Plader

Peter Laugesen & Singvogel: Den her planet glemmer vi aldrig

Skrevet af Anna Møller

Singvogels gentagende melodimønstre bevæger sig derudad, mens lyrikeren Peter Laugesens på samme tid rastløse og kraftfulde tekster befinder sig særdeles velplaceret oven i, uden om og inde i de lydlige figurer.

Balancedansen på knivsæggen mellem lyrik og musik indebærer høje krav til udførsel, før der kan ske en gensidig positiv påvirkning og et i den sidste ende vellykket samarbejde.

Der er så uendelig mange planer, hvorpå det kan gå galt: Det lyriske forlæg skal være hverken ligegyldigt eller fortænkt for at kunne brænde igennem uden at overdøve, og ligeledes skal lydsiden balancere mellem at være velskrevet og veludført nok og så samtidig ikke fylde mere, end at digterens stemme går klart igennem. En stor opgave ligger dermed også hos mixingens placering og volumefastsættelse af de forskellige lydlige elementer, da lytteren skal kunne høre digterstemmen tydeligt og kunne dechifrere den nok så centrale poesi, uden at lydsiden degraderes til underlægningsmusik. For ikke at tale om digterens DIKTION! Med andre ord: Så meget kan gå galt, og det er da heller ikke ofte, at samarbejdet mellem de to kunstarter ender med at tilfredsstille både lyrik- og musikelskere.

Med disse opstillede parametre må man tilkendegive, at Den her planet glemmer vi aldrig er aldeles vellykket.

Albummet er opfølgeren til Laugesen/Singvogel-samarbejdet Apparatets skygge (2005), der dyrkede en mere jazzet version af fænomenet ‘lyrik møder musik’. På Den her planet glemmer vi aldrig er en mere dynamisk rocket ramme dominerende, og selvom pladen stiller krav til sine lyttere, så er der rigelig med belønning. Digter Peter Laugesens messende og turèll’ske vokal er optaget i en særdeles virkelighedstro setting, der med den ekstreme rumklang (grænsende til ekko) og tydelige stødlyde fra et åndedræts heftige braband’ske udtale i mikrofonen lyder som taget ud af en klassisk lyrikoplæsning. Det er stemningsbærende og autentisk på en påfaldende ukrukket facon.

Konstruktionen af numrene er ligeledes vellykket i udvekslingen og dansen mellem ord og lyd. Nogle af de bedste numre er åbneren ”Kort hår”, der er dynamisk larmende, og førstesinglen, den punkpulserende ”Strisserne breder sig”, hvortil der også er blevet frigivet en video baseret udelukkende på vhs-optagelser. Den ødelægger det imidlertid en anelse for mig. Den skrattende punkæstetik, hvor digterens tekster skrives med tidlig computerfont hen over skærmen, lægger en dimension til, der er unødig, og som virker en anelse påtaget i mine øjne.

Laugesens spytten ord ud gør sig særlig godt til de rockede og uptempo rundgange. I ”Strisserne breder sig” læser Laugesen op i en ekspressiv og beatpoetisk diktion: »Nogle få taler/ der er ikke meget handling / det foregår pænt og ordentligt / først når viseren peger på socialt fravær / kommer rødvinen hoppende ud af små hvide kasser / skubber folk ned i stole, så de bedre kan betro sig til hinanden / strisser til strisser/ top secret talk show whispering/ alverdens funk staver igen og igen til pension.«

Det er sateme velskevet samfundsrevsende lyrik, og det er fremført med en ekstrem fornemmelse for timing fra både digter og musikeres side, og rent volumenmæssigt fylder vokalens ekko tilpas meget i lydbilledet til, at man lytter efter og hører ordene tydeligt, uden man af den grund afskriver musikken som et automatiseret underlægningsspor.

Dele af lyrikken i ”Stationsforstanderen” – og ”Film”s sidste sætning, der er den samme som albumtitlen – en anelse for fortænkt for min (litteratur)smag, men det er klart skønhedsfejl, der er til at leve med, hvis man er til genren. Ligeledes er call-and-response-koret i ”Film” en ikke fuldstændig vellykket vekselvirkning mellem ordene og sangen. Dels er korets melodilinje en anelse kedelig i både sammensætning af og valg af toner, og Laugesens gentagelse af korets sang med teksten »En stjerne slukkes / en anden tændes / aldrig mere skal noget lys fordrive det samme mørke« bringer ligeledes ikke meget til nummeret.

I mine øjne er en klar mangel i udgivelsen desuden, at teksterne ikke følger med albummets boklet, og selvom det nok også må betegnes som en mindre skønhedsfejl, så lever layout, design og fotos i coveret rent æstetisk heller ikke op til det, det omgiver.

I ”Brev” står Laugesen endnu mere centralt med et næsten helt repetitivt lydspor, der undervejs stopper og lader ordene stå alene, mens ”Karavane” åbner med sløve og “Convoy”-lignende trommer, blæsere og hvæsende guitarspor og lader i sidste halvdel af nummeret et råbekor af Leonard Davies og kraftfuldt mundharmonikaspil fylde ud, mens ordene forlader scenen.

Den her planet glemmer vi aldrig er særdeles vellykket som samarbejde mellem lyrik og musik, en digter og en håndfuld musikere. Kun små og ubetydelige skønhedsfejl pletter helheden, og selvom det ikke er en plade, man kan høre mange gange i træk, så er det et album, der gør indtryk og lykkes særdeles godt med sin genre.

★★★★½☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

1 kommentar

  • […] Undertoner: ”På Den her planet glemmer vi aldrig er en mere dynamisk rocket ramme dominerende, og selvom pladen stiller krav til sine lyttere, så er der rigelig med belønning. (…) Konstruktionen af numrene er ligeledes vellykket i udvekslingen og dansen mellem ord og lyd. (…) Det er sateme velskevet samfundsrevsende lyrik, og det er fremført med en ekstrem fornemmelse for timing fra både digter og musikeres side (…) Den her planet glemmer vi aldrig er særdeles vellykket som samarbejde mellem lyrik og musik, en digter og en håndfuld musikere. Kun små og ubetydelige skønhedsfejl pletter helheden” […]

Skriv et svar