Koncerter

Isolée, 30.07.11, Trailerpark Festival, København

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Natten til søndag spillede den tyske DJ Isolée sit eklektiske synthpop- og minimal house-sæt. På en af festivalens større scener og med tilhørende visuals havde den gode koncertoplevelse formentlig været endnu bedre.

Fotos: Emil Hougaard Bertelsen & Kenneth Nguyen, www.trailerparkfestival.com / www.artrebels.com

Isolée (Rajko Müller) gav med sin optræden kl. 01 natten til søndag en begrundelse for hvorfor han var sat øverst på Trailerpark-plakaten. Det foregik på Outdoor Stage lige efter Alexander Robotnick havde spillet et formidabelt lækkert sæt. Müllers stil er minimal house med cross-over til en elektronisk indielyd. Hvilket eksempelvis kan opleves på hans seneste plade Well Spent Youth, der udkom på DJ Kozes selskab Pampa. DJ Koze leverede i øvrigt en rigtig god koncert på årets Roskilde Festival.

Koncerten denne lørdag var udmærket, men afspejlede ikke Isolées fulde potentiale som den DJ, der på bedste eklektiske vis kan få både 80’er-synthpop, ambient, experimental techno og minimal house til at hænge lækkert sammen. Der var lidt for meget minimal og lidt for lidt indie-electronica og house over sættet til min smag, derimod kan man ikke sætte en finger på hans status som en af verdens førende inden for det felt af genrer, som han befinder sig i. Hans ry og valget af at have ham øverst på plakaten er indlysende og en velfortjent cadeau til manden.

Isolées sæt var totalt fedt sat sammen, og mange forskellige lyde og synths gled velbehagelig rundt i luften i teltet, hvor det svedende og dansende publikum nød den glimrende kombination af gedigen 80’er-house, elektronisk dub-techno og synthpop. En stil som var gennemgående for lige lovlig mange bookinger på årets Trailerpark Festival efter min mening. Isolée er især kendt for sit international hit fra 1998, ”Beau Mot Plage”, hvor man burde unde sig selv at se og høre denne video. Det er simpelthen så fedt et nummer – nøj ha’.

En anden enormt cool musikvideo, han er kendt for, er animationsvideoen til nummeret ”Monitor”. En fantasifuld og afvekslende video, og et rigtig godt track. Koncerten var dog ikke helt dynamisk og afvekslende nok til, at der kunne blive tale om en kandidat til den bedste elektroniske koncert på dette års Trailerpark. Hvis han nu havde spillet på en af de to større scener med nogle visuals – meget gerne lig dem i de to nævnte videoer – i stedet for den mindste scene, ville oplevelsen sandsynligvis have været stærkere.

★★★★½☆

Deltag i debat