Koncerter

Low, 08.08.11, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Med udgangspunkt i sit karakteristiske minimalistiske drive spillede Low en koncert, der præsenterede alle de mest indtagende nuancer af gruppens slowcore, men ikke helt undgik at nikke til monotonien.

Det er næppe tilfældigt, at Low, der i starten af 90’erne var blandt de vigtigste bands til at søsætte og udbrede slowcore, endnu sidder solidt på tronen for genren her omtrent 20 år senere. Ligegyldigt hvilken af gruppens knap 10 udgivelser man hiver ned fra hylden, bliver man mødt af et karakteristisk lydbillede i sløv fremdrift, hvor den vigtigste aktør altid er fraværet – af armbevægelser, af andre rytmer end det støtte lilletrommeslag, af udslag i den monotone vokalharmoni mellem Alan Sparhawk og Mimi Parker og af de anslag, der kunne have udfyldt de usædvanligt lange tomrum mellem to guitarakkorder.

Alligevel er bandet kendetegnet ved et bagkatalog, der bugner af velskrevne, iørefaldende sange. Den kombination var mandag aften nok til at fylde Lille Vega til et punkt, der som udgangspunkt virkede lige pakket nok til, at de drævende, introverte melodier ville kunne få den fornødne plads.

De mange mennesker i den lille sal gav dog aldrig koncerten nævneværdige knubs. Selv da bassist Steve Gerrington mod koncertens afslutning for en kort stund løftede blikket fra sit instrument, lod stilheden brede sig og lidt forundret studerede sin aftens publikum, lød der ikke et muk fra den tætte forsamling, og det er nok meget sigende for den tilstand, Low på plade såvel som live kan hensætte deres lyttere i – når de vel at mærke gør deres allerbedste.

Det gjorde de et godt stykke hen ad vejen i Lille Vega. Fra åbneren “Nightingale” og over den efterfølgende “Nothing But Heart”, begge fra det nyeste udspil, C’mon, udviklede lydbilledet sig fra at være en komplet nedbarberet affære i spændingsfeltet mellem de to vokaler til at løfte sig gennem en dronende, repetitiv opbygning mod en drivende støjflade over Parkers støtte lilletromme.

Således var den anselige spændvidde inden for det umiddelbart monotone lydbillede understreget, og det var da også et fremragende træk af Low aldrig at lade musikken gå i rock. I stedet fremstod eksempelvis “Monkey”, der ellers er et af de mest potente og rockede numre i gruppens repertoire, som en ulmende skæring, hvor den skarpe, flakkende basgang havde visket guitarriff og -bulder af tavlen. Tilbage stod en intensiveret udgave af nummeret, hvor de få virkemidler syntes at tiltrække og frastøde hinanden som elektriske ladninger. Og en næsegrus beundring af, hvordan Low kan spille så usandsynligt gode sange, tilsyneladende uden at foretage sig noget som helst.

Det kunne de nu heller ikke gennem hele koncerten, og grunden dertil skal nok findes i både den lige vel lange spilletid og i sætlistens sammensætning. Low nåede næsten af passere totimers-milepælen, før de takkede af og forlod scenen. Med et sæt, hvor tæt ved halvdelen af sangene stammede fra C’mon, undgik monotonien ikke helt at vippe over til at være negativ trods dens ellers så centrale rolle i gruppens musik – og en afslutning med fokus på atmosfærisk drivende og støjende numre uden opbrud fra de melodiskabende elementer i bandets musik føjede yderligere til dette indtryk. At Sparhawk mod koncertens afrunding brød den ellers så stoiske ro om de fire på scenen for at introducere sine medmusikere, hjalp heller ikke, da han virkede både uvanligt fjern og noget vrøvlende – og tilmed syntes at have et internt anliggende kørende med en tilhører på forreste række.

Heldigvis var vi ikke kommet for at høre Sparhawk snakke, heldigvis er C’mon ikke en plade, man har forfærdelig meget imod at høre det meste af, og heldigvis havde Low udvalgt langt de fleste øvrige sange i deres sætliste med omhu. Således blev der indhentet højdepunkter fra The Great Destroyer, Drums and Guns, Secret Name, Things We Lost in the Fire og Trust. Og selvom det måske ikke var nok til at gøre Lows Vega-koncert fænomenal, er jeg overbevist om, at de færreste, der forsvandt ud i natten med den afsluttende, dirrende intenst opbyggede “Murderer” klingende for ørerne, var ladt helt upåvirkede.

★★★★½☆

4 kommentarer

  • Tak, Søren. Så meget for ukritisk at kopiere fra Vegas bandintroduktioner. Teksten er nu rettet til.

  • for nu at blive i det pernittengryn hjørne. der blev ikke spillet fra Songs from a dead pilot og Low afsluttede ikke med Murderer, men When I Go Deaf…….til gengæld blev der spillet fra Secret Name, da første ekstra var Two-Step.

  • Hej T. Med afsluttende mente jeg nu også blot, at den var blandt ekstranumrene. Bandets valg af de tre ekstranumre var nu strålende, og i grunden kunne jeg lige så godt have fremhævet “Two-Step” eller “When I Go Deaf”. Rodet med de to pladetitler tager jeg på min kappe og retter til.

Deltag i debat