Plader

Jacob Faurholt: Dark Hours

Danske Jacob Faurholt lokker endnu en gang med melankolsk folk, der ikke er perfekt, men har sine stjernestunder.

Jacob Faurholt har tidligere udgivet plader i flere forskellige skikkelser. For nogle år siden med backingbandet Sweetie Pie Wilbur og i 2009 under navnet Why Write – en plade, jeg også havde fornøjelsen af at skrive om. Samt i 2010, hvor han og Kasper Schultz udgav en mindre vellykket ep.

Nu er han her igen. Denne gang med endnu en plade i den dystre og mørke stemnings navn. Noget, som ikke overrasker, hvis man lytter til udspillet Are You in the Mood for Love? fra 2009.

Faurholt har været vidt omkring for at finde bidragydere og sparringspartnere til “Dark Hours”. Specielt danske Kaspar Kaae fra Codys tilstedeværelse kan høres i sangene med sin melankoli og simple og dog forførende kompositioner. Hvor meget, Kaae har bidraget med – og hvordan – er selvfølgelig svært at sige, men der er ingen tvivl om, at både han og Faurholt deler passionen for den afslappede og nedbarberede folk.

Pladen består af 11 numre af mere eller mindre samme støbning. De er alle afdæmpede, og man skal ikke forvente at blive rusket lidt i, som f.eks. vi oplevede med projektet Why Write? Når det så er sagt, så fungerer numrene godt. Titelnummeret, der også indleder pladen, anslår fra første akkord en dramatisk dysterhed, der formår at skabe øjeblikkelig stemning. Selve nummeret har sine skønhedsfejl, specielt på vokalsiden, hvor Faurholts stemme desværre knækker over et par gange. Det bryder hul gennem den kuppel, pladen får indlemmet lytteren i, men dog uden at man mister interessen.

Nummeret “Medicine” er desværre en noget sær oplevelse, der skiller sig en smule ud fra resten af pladen. For det første forekommer et mærkeligt dobbeltkor, hvor stemmerne til tider bliver uforståelige. Dét, blandet med en producering, hvor nogen har fået frit spil ved effektmaskinen, gør, at nummeret bliver forvirrende og ikke formår at fremstå som en helhed, men som et sært uforløst eksperiment.

Anderledes forholder det sig i duetten “Creatures in the Sea”, hvor Sóley Stefánsdóttir fra det islandske band Seabear leverer den kvindelige vokal. En smuk ballade, hvor Faurholts let rustne og dybe stemme står i god kontrast til hendes vokal, der indeholder samme udtryk, men med en større ynde og let skrøbelighed. Et nummer, der bedst kan beskrives som vellydende og utroligt behageligt.

Dark Hours har sine skønhedsfejl, specielt i vokalen, og forbiskud, og den kræver til tider lytterens fulde opmærksomhed, for at numrene ikke forsvinder i hinanden. Men giver man pladen den fornødne opmærksomhed, så er den en klar positiv oplevelse fra en dansk kunstner i år.

★★★★½☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

1 kommentar

  • […] Resultatet er et mørkt kollektiv af sange, der nogle gange har gæstevokal, andre gange ikke. Undertoner: ”Titelnummeret, der også indleder pladen, anslår fra første akkord en dramatisk dysterhed, […]

Skriv et svar

boeger