Plader

YACHT: Shangri-La

Skrevet af Camilla Grausen

Electropop-duoen YACHT forsøger at kombinere filosofi og dance. Det er absolut ikke overbevisende. Numrene er enten for overgearede eller træge, og voiceover’en, der beretter om Utopia og Paradis, er direkte irriterende.

Kommer vi i himlen eller i helvede, når vi dør? Sådan spurgte den amerikanske electropop-duo YACHT, sidst vi hørte fra dem. Og det gør de faktisk stadig på deres nye album, Shangri-La. Men dertil har de nu lagt spørgsmålet: Utopia eller Dystopia? Begge versioner får en sang plus det løse om Paradis, himmel, helvede etc.

I pressemeddelelsen skriver de: »The only real sustainable paradise is in our minds« og fortsætter: »Shangri-La literally is YACHT’s Utopia, a place made of songs.« Hertil er lagt film-voiceover-agtige introer til sangene, hvor en mand med myndig fortællerstemme f.eks. erklærer: »More than ever we face a crisis of Utopia, the world seems to decay at our feet.« Ja ja, bla-bla. Dybest set er det hele en gang ævl. Al denne pseudo-intellektualitet og især voiceoveren virker ærligt talt som et meget søgt forsøg på at hælde noget indhold i bandets electropop og skabe et konceptuelt filosofi/dance-album. Anstrengende.

Shangri-La er det femte album fra YACHT, hvis bandnavn i øvrigt står for Young Americans Challenging High Technology. Hvad det så end skal betyde. Shangri-La er samtidig andet album, efter at Claire L. Evans slog pjalterne sammen med Jona Bechtolt og gjorde YACHT til en duo. Det også bandets andet album på det velrenommerede, danse- og elektronikglade pladeselskab DFA, der også huser navne som LCD Soundsystem, Hot Chip og Hercules and Love Affair.

Men hvad er der så tilbage, når man kommer forbi al det ævl om Utopia og Dystopia? Hvordan er musikken? Jo altså, “Utopia” sparker albummet i gang – dvs. lige efter fortællerens storladne ord om paradis – og det sker med disco og en funky basgang i et temmeligt overgearet nummer. Herefter fortsætter Shangri-La med en stil, der passer godt ind hos DFA: electropop, funky bas og primært klubegnede numre. Bechtolts laptop-rytmer og Evans’ ordinære vokal kendetegner albummet.

Dog er YACHT’s version af dansemusik noget mere træg end labelkollegerne LCD Soundsystem og Hot Chip, der i mine ører er mere friske og festlige. Numrene “Love in the Dark” og “Holy Roller” er simpelthen tunge bagi, hvad angår beats og opbygning, der er baseret meget på gentagelse og Evans’ små-provopunkede, men egentlig mest bare gennemsnitlige stemme. Det er sådan nogle numre, som ville være svære at vrikke til på dansegulvet, da luften for længst er gået af dem, og rytmen bare er for sløv.

Selvom albummets titelnummer, der også er dets afslutning, er uden beats (såvel de overgearede som de gumpetunge) og er en udmærket 80’er-poppet lille sag, er der alligevel ingen af albummets numre, jeg rent faktisk er blevet begejstret for eller har decideret nydt. Samtidig er der ikke noget her, der ikke er hørt lignende før.

Selvom det er agtværdigt at forsøge at lave dansemusik med indhold, og som også tager fat i nogle mørkere emner, lykkes det bare ikke her. Det filosofiske koncept fører ingen vegne og kommer aldrig rigtig til at give mening. Når der samtidig ikke er nogen numre, der rigtigt fænger, må jeg sige, at der er grænser for, hvor positivt jeg kan bedømme en plade, jeg er overbevist om, at jeg aldrig gider høre igen. For om YACHT en dag finder deres personlige Utopia eller kommer i helvede, rager mig ærligt talt.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat