Plader

Jay-Z & Kanye West: Watch the Throne

Skrevet af Maja Hirani

Efter et halvt års konstant hype er Jay-Z og Kanyes album klar. Standarden er uhyre svingende med en stor dosis ligegyldig pladder. De stærke numre er til gengæld af en sådan kaliber, at de ikke kan undgå at trække helhedsindtrykket op til lidt over middel.

Jay-Z og Kanye West. Sammen på ét album – langt om længe!

Når man, som jeg, udelukkende har brugt hele tidsrummet fra 4. til 9. klasse på at skrive ‘Hov’, ‘YE’ og ‘Roc 4 Life’ på al skolens inventar, kan man ikke undgå at blive ret nostalgisk i en situation som denne. Men meget er ændret siden de gode gamle Roc-A-Fella dage, og det undrer mig, at en kollaboration mellem Jay og Kanye kommer så sent, som den gør. Siden The College Dropout har det været åbenlyst, at de havde alle muligheder for at skabe noget helt unikt sammen. Da Kanye West udgav Graduation, og Jay udgav American Gangster, havde tidspunktet været perfekt: Kanye West fik rodfæstet sin position som gigantrapper, og Jay-Z var »back to the block« med et af de skarpeste kommercielle hiphopalbums i meget, meget lang tid.

Men først efter en masse eksperimenterende udfoldelser og en relativ antiklimaktisk Blueprint-efternøler, ser Watch the Throne dagens lys. Det havde været tilgiveligt, hvis Watch the Throne så var det unikum, som det burde have været. Men det er langtfra tilfældet. Deres musikalske perspektiver matcher slet ikke mere. Det eneste, de egentlig har tilfælles på Watch the Throne, er deres desperate higen efter at placere sig på denne særlige imaginære trone.

Der er meget, der er ærgerligt ved Watch the Throne, men det, der nager mig mest, er, at vi får momentvise glimt af, hvordan hele albummet kunne have været. Det er let nok at være bagklog, men hører man “New Day” efterfulgt af “Lift Off”, kan der vist ikke være nogen tvivl. “New Day” er en helt fantastisk RZA-produceret skæring. Kanye West og Jay lægger et par velovervejede vers om, hvordan de ville opdrage deres ikke-eksisterende sønner. Her viser de, hvad de kan, fordi det endelig er hele verset, der er i fokus – i stedet for at lægge alt op på én enkelt punchline, som der ellers er stor tendens til på albummet.
Kanye rapper: »I’ll never let my son have an ego / he’ll be nice to everyone wherever we go / I mean I might even make him be Republican / So everybody know he love white people,« og Jay-Z følger trop med bl.a.: »Took me 26 years to find my path / My only job is cut time in half / so at 13 we’ll have our first drink together / Black bar mitzvahs, mazel tov, mogul talk / Look a man dead in his eyes, so he know you talk truth when you speak it / Give your word, keep it.«

Nå ja, så er der “Lift Off”, der er en noget mere flad oplevelse med et utrolig irriterende omkvæd af Beyoncé. Poppet, kedelig produktion, der overhovedet ikke kan mærkes. Det er tydeligvis en gulerod til radioen, men nummeret er så ulideligt, at jeg heller ikke kan forestille mig, at det slår igennem dér. “Niggas in Paris” er et andet eksempel på, hvordan duoen smider det hele over bord med kedelige linjer og sløsede produktioner, der lyder, som om de har arbejdet med et meget stramt budget. Helt fjollet.

Det er samme faktisk tilfældet med den Frank Ocean-gæstede “No Church in the Wild”, der lugter så langt væk af et andensorteringsbeat a la det-fik-vi-så-ikke-lige-solgt, at det næsten svier i øjnene. Og sådan er der et par numre mere, hvor jeg er helt uforstående. Hvad gik der galt?! Jeg tror, svaret skal findes i min indledende pointe om, at d’herrer har ventet for længe. Deres roller som millionærer/mediefænomener/levende legender er kørt så langt ud på nuværende tidspunkt, at den frekvens, hvor de ville have brilleret sammen, er meget vanskelig at fange. Forstået på den måde, at Kanye Wests My Beautiful Dark Twisted Fantasy-stil slet ikke passer til Jays traditionelle rap. Vi så, hvor uheldigt udfaldet var med Blueprint 3, hvor Jay prøvede at tilpasse sig de mange ændringer – både med et opbrud af mange års tæt og lukket Roc-A-Fella-hold, men også den mere mediefikserede persona, hans trofaste rap-elev Kanye West havde påtaget sig. Lige pludselig er det ikke nok ‘bare’ at lave fed hiphop. Det skal også være kontroversielt, innovativt, anderledes og højtravende. Det er muligt, at det regelsæt fungerer for Kanye West, men det er ikke den retning, Jay-Z er stærkest i. Det er nogenlunde det samme, der sker på dele af Watch the Throne.

Når dét så er sagt, er det helt uden for diskussion, at når Kanye West og Jay-Z kører i deres høje gear, er der ingen, der kan følge med. Jeg har nævnt den lyrisk lækre “New Day”, men der er også noget yderst dragende over “Gotta Have It”, hvor de begge flower fremragende. De rapper en sætning, hvorefter mikrofonen overtages af den anden. Det er sublimt – ligesom produktionen, der har et konstant, afdæmpet vokalsample, nogle glimrende trommeprogrammeringer og et ekstra lille vokalsample, der giver lidt ekstra kant. “Otis” er også virkelig fed med sit Otis Redding-sample og Jay og Kanyes skiftevise linjer – selvom de er smurt med et tykt lag selvfedme. Det kan man sagtens sætte pris på, når det er serveret rigtigt.
Albummets perle er dog det todelte mesterværk i form af “Murder to Excellence”, der både indeholder lyrisk substans og store musikalske bedrifter. I første del rappes der om »black on black murder« og tilhørende kriminalitet, hvorefter beatet skifter, og anden del begynder. Her handler det om deres rolle i det hele – hvordan opvækst har haft indflydelse, og hvordan de er endt på toppen i stedet for gadehjørnet. De to produktioner er blandt pladens absolut bedste. Der er så meget variation i dem, og man mærker fortællingen udspille sig i beatet samtidig. Hør bare starten, hvor et majestætisk vokalsample og en rocket guitar sætter scenen, mens Jay-Z flere gange hvisker »bloody murder«.

Men som helhed er Watch the Throne en skuffelse. Et album skal kunne holde niveau, og Watch the Throne er noget af det mest ustabile, jeg længe har hørt. Nogle steder topper det helt ekstremt, mens man andre gange må flå hår ud af hovedbunden i bar frustration. Det er jo ikke særlig hensigtsmæssigt. Konklusionen er desværre, at der ikke er særlig meget Roc-A-Fella-ånd over det her.

★★★½☆☆

7 kommentarer

  • Jeg synes faktisk, at ‘Niggas in Paris’ er ret veloplagt, og at ‘Church in the Wild’ er fed. Rigtigt, begge numre er mere fokuserede på den gode punchline end på sammenhængende vers, men der er fanme gode punchlines i de to numre. Og gode produktioner som, forfriskende nok, ikke lyder af så meget.

    Ellers er jeg ret enig. ‘Lift Off’ er ulidelig og albummet kunne have været stærkere. Men altså, der er også nogle eminent flabede ting som det smadrede Nina Simone sample på ‘New Day’, der tilgiver en hel del smuttere.

  • Really???
    Niggas in Paris er i mine øjne regulært fantastisk! Albummets klare højdepunkt (tæt forfulgt af netop No church in the Wild og That’s my Bitch).
    New Day, derimod, er en flad produktion uden retning og finesse. Nina Simone som autotune? Det er flabet på den ufede måde!

  • @Sune Engel
    Når jeg hverken griner, smiler eller hæver øjenbrynene af punchlines’ne er der lang vej. Der ér fine punchlines, men det er slet ikke den form for battlerap, jeg ville foretrække fra dem.

    @Julian
    Vi har tydeligvis HELT forskellig smag! Jeg er nemlig også ret nede over lige netop That’s My Bitch! :-)

  • svært at tage seriøst når anmelderen har Atmosphere, som en af sine yndlingsplader…..

  • undskyld, det var vidst bare mangel på bedre… blev bare ked af det, fordi jeg egentlig nok også selv er lidt skuffet over albummet, så lod jeg det gå ud over Atmosphere…

  • @Buster
    Haha, fair. Men man skal aldrig lade noget gå ud over Atmosphere – det er synd.

Deltag i debat