Plader

Annemarie Zimakoff: Skoveensomhed – Digte af Emil Aarestrup

Annemarie Zimakoff har sat lyd til en række af Emil Aarestrups mest berømte digte. Det har udmøntet sig i en folkpop-udgivelse, der på klædelig vis indrammer digtene, men ikke undgår at blive en kende monoton.

Det sker tit, at kunstnere inden for flere genrer først rammes af anerkendelse og opmærksomhed, når de ligger velforvaret i deres grave. I deres samtid, hvor deres kunst blev skabt, levede de upåagtet. Deres berømmelse opstår først, når senere generationer genopdager deres værker. Emil Aarestrup led samme skæbne. Lægen, der havde digtningen som nebengeschäft, var ikke anerkendt af sine samtidige. I dag er hans senromantiske digte en vigtig del af kulturarven fra den danske guldalder, og rigets gymnasieelever trækkes rutinemæssigt gennem analyser af hans lyrik.

Nu hyldes Aarestrup også musikalsk. Annemarie Zimakoff har sat musik til Aarestrups digte, hvor teksten får lov at forblive i sin oprindelige form. Teksten er ikke opdateret eller på anden vis redigeret for at appellere til nutidens lyttere. Heldigvis, for det er netop ordenes rene kraft, der giver sangene styrke. Det er en svær opgave at skabe musik ud af en tekst, der som udgangspunkt var skrevet til at blive reciteret, men Zimakoff formår at få rytme og melodi ud af råmaterialet. Musikalsk sættes der lyd på digtene gennem moderne folkpop, hvor den akustiske guitar er i centrum og blidt akkompagneres af trommer, bas og orgel. Musikken er ikke anonym, men det er ordene, der er i centrum.

Aarestrups univers er let melankolsk, set med moderne briller. Han er, i ånden fra romantikken, præget af naturen og dens mange udtryksformer, som han blander med sine tanker om kærlighed, ensomhed og følelsen af at miste. Det er emner, som aldrig mister deres relevans og heller ikke for et moderne publikum. Ordlyden, ordstillingen og ordvalget er ganske vist anderledes, og det kræver en opmærksom lytter at fange detaljerne. Hans digte er dog korte og præcise beskrivelser af følelser, så de lader sig omforme til et sangskriver-univers.

Zimakoff formidler hans budskab med en stærk og følsom, let overjordisk, sangstemme, der svæver over musikken. Musikken forsøger at matche digtenes indhold og forbliver derfor i et mørkt, melankolsk og mol-præget univers. Ikke pessimistisk og nihilistisk, men mere trist. Det giver et meget stemningsmættet udtryk, der dog også er en snert ensformigt. Der er ikke så stor forskel på sangenes struktur og virkemidler, hvilket gør, at de umærkeligt glider over i hinanden, når man hører hele albummet. Andre vil måske se denne ensartethed som pladens styrke, men jeg savner nu et indspark hist og pist, der kan give liv til både struktur og stemning.

Der skal dog ikke være tvivl om, at opdateringen af Aarestrups univers til en nutidig musikalsk platform lykkes uden slinger i valsen. At det også er lykkedes uden at lave en nutids-fordanskning, er yderligere et stort plus i min bog. Det er en rar tanke, at en digterspire fra 1800-tallet stadig kan formå at berøre dansken anno 2011 følelsesmæssigt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat