Plader

Woods: Sun and Shade

Skrevet af Martin Thimes

Krautrock-udfald skaber uheldigt flow i seneste udspil fra den chillede folkpoprocks hippeste leverandører.

I det sekund, da guitaren, både den akustiske og den elektriske, sætter i gang i “Pushing Onlys“, får man et herligt varsel om, at der ikke er sket meget siden Jeremy Earl sidst placerede sig på verandaen for at gebærde sig mod folkpop-land.
Men åbningsnummeret snyder, for enkelte steder lykkes det Woods at få dig komplet på afveje. Det er de krautrockende og free-folkede passager, centreret om “Out of The Eye” og “Sol Y Sombra”, der definerer pladen, mere end de små liflige og beskedent retrospektive popsange omkring dem gør. Og det er desværre ikke til det heldige. Ikke fordi resten af pladens i alt 12 numre bliver dårligere af at være i selskab med dem. Men det forstyrrer den ellers løse fokusering, der er så behagelig ved at lytte til Woods.

Problemet er nemlig, at den psychede detour, som de vil sende lytteren på, virker halvhjertet og som unødvendigt fyld. Det er naturligvis svært at være både pladeselskabsboss, A&R og udøvende kunstner på én og samme tid. Og desværre er det måske netop en strammere styring af udtrykket, der skal til, hvis Woods skal udgive et karrierevæltende mesterværk. Men på den anden side set er den lidt lade og løse tilgang til værket også det, der giver meget af charmen. Og heldigvis er der, som altid med en ny Woods-plade, store lyspunkter.

“Any Other Day” klamrer sig til et komplet uimodståeligt omkvæd i bedste Beatles-stil. Og på lige knap to minutter formår Woods at jangle sig ind i hjertet på på en måde, så tanken om at opgive hverdagen og skride ud i et øvelokale for at lære sig at skrive sange, trænger sig mere livligt på, end de fleste nok forestiller sig. “What Faces the Street” har et af den slags simple og loose melodiforløb, der er lige dele Beck i sit skæve, akustiske hjørne og bubblegum-pop fra teenagere med grydehår. “To Have in the Home” er også ligefrem akustisk psychpop, der ikke bringer noget nyt på banen, men heller ikke trækker fra i det endelige regnestykke.

Og dét er måske essensen af at lytte til en plade med Woods: Der er vitterlig ikke meget, der trækker fra. Og desværre heller ikke altid så meget, der vækker lysten til at lytte igen og igen. Der vil altid være en enkelt svipser eller to. Og der vil åbenbart også være sange, der er så stærke, at de giver bløde hjerter og blødere knæ. Woods er og bliver – indtil et eller andet voldsomt sker for dem – et klassisk fire-ud-af-seks-band.

★★★★☆☆

Deltag i debat