Plader

With No Arms and Legs: s.t.

Skrevet af Lasse Aagaard

Det kræver mod at kunne fylde en hel kirkesal med vilje og lyd, og det mod har With No Arms and Legs. Desværre mangler de kontrollen til at kunne skabe et helstøbt album ud fra det.

With No Arms and Legs sætter bestemt ikke deres lys under en skæppe. Deres selvbetitlede debutalbum er indspillet i en tom Brorsons Kirke i kølvandet på politirydningen af en flok hjemløse asylansøgere i 2009. Optagelserne er ydermere foregået live i rundkreds for at udnytte så meget af kirkerummets nærvær og sjæl som muligt.

Bandet, der består af medlemmer fra det hedengangne Attrap, hvor Hymns of Nineveh også udspringer fra, spiller da også den slags musik, der kræver pladsen i en kirkesal for at kunne være til. Det er musik, der er strøget med de brede penselstrøg, hvor svulstige arrangementer – ofte med blæsersektioner – går hånd i hånd med karismatiske stemmer, dundertrommer og patos. Det er et band, der vil have lyden af en højere enhed.

Det er selvsagt en modig balancegang, som dette band har begivet sig ud på. Et er at stole på, at man kan puste ballonerne helt op under taget, uden de sprænger, men en anden ting er at insistere på, at man har evnerne, kontrollen og det tekniske overskud til at kunne indspille i direkte hug og få alt med. Og hvad det angår, er With No Arms and Legs desværre ikke klar til at fylde hele rummet ud endnu. Albummet drukner alt for ofte i en mudret og forvirret produktion, der peger i mange forskellige retninger uden at vælge nogen ud.

With No Arms and Legs har ellers et interessant musikalsk afsæt, der gør dem til et overraskende syn på en ofte konservativ og tilknappet indierockscene. De ekstroverte orkestreringer, de flamboyante vokaler og de dramatiske tekster giver til tider indtrykket af en lydside til en musical i vaskeægte “Grease”-stil, og til tider vises der ømhed og nænsomme kærtegn i arrangementerne. Det er altid befriende at høre et band, der er mere interesseret i at passe sig selv end at passe ind.

Pladen lægger ud med den spændende “Ballet Mess”, der i sig selv kendetegner, hvilket univers With No Arms and Legs arbejder i; en forventningsfuld tone bliver slået an, trommer holder spændingen i kog, klokker kimer stille, og sangstemmer fortæller med en underspillet overartikulering for med tiden at bryde ud i fuldt flor. Der bliver spillet på de store følelser her. Men sangen viser også de første skår i bandets omgang med indspilningmediet, når den punkterer og falder sammen i et væld mærkeligt ineffektiv digital forvrængning. Det har sikkert fungeret på papiret, men ud af højtalerne virker det klodset og ukontrolleret.

Den efterfølgende sang, “Get Happy”, holder til gengæld dampen oppe og viser gruppen fra en mere rocket og fokuseret side. Sangen er båret af en Antony Hegarty-klingende vokal og forener distortionbas og jungletrommer med et folklorisk blæserarrangement.

Netop vokalpræstationerne er desværre en akilleshæl for With No Arms and Legs, for selvom den gennemgående brug af vokalharmonier er effektiv, og alle vokalerne er karakteristiske, så bliver den overartikulerede og indtrængende tone, der på pladen er gennemgående for alle tre leadvokalister, desværre tit alt for anmassende. Alle tre sangere synger habilt, men snubler over hinanden i trangen til at lede lige meget energi ud i samme rum. En ellers fin og afrundet sang som “Water”, pladens fjerde skæring, falder til jorden i smaskelyde og vokaler, der er så overfølte i karakter, at de mest lyder karikerede.

Og det er trist, for With No Arms and Legs har både hjertet på rette sted og noget på det. Deres debutalbum nærmest emmer af vilje og positivitet. Og at gruppen også kan kanalisere det, viser de på en sang som den Arcade Fire-klingende “Butterflies”, hvor trangen til at lade arrangementerne føre slagets gang bliver holdt i skak til fordel for en præcis og medrivende sang.

Jeg er altid en sucker for grupper eller kunstnere, der påkræver sig pladsen til at vise, at de har noget ekstraordinært at fortælle. Det er i dette rum, at man kan gøre lytteren klogere. With No Arms and Legs påkræver sig denne plads. Men jeg synes stadig, at de mangler et videre skub for at kunne fylde rummet helt ud.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • […] Undertoner: “(…) en anden ting er at insistere på, at man har evnerne, kontrollen og det tekniske overskud til at kunne indspille i direkte hug og få alt med. Og hvad det angår, er With No Arms and Legs desværre ikke klar til at fylde hele rummet ud endnu. (…) Alle tre sangere synger habilt, men snubler over hinanden i trangen til at lede lige meget energi ud i samme rum. (…) Jeg er altid en sucker for grupper eller kunstnere, der påkræver sig pladsen til at vise, at de har noget ekstraordinært at fortælle. (…) With No Arms and Legs påkræver sig denne plads. Men jeg synes stadig, at de mangler et videre skub for at kunne fylde rummet helt ud.” […]

Deltag i debat