Plader

Sole and the Skyrider Band: Hello Cruel World

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Rapperen Sole har lavet et tungt, rablende album, der absolut har sine fede momenter, men dele af pladen drukner i overproducerede synthbeats. Hello Cruel World er hadsk, hurtig og aggressiv, og det er lidt krævende at høre det hele på én gang.

Rapperen Sole (Tim Holland) stiftede i 1998 sammen med en ven det antikommercielle og antikonformistiske pladeselskab Anticon, der havde til formål at viderebringe lo-fi, avantgardiske, DIY-inspirerede modspil til mainstream-hiphop. Med sit nye album, Hello Cruel World, viderefører han på indigneret og aggressiv vis arven fra Anticons hiphop-filosofi. Albummet har sine rigtig gode momenter og gedigne numre, der rummer og formidler aggressivitet på passende vis, men desværre skæmmer samme aggressivitet, nogle ufine produktioner samt en kikset gæsteoptræden helhedsindtrykket.

Det var især med hiphopgruppen Deep Puddle Dynamics’ 1999-album The Taste of Rain… Why Kneel?, at Sole fik skabt grobund for Anticons og sin egen videre produktion og undergrundssucces. Gruppen talte bl.a. Atmosphere-rapperen Slug og albumaktuelle Alias, men det var dengang. Nu er Sole endnu en gang sammen med The Skyrider Band, der kun lader fire-fem numre være næsten fri for deres mange og alt for dominerende synths. Der er for mange kitschede og umindeværdige numre imellem, men heldigvis fungerer seks af de 13 numre som delvise undtagelser. Men når kun halvdelen af et albums numre er gode, bliver bedømmelsen også derefter. Derudover må jeg ofte stejle over for Soles meget selvfede og seriøse fremstilling af sig selv.

Det starter ellers så godt. “Napoleon”, som Xiu Xiu gæster, er klart albummets bedste track og uden tvivl det bedste eksempel på en gæsteoptræden på pladen, der indeholder fem numre med besøg udefra, hvoriblandt Pictureplane og Lil B leverer noget af en tam oplevelse på nummeret ”Bad Captain Swag”.
Det shufflende dub-beat i “Napoleon” minder om en sart udgave af beatet i OFWGKTA-nummeret “Drop (by Earl Sweatshirt)”. Dette nummer løftes til skyhøjder efter tre et halvt minut, hvor en figur på pipe organ falder perfekt sammen med Jamie Stewarts herligt apatiske vokal. Mødet skaber en 80’er-feeling, jeg personligt gerne ville have haft meget mere af på albummet.

“D.I.Y” konfronterer først lytteren med lyden af dybe messingblæsere med en dramatisk sekstendedelsfigur. Herefter skrues der for en kort bemærkning op for den alt for overproducerede hi-hat, der så igen efterfølges af en gyser-soundtrack-lignende klavermelodi, og så lægger Sole hele pisset ned med linjer som disse:
»I got more tools than I ever could use / I don’t wear tattoos. I don’t wear a crew / Everywhere I go I’m local even if I only spit that Shakespeare / Got the universe in my palm / Don’t need no stress / It don’t keep me calm.«

Det er svært at følge med i teksterne, og de mange horror-lyde og det spøgelseslignende kor på omkvædet gør dette til ret hardcore hiphop, der ikke handler eksplicit om fysisk vold, men om vrede rettet mod konformiteten i gængs hiphop. På den måde kan man sige, at Sole ikke har ændret sig meget siden de tidlige Anticon-dage i 90’erne, men det har hans lyd til gengæld. Den har fylde og alsidighed, hvilket absolut gør pladen til et lyt værd, hvis man er til aggressiv indie-hiphop.

“Possimism” er pladens overraskelse. Først på grund af titlen, dernæst på grund af beatet, der bevæger sig mellem genrer som eurodance, grime og dubstep – lidt syret og møghamrende vredt. Nummeret er udmærket, men ikke meget mere end det. Dog har dog en superfed outro, som får alt for lidt tid til at udfolde sig. Den må man ikke snyde sig selv for. Mere elektronisk og up-cuttet bliver stilen i “Home Ain’t Shit”, hvilket ikke falder helt heldigt ud.

Et par højdepunkter mere er de rigtig gode numre “Vaya con el Diablo” (feat. Isaiah Toothtaker, Mestizo & Ceshi) og “Progress Trap” (feat. Sage Francis). Især “Vaya con el Diablo” fortjener at blive lyttet til meget opmærksomt, for det indeholder en tekstlig og musikalsk kompleksitet, der sjældent høres i nutidig hiphop. Det er muligvis lige lovligt selvsmagende, men lyden er stor og rig, og derfor fremstår det sammen med “Napoleon” som pladens mest velproducerede og bedst fungerende øjeblikke.

Meget af pladen drukner desværre i de lidt for overproducerede synthbeats og de mange diskante hi-hats. Stemningen er hadsk, flowet er hurtigt og aggressivt, og det er en hård opgave at høre hele albummet igennem på én gang. Somme tider fungerer det dejligt stimulerende med den voldelige energi, men musikalsk er albummet lidt for overfyldt og ufokuseret.

★★★★☆☆

Leave a Reply