Plader

WU LYF: Go Tell Fire to the Mountain

Heavy pop. Sådan beskriver de selv deres musik, WU LYF. Og det er slet ikke ved siden af. For lyden er omfangsrig har en unægtelig massefylde. Det er ganske god indiepop, der dog ikke revolutionerer noget.

World Unite Lucifer Youth Foundation (WU LYF) har optaget en plade. Det har de gjort i en gammel forladt kirke et sted i Manchester. Det i sig selv lyder interessant, og det forstår WU LYF bestemt også at udnytte. Lyden er storladen og voluminøs. De har fanget rummet og gjort brug af det til UG. Pladen er indspillet i løbet af tre uger, og det kan unægtelig høres i den rå lyd. Det tilføjer desuden en energi, der er både charmerende og vedkommende.

Selvom det en gang imellem er en smule pompøst med orgelspil i en kirke, kræver sangene ikke det store af lytteren. Det er unægtelig pop. Numrene er simple trods storheden, og det kan jeg godt lide. Når sangene stilner lidt af i det ellers hæsblæsende tempo, kommer kirken virkelig til sin ret. Her får musikken plads til at fortone sig i rummet, og rumklangen bliver næsten et instrument i sig selv, hvilket klæder sangene ganske godt.

Til tider antager udtrykket nærmest bibelske dimensioner, men WU LYF formår at redde æren. På papiret er det en kende prætentiøst, men det bliver aldrig pinligt.

En anke er dog sanger Ellery Roberts’ vokal: rå og lige-i-ansigtet-spyttende. Det kan være ganske udmærket, men Roberts’ stemme kommer desværre til at fylde lidt for meget. Det virker til tider direkte anmassende og på den måde også lidt anstrengende, og det gør, at man godt kan tabe pusten. Vokalen kommer til at virke som kviksølv i et allerede tungt produkt, og det er egentlig lidt ærgerligt.

Jeg er sikker på, at der fremover nok skal komme en masse godt ud af WU LYF. Debutpladen er såmænd også ganske fin, men en gang imellem bliver man nødt til at slå bremserne i, når vokalen kammer over.

★★★★☆☆

Deltag i debat