Koncerter

Sejerø Festival 2011, fredag 05.08.11, Sejerø

Skrevet af Anna Møller

Undertoner havde i weekenden fundet vej til Sejerø ud for Kalundborg. Kun de langsommeste toge og færger når helt herud, men en gratis festival som Sejerø Festival er rigeligt til at lokke bybørnene nærmere. Læs fredagens reportage her.

Vejen til Sejerø Festival går gennem færgen. Foto: TV2 Øst

Omtrent 150 (københavnere) har fredag den 5. august vovet sig gennem Sejerøbugten med Sejerøfærgen. På Sejerø hedder den største by i øvrigt Sejerby, og ikke så langt derfra har Sejerø Festival for første gang kaldt til samling. Sådan er der logiske ordlige sammenhænge mellem alt på Sejerø.

Inden da har har 15 arkitekter og kunstnere i to måneder genopbygget et gårdområde på Sejerø til festivalområde, der ifølge arrangørerne skulle blive »det nye Woodstock.« I en pressemeddelelse skriver de tre euforisk:

»Det er dialektisk! Musikken på festivalen trækker i mange retninger, men der ér en rød tråd. Vi søger at stille det ukendte overfor det kendte, det abstrakte overfor det konkrete, naturen og mekanikken, det rene og det forvirrede. Vi søger generelt væk fra bandstrukturen og mere over i en slags konstellationsnatur, hvor udtrykket er mere rummeligt og fjernere fra tankens magt. Men vi synes dog også at avantgarten og dens alternativer er mægtigt kedelige uden det pop-stof som alle drømme er gjort af. Undersøg de forskellige artister og hør om det giver mening.«

Det er noget af en udfordring og noget af et manifest, som arrangørerne lykkes med langt hen ad vejen. Og hvordan startede projektet så? Jo, I sommeren 2010 blev et forfaldent hønsehus til gildesal med langbord og koncert med tre optrædende, heriblandt Lonely Boy Choir og T.S. Høeg, der også spiller på dette års Sejerø Festival – blot hver for sig. Lonely Boy Choir-koncerten blev i øvrigt genopført på sidste års Festival of Endless Gratitude, hvor et klaver med intermistiske planker til loftet dannede rammen om saxofon/xylofon-legen. Lige i nærheden af den lille strandruin ligger en gammel ubeboet gård, som ifølge arrangørerne skreg på at blive brugt til noget enestående. Entering Sejerø Festival.

Lonely Boy Choirs klaver på Festival of Endless Gratitude 2010

På trods af at folkene bag Sejerø Festival ønskede at skabe en festival i tråd med Woodstock, er det helt klart Festival of Endless Gratitude, der er flest reminiscenser til på Sejerø – men nu har jeg naturligvis heller aldrig været på Woodstock. Konceptet kan ridses således op: Et særligt udsnit af det i overvejende grad københavnske musikpublikum drikker sig i hegnet under samme improviserede planketag, mens en række dygtige og legesyge bands og kunstnere spiller gratis. På Festival of Endless Gratitude foregår det p.t. på Vesterbro, mens man i denne weekend kan finde omtrent samme publikum i udkantsdanmark.

Inde i den nedlagte lade på Sejerø er der et væld af loftsspær og bjælker, der vikles sammen i et fornuftigt rod, og som giver lyst til at kravle op og sidde skuende ud over de fremmødte. På en række af de vertikale stolper er programmet hængt op: Intermistiske A4-sider med de forskellige optrædende og cirka-tider, og det er egentlig forbløffende, hvor lidt fysisk festivalinformation, man bliver mødt af. Nede ved Brugsen er der (som eneste sted) opsat en papkasse med ordet ‘Festival’ og en pil til højre, men heldigvis er Sejerø ikke voldsomt stor, så det er begrænset, hvor meget man kan køre forkert. Det lykkes nu alligevel adskillige gange for Undertoners udsendte. De eneste to plakater, vi selv ser fra festivalen, hænger i Brugsen og ved campingpladsen. Og alligevel har bestyreren på Sejerøs vandrehjem, Lis, udsolgt i en sådan grad, at hun har inddraget sit eget soveværelse til pigesovesal.

Sejerø Festival forløber over to dage med i alt 18 bands. Spilleplanen ligger nogenlunde klar inden festivalstart, men fredag er der alligevel en række lørdagsbands, der optræder, ligesom Frisk Frugt alias Anders Lauge Meldgaard bliver påkaldt fra scenen. Han er nemlig ikke dukket op til sin koncert ved 19-tiden. Han er imidlertid at finde i den nedlagte lade senere på aftenen, hvor han både angrer dybt over at have troet, han skulle spille lørdag, og over at have misset færgen. Det er nu ikke noget, der rokker synderligt ved programmets fundament. En hurtig omrokering sikrer Meldgaard en plads i spotlyset lørdag aften.

I stedet spiller High Wolf, der ellers var programlagt til lørdag. Hans tribale, cirkulære rytmer skaber kærkommen basis for en ‘god koger’, som en medkoncertgænger udtrykker det, og især de mange manipulerede soloer på elektrisk guitar er medrivende. Ved 21-tiden går Chimes & Bells på med både nye, dansable numre med synthede baseffekter og to trommeslagere. Om det var de ellers gode lydforhold, der gav sangerinde Cæcilie Trier en metallisk dobbelthed på sin vokal, er ikke til at sige, men publikums efterhånden godt påvirkede hoveder rykkede alligevel godt med til afslutteren “Do the Right”.

Chimes and Bells på Sejerø Festival

Solhorn alias Mikael Mørkholt plus hjuldrejende veninde har overtaget Lonely Boy Choirs placering i fredagens program, men den legesyge folktronica vinder ikke meget ved at blive fremført for de siddende og nysgerrige publikummer, og den evindelige drejen af det glitrende hjul bliver i sidste ende en anelse ensporet. Så hellere lytte til debuten Himmelbjerg fra 2009.

Det hypede London/Texas-band Shit and Shine er efter sigende kendt for deres vilde sceneshows, hvor støj- og krautrock, dubstep og electro samles omkring tribale og dansable trommerytmer, dybe droner og skærende guitarriff. De har ofte op mod 10 trommeslagere med sig på scenen, som da de sammen med Sunn O))) og Earth spillede på Berlins Volksbühne i 2006, men har til Sejerø Festival valgt at skrotte det meste til fordel for en imponerende voldsom omgang støj. Man kan savne den rytmiske dansabilitet og de hypnotiske droner, men på den anden side er det sgu gennemført grim larm. Og så har de kaninører på imens.

Nikolas aka forfatter og musiker Anders Jørgen Mogensen fra Escho-bandet KloAK får effekt- og vokalhjælp fra Nis Bysted og Niels Kristian Eriksen og giver en koncert, der er som taget ud af ånden fra Festival of Endless Gratitude. Et gavmildt, medrevet og bedugget publikum står i en cirkel omkring de tre musikere midt på dansegulvet. De improviserer tilsyneladende en række udstrakte vokalmanipulationer, mens folk inhalerer diverse røgbaserede midler, kravler op på scenen for bedre at kunne se, drikker mangolassier med vodka oppe fra madboden eller bliver hevet ned fra loftsbjælkernes helle. Der må man ikke sidde.

Awesome Tapes From Africa er sidste band, Undertoners udsendte når at se, før turen går tilbage gennem det altomsluttende sejerøske mørke, hvor kun baglygterne er til at se, og havet er til at høre. Under Awesome Tapes From Africas dj-sæt crowdsurfer opildnede publikummer, og hjemme på vandrehjemmet har mutter Lis lykkeligvis ikke låst døren.

Lørdag på Sejerø Festival venter forude efter nogle timer i sovesalen.

1 kommentar

Deltag i debat