Koncerter

Sejerø Festival 2011, lørdag 06.08.11, Sejerø

Skrevet af Lise Christensen

Solen havde forvist skyerne over Sejerø på festivalens andendag, og allerede tidligt på eftermiddag bød udendørsscenen på en broget sammensætning af mere eller mere vellykket eksperimentalmusik. Programmets højdepunkter var dog ikke til at tage fejl af.

Festivalen åbnede på andendagen allerede kl. 13, men det er lige godt stadig ret sent, når vandrehjemsmutter Lis hundser en ud af huset allerede kl. 10. Selvom Sejerø både har kunst, egnsmuseum, en isenkræmmer af dimensioner og en havnegrill, foretrak de fleste alligevel at tilbringe ventetiden på de mange kilometer strand, øen byder på.

Røde i hovederne og tanket op på is fra Brugsen gik det af sted mod pladsen. Rent praktisk var en fin idé at tage en cykel med på øen, da der alligevel er omkring fire kilometers gang fra Sejerby til festivalen. Vejen var til gengæld smal, nærmest ubefærdet, kantet af marker, blomster og hav – så Morten Korch-genet fik lov til at blomstre i solen.
Oplevelsen af landlig idyl blev dog hurtigt pillet ned af Vagn E. Olsson, der med hjemmebyggede instrumenter på opfordring fra publikum leverede den vilde version af sit show i stedet for den stille. »Der er komave til alle / og alle fucking får,« gjaldede Olsson, mens rundsaven på percussion-stativet fik sig nogle tæsk. Til tider virkede Olssons slagkraftige retorik lige vel fremtvungen, men koncerten sluttede med et af de mere vellykkede publikumsengagementer længe. Som en omvendt stopdans skulle alle synge, lige hvad de ville, så snart beatet stoppede. Den kakofoniske afslutning fungerede overraskende godt.

Vagn E. Olsson tæver metalklinger for den tidlige eftermiddags publikum.

Fra dagligdags betragtninger flyttede festivalen ud i det ydre rum. ZX aka. Thomas Stück (Lars and the Hands of Light) og Lasse Sort (tidligere Lake Placid og Sort Stue Sounds) brød deres spacer-mødom og spillede debutkoncert. Lyden lagde sig op ad 70’ernes kosmische krautrock, og de susende syntheskapader blev serveret i et enkelt, men velklingende format, der løftede publikum ud i universet. Duoen kunne med fordel have spillet en hel del højere og lidt længere end den lille halve time – og så kan Stücks en kende strittende trommespil godt arbejdes bedre ind i den ellers så adstadige musik.

Så længe vejret holdt, blev koncerterne spillet på den udendørs scene. Stalden, algetanken og brombærbuskene virkede sært malplacerede ved siden af Lamburg Tonys 90’er-skateroutfit. På var strikhuen og hængerøvsbukserne, og musikken bestod da også meget passende af kassettebånd, der blev klippet ind mellem hinanden eller revet ud af maskinen i en blanding af sære lyde, glitch og high-pitchet sang. Hele molevitten voksede sammen – vel at mærke lidt skævt sammen, så de ellers potente hiphopbeats aldrig helt kom til at rulle derudaf. Og det var lige netop her – i den småskæve, nærmest wonky rytmik, som ville sætte enhver rapper af – at Lamburg Tonys show blev interessant. En lidt længere seance med en større beatfiksering havde klædt Escho-musikerens sæt.

Det var tilladt at medbringe egen mad og drikkevarer til festivalen, men ikke nødvendigt, da baren både bød på alkohol, kaffe og saft, mens køkkenet lavede gode, om end noget dyre retter. Til at underholde under maden og sætte en ‘autentisk’ ø-stemning havde festivalen allieret sig med Finn Boy, Bent, Sørøver og Henry = Sejerø Spillemændene. For en stund blev den eksperimenterende lyd brudt af et indslag, der på mange måder måske var en endnu større udfordring for publikum. Med cowboyhatte, farhumor, banjoer og sømandsviser var det, som om den aktuelle havnefest i Sejerby for en stund var rykket med ind på festivalen.

Men selvom det var nok så retro at nynne med på “Imellem Esbjerg og Fanø” langs langbordene, gjorde det nu ikke det store, da Thulebasen tog over inde i laden. Det interessante ved at se Thulebasen live er, at man aldrig rigtig ved, hvilken oplevelse man går ind til. Denne aften holdt bandet dog tøjlerne forholdsvis stramme og fremhævede det poppede frem for det improviserede i den psychrock, som dette års udgivelse, Gate 5, emmer af. Helt så ørehængende som på eksempelvis forårets Pop Revo-festival blev det dog ikke, og det skyldtes især den drejning, koncerten tog i sin sidste del – som i øvrigt understregede, hvorfor Thulebasen med fordel kan prioritere pop højere end impro ved deres koncerter. De afsluttende eksperimenter fremstod temmelig stagnerede og som en unødig forlængelse af en god, engageret levering, der endda havde været endnu mere passende i sit omfang, hvis de sidste omtrent ti minutter var blevet skrottet.

Sejerøs Spillemændene leverede mere end almindeligt underholdende dinner music.

Hvor Thulebasen udstrålede spilleglæde, gik Lonely Boy Choir i den anden grøft og påtog sig rollen som forurettet teenager. Trioen var reduceret til Boris Schiøler (tidligere Düreforsög), der sang sporadisk ind over en bund af dronede, støjende loops tilsat skingre, diskante toner. Musikalsk var oplevelsen ikke stærk nok til at verfe en trang til en kop opkvikkende kaffe væk, og det hjalp ikke, at Schiøler i blasert affekt væltede mikrofonstativer, kastede med sten og sluttede koncerten af med at trække bukserne ned og flashe underlivet i en noget umotiveret trods.

Anderledes anstændig og velspillende var amerikanske Ensemble Economiques Brian Pyle. Ja, med sin højtidelige orgelbund, et mekanisk beat og den rungende distortion, der med jævne mellemrum rystede lydbilledet, fremstod Pyles arrangementer nærmere decideret katedralske. Derfor blev det også i overkanten, når han selv og en kvinde, der supplerede hans sang gennem sættets første halvdel, ligeledes syntes at tilstræbe det overjordiske i deres vokalarbejde og gjorde, at ensemblets langsommelige syntheskapader konsekvent fremstod for højtravende til rigtigt at komme ind på livet af lytterne i gulvhøjde.

Og så nåede Frisk Frugt endelig på scenen efter fredagens forvirring og forsinkelse. Showet startede dog langtfra som den energipille, man efterhånden kunne trænge til efter en lang dags program. Til gengæld bestod de første to numre af et konservatorieværdigt guitarshow, der snarere sænkede pulsen end fik den op. Men efter en afdæmpet version af “Biodynamisk æblejuice bringer solen indenfor om vinteren” udviklede fjerde nummer sig til en virkelig groovy omgang technoclubbing. Hektiske rytmeforløb forskød sig legende, så man nærmest følte sig hensat til det afrikanske diskotek, som fredagens Awesome Tapes From Africa-show havde taget festivalpublikummet med til. En tiltrængt drejning, da ikke så få insisterende publikummer allerede forsøgte at danse lørdagen i gang til Meldgaards indledende manøvrer, men rammerne først nu var til at gøre det helhjertet. Derfor var det også lidt synd, at en ellers potentielt interessant opsætning med Meldgaard på horn og et trekløver af aftenens mandlige optrædende som a capella-kor udmundede i en uforløst aflutning, der aldrig rigtig udviklede sig fra et montont, dronet udgangspunkt.

Anders Meldgaard og venner leverede en ikke helt overbevisende afslutning på en koncert, der havde sine tydelige højde- og lavpunkter.

Den tredje verden var også til stede under den næste koncert. Sam Shackletons udforskning af mellemøstlige og afrikanske rytmemønstre førte dog til helt anderledes kølige, dystopiske lyduniverser. Shackleton fremstilles ofte som en af dubsteppens fædre, men den genre er englænderen efterhånden langt fra. I laden på Sejerø demonstrerede han derimod, hvor formidabelt han undersøger, hvordan knugende techno kan være hektisk og hypnotiserende på samme tid. Med forvrængede stemmesamples og abrupt nedklippede synthtoner som mistrøstige ornamenter sammenvævede han evigt omskiftelige trommespor, hvor congas og tabla gav rytmebunden den let blødgjorte fornemmelse, der er et af Shackletons særkender.
Den modfaldne grundstemning til trods var samspillet mellem netop de uhyre detaljerede beats og de nøje afmålte basbunde så helt igennem dansable, at der ikke var andet for end at danse skjorteryggene mørke.

Det gjorde vi så, og derefter kunne dansen passende fortsætte ud i det endnu mørkere og efterhånden temmelig stormblæste sejerøske landskab. Når modsatrettede grupper af cykler passerede hinanden i den begsorte nat og med forskrækkede gib forsøgte at udgå en frontal kollision, fornemmede man nok, at det ikke kun var det uvante bag de eksperimenterende kunstneres navne på plakaten, bybørnene var rejst langt for at møde. Det ville måske også have medført en mindre skuffelse, for trods spredte, stensikre højdepunkter i weekendens program var mange musikalske indslag af en så kuriøs, rudimentær, famlende, eksperimenterende eller højtravende karakter, at det til tider kunne være vanskeligt at følge med eller for alvor blive grebet. Disse mindre stærke musikalske indspark fremstod ikke desto mindre parentetiske for et arrangement, der i særdeleshed vil blive husket for hav, marker, rustikke gårdbygninger, småflækker, sovesale, is, lejrbål og de mennesker, der stod bag.

I fremtiden kunne sidstnævnte dog i højere grad fokusere på at informere og involvere de – viste det sig, da rygtet om festivalen på andendagen havde spredt sig – umådeligt interesserede lokale og på at tiltrække andre end det københavnske publikum for eksperimenterende musik. Sejerø Festival antog i band- såvel som publikumssammensætning karakter af et københavnsk udflytterevent, og det bør arrangørerne ikke slå sig til tåls med at være i fremtiden. Ikke når festivalen potentielt kunne appellere til langt flere og trække nogle virkelig interessante navne til øen – især efter en så stemningsfuld, charmerende og overordnet vældig vellykket søsætning af projektet.

Deltag i debat