Music for Prepared Piano. Lige så ligefremt er Mikkel Almholt gået til værks og har kaldt sit debutalbum, præcis hvad det indeholder, Music for Amplified Piano. Og parallellerne til den filosofiske amerikaner stopper ikke dér.

På sin vis minder den Århus-baserede komponists projekt under navnet Ghost Flute & Dice nemlig om Cages: Det handler om at udforske klaverets klanglige muligheder. Men hvor Cage – og senere disciple som Hauschka – modificerer instrumentet ved at anbringe skruer, mønter, stof og andre fremmedlegemer i det, undersøger Almholt, hvordan han kan skabe store klangrum og lag i musikken ved hjælp af en række effektpedaler (se et oversigtsdiagram her).

Almholt indspiller sine kompositioner live med klaveret som eneste instrument. Ikke desto mindre kan man flere steder undervejs på Music for Amplified Piano sagtens tro, at Ghost Flute & Dice er mere end et soloprojekt. Anslagene er svøbt så omhyggeligt i ekkoeffekter og forvrængning, at eksempelvis den skurrende støjbund i “DGH” lige så vel kunne have været en guitarflade. Og frem for alt lykkes det Almholt at forme et imponerende vidtfavnende lydbillede. De forskellige klirrende, skramlende og klart ringende toner står tydeligt ud fra hinanden, så der som i “Am” kan løbe rene klange, ekko-ringe og knudret synth-lyd ud af de samme anslag.

Mikkel Almholts lagdelte klaverkompositioner og -manipulationer lyder ikke som nogen eller noget, jeg har hørt før, og tilblivelsesprocessen gør Music for Amplified Piano endnu mere interessant. Det er imponerende, hvor raffineret Almholt f.eks. er i stand til at bruge ekkoeffekterne til at fremhæve små forskydninger i klaverlinjerne i “54”, samtidig med at han spiller. Desuden er det et af de numre, hvor han bedst får kombineret skiftene i intensitet med mindeværdige akkorder.

Helt så tilgængelig er Music for Amplified Piano dog ikke hele vejen igennem. Åbneren “Dm” er lidt af en koldstart, hvor effekter får tonerne til at runge og brumme så meget, at de spænder ben for tilløbene til melodilinjer. Også “EbCm” er svær at elske uforbeholdent, fordi det er, som om hvert eneste anslag fylder lydbilledets bund med fuzz, hvilket gør det krævende at skulle tolerere, at de hektiske melodifigurer i den lyse ende af registeret undervejs bliver lidt skærende.

Det er således helt fint, at pladen blot lige kravler over de 35 minutters varighed. Almholts udtryk er også så særegent, at der ikke skal mere til for at vise, at han har fat i noget spændende med Ghost Flute & Dice. Lidt mindre metallisk klirren og lidt mere plads til melodiforløbene ville måske ikke skade – men Music for Amplified Piano er forhåbentlig heller ikke det sidste, vi hører til Ghost Flute & Dice.

★★★★☆☆

Deltag i debat