Plader

Orange Monks: Lion’s Den

Skrevet af Jens Blendstrup

Orange Monks forstår at skrue virkelig velfungerende melodier sammen på deres andet album. Havde teksternes niveau været lige så højt, havde Lion’s Den været en usædvanlig stærk plade.

Jeg er vadet lige ind i løvens hule. Oven i købet i selskab med nogle orange munke. Der er tale om en dansk gruppe bestående af syv musikere. Ifølge Wikipedia kan navnet Lion’s Den både referere til Biblen, til en by i Zimbabwe og til en særlig bryderkamp. Jeg vælger at tro, det refererer til det hele på en gang. Det er et band fra Zimbabwe ved Aarhus, som skriver deres sange selv, mens de brydes bibelsk.

Hvilket selvfølgelig er noget pis at sige. Men alligevel, der er mange referencer til Biblen, ligesom forsangeren Henrik Astrup har noget Bono fra U2 over sin diktion. Han er helt tæt på mikrofonen, men aldrig larmende, snarere hæst sanselig og meget, meget – maskulin.  Jeg er ret vild med deres grundtone. Musikalsk bringer de både minder om U2 og andre mere underspillede rockorkestre. Det er alt sammen meget intimt.

Men det er først og fremmest den virkelig stærke kontrol, som gruppen har over deres numre, der sætter sig.  Der er fine gæstemusikere på violin og harmonika, blandt andet. Og det klæder pladen med de brud. Lion’s Den, som er opfølger til debuten Black Lung, virker meget helstøbt. At dømme efter bookletten har de været på en intensiv bootcamp ud i musikken i et hus med ringe belysning. Fra den ret rockede “Path to Indigo” til “Cool and Mellow”  kører der en meget fin, mørk lyd. Så langt så godt.

Teksterne har jeg det blandet med. Forsangeren Henrik Astrup skriver selv gruppens sange. Der er så mange referencer til Amerika. Og til at søge eksistensielt og ordbogsagtigt Amerikansk  i Montreal og andre amerikanske steder. Ikke at det lyder forkert. Det lyder meget RIGTIGT. Meget professionelt engelsk. Men billederne er samtidig også meget forudsigelige. Det handler om at sprede vingerne og flyve og komme down at the bottom og om at være on your own.

Og med titler som ”Scent of You”, “Within You Within Me” og “Cool and Mellow” lægger de jo ikke ligefrem nye alen til ny dansk musik. Men det er nok heller ikke meningen. Og ret skal være ret: Skidt med at forsangeren lyder, som om han har boet i op til fire mobile homes og brudt med op til otte kærester på en dag. Det er virkelig helstøbt. Jeg er ret vild med nummeret “Montreal”. Og “Within You Within Me” er også virkelig fint, for her går sangeren ud af sin sikre smertefulde stemme og slapper af. Der er en superfin melodi og en superfin guitar og keybord på nummeret.

“Crystal Clear” er supervelproduceret. Men samtidig er forbillederne indimellem for tydelige. På “Matchstick Man” lyder Astrup faktisk næsten som Bono i hans måde at frasere på. Jeg har ikke hørt deres første plade, men fornemmer klart, der er et stort potentiale i gruppen. Lydbillederne er generelt meget overbevisende. Hvis Astrup brød mere fri fra standardpoesien og måske løftede sin vokal en anelse over smertegrænsen og slap det Simple Minds-agtige leje, ville jeg nok have lettere ved at overgive mig.

Efterhånden som pladen skrider frem, fornemmer jeg også, de begynder at bløde mere op.  Og faktisk holder jeg meget af pladens sidste to numre. “Samadhi” er et højst interessant nummer, hvor en inder messer eller tungetaler ind over en god blues. Det er dejligt originalt og loose. Nummeret “Cool and Mellow” er pladens måske bedste nummer, fordi det er en fortælling, der fortælles lige så meget musikalsk som tekstligt og giver hul i den kontrol, bandet har ellers.

Lion’s Den er let at gå til. Musikalsk virkelig dygtigt. Overbevisende melodier. Men tekstligt savner jeg lidt mere bid og uamerikanske billeder. Når de nu er munke, må de gerne have lidt flere – brister. Råbe noget mere. Jeg bliver i hvert fald ikke helt omvendt her. Skal jeg være ærlig, så jeg gerne, de smed deres orange westcoast-kutter og iførte sig et mere flosset og råt dress. Break on free to the other side.

★★★★☆☆

 

2 kommentarer

  • Hej Marianne

    Jens har efter min bedste overbevisning sit helt på det tørre, når han kalder Canada et land i Amerika – vel at mærke verdensdelen Nordamerika :)

    Mvh. Signe

Deltag i debat