Wiley er en af grime-genrens helt markante grundlæggere, og han er en yderst produktiv én af slagsen – både på egen hånd og med Roll Deep-kollektivet. 100% Publishing er, som titlen antyder, et album smedet nøjagtig efter Wileys egne ører. Wiley har tidligere forsøgt at gøre sin lyd mere kommerciel, men 100% Publishing er hans eget lille show, hvor genrer egentlig ikke spiller den store rolle; det centrale er, at lyden er Wileys egen, og at han har haft fuld kontrol over projektet.
100% Publishing er et meget fængende album, der sætter sig fast fra første lyt. Samtlige sange er lette at huske og indeholder utrolig velstrukturerede omkvæd. Det er selvfølgelig en overvejende positiv udmelding, men sagen er, at albummet ikke voksede så meget på mig, som jeg havde ønsket. Det er altid en befrielse, når en plade er let at fange, men 100% Publishing når ikke så langt og efterlader mig med lidt blandende følelser.
Man kan sagtens mærke, at Wiley er garvet, når han flyder helt ubesværet over et minimalistisk clap-beat i den velfungerende “Yonge Street (1178 miles long)”. Et virkelig fedt nummer, hvor man sidder med tungen lige i munden og måbende følger Wileys uforudseelige flow – ren triumf. Ligeledes virker han veloplagt og skarp på titelnummeret, hvor han bogstaveligt talt fremstår som den hårdtarbejdende grimepioner, han nu engang er. Faktisk virker hans position i genren til at være et af de helt fortrukne emnevalg, når der skal rimes. Det er selvsagt ikke et hårrejsende spændende tema, men på titelnummeret fungerer det, og der er da også vis ydmyghed er at spore.
Til gengæld løber man også ind i dybt trættende sange som den komplet intetsigende “Your Intuition” og den nærmest pinagtige “One Hit Wonder”. Reelt set er det vel ikke dårlige sange, men når Wiley har sagt »I won’t hit one, I wanna hit twice / if I hit twice, will I hit three times« for 24. gang i sangen, er det sjovt nok lige så irriterende, som da han sagde det første gang. Igen: Sangene rykker sig ikke.
Produktionssiden har jeg det også meget blandet med. For det første er der ingen af produktionerne, der nærmer sig det himmelske, men de er overordnet set fine, og Wiley udnytter dem særdeles godt. De forskellige elementer af tunge basgange, synth, effekter og heftige trommer fungerer upåklageligt, men det bliver simpelthen for tørt, da de fleste af produktionerne er virkelig svære at kende fra hinanden. Det er en noget rodet omgang, hvor kun de få aparte produktioner skiller sig ud og efterlader et indtryk.
En af dem er pladens potentielt bedste nummer, “Boom Boom Da Na”, der har en skæv, hårdtslående opbygning og en exceptionelt catchy melodi. “I Just Woke Up” er én lang tempofyldt trommesolo, som havde fået de fleste rappere til at ryste i bukserne. Wiley, derimod, håndterer arrangement med en humoristisk tilgang og gør det sublimt. Den meget fine klaverdrevne “Wise Man and His Words” er også en glimrende afveksling.
Mit største problem med pladen er egentlig de lidt akavede tekster, der må siges at være ret rodede. Hvis de ikke er forudsigelige som den gennemtrængende passage »Labels say that you can have control, but labels lie a lot / maybe on this album, I can make the songs I like to make / and travel around the world and take the chances that I’ll like to take,« er det malplacerede og nytteløse linjer som »Lost my Dre-headphones and I found them.« Nu tænker den opmærksomme læser sikkert, at det er et dårligt citat-uddrag, som er taget uretfærdigt ud af kontekst. Det er sandt. For der er vitterligt ikke nogen sammenhæng. Det er helt og aldeles en tilfældigt indskudt linje – og ikke den eneste af slagsen. Den eneste grund til, at jeg studsede over linjen, var, at jeg personligt mistede mine egne Dre-høretelefoner for nylig, hvorefter jeg fandt dem igen. Har man ikke været ude for lignende dramatiske scenarie, kan jeg kun gisne om, hvor overflødig linjen er.
Det er vanskeligt at skulle give albummet karakter, da der egentlig er rigtig mange gode stunder. På den anden side er 100% Publishing næppe et album, der når meget længere end op på hylden.
