Plader

Sun Araw: Ancient Romans

Skrevet af Esben Rasmussen

Sun Araws femte album lever måske ikke helt op til tidligere meritter, men spredt ud over en spilletid på en time og 20 minutter leverer Cameron Stallone alligevel til tider fremragende neo-psych.

Coveret til Sun Araws seneste udspil, Ancient Romans, er ganske pænt. Og noget ganske andet end de foregående – stadig kitsch, men sobert. Og det stemmer egentlig meget godt overens med musikken: ikke radikalt anderledes end de tidligere henkogte dub-psych-drone-udskejelser, men alligevel en kende mere afdæmpet. Det er ingen uigenkendelig forvandling, Cameron Stallone har gennemgået, men på et dobbeltalbum med en spilletid på et godt stykke over en time er det ganske passende, at de jammede numre tager sig bedre tid, så at sige.

Få numre løfter sig ud af reverb-sumpen, og de fleste har endog ganske sparsomme trommespor. Andet nummer, “Crown Shell” er ‘klassisk’ Sun Araw: dub-bas, reverb-synth & psychguitar, mens åbneren “Lucretius” er tættere på de tidligere Not Not Fun-kammerater Ducktails med dens 80’er-meta-ironiske meta-orgel (måske er det også ironisk, eller også skal der mere meta til. Forvirringen er total, men ligegyldig).

Som titlen antyder, bærer sangene til tider præg af noget, der minder om en naiv mysticisme, en karikeret opfattelse af ‘gamle dage’ og de spændende gamle romere. Sange om apokryfe ritualer, hvor man måske ikke røg fed, men i hvert fald trippede på gamle dage og ens egen andethed (meta). En ikke-eksisterende forhistorie, hvor Asterix og Obelix var virkelige, og hvor de simpleste melodilinjer opsummerer en fremmed kulturs hele virke. Det er i hvert fald noget med ritualer og fremmedhed.

Og det er egentligt godt, måske med undtagelse af “Fit for Ceasar”, hvis stiliseret-eksotiske hovedtema bliver en kende enerverende. Det lyder mest af alt som intronummeret til en billig historiedokumentar på kabel-tv.

Den 15 minutter lange lukker, “Implovium”, er dog noget ganske andet. Et insiterende næsten-minimaltechno-beat driver nummeret frem i et tempo, langt højere end hvad der før er hørt fra Stallones hånd. Det er en rigtig god lukker, især fordi det giver fornemmelsen af en progression, der bestemt ikke er bydende nødvendig (hvilket Sun Araw-albummet Beach Head fra 2008 måske bedst beviser), men ikke desto mindre fungerer det godt på et dobbeltalbum af denne type. De improviserede dub-jams er gode, men med den mængde udgivelser, Sun Araw efterhånden har bag sig, er det fint at høre formlen blive udfordret.

Når Stallone er god, er han rigtig god. Det er han for det meste på Ancient Romans. Lidt mere wah-spade ville måske have været rart, fordi de lidt tyndt lydende synth-flader sjældent bliver rigtig intense – hvilket ville have klædt albummets anden del, hvis kompositioner og melodi-idéer er noget svagere end førstedelens.
Ancient Romans er langtfra hans bedste udgivelse, men stadig en hæderlig én af slagsen. Sun Araw lyder som Sun Araw, og han leverer stadig noget af det bedste neo-psykedeliske dubmusik.

★★★½☆☆

Lyt til “Crete”:
[audio:http://sunaraw.com/TUNES/03%20Crete.mp3]

Deltag i debat