Koncerter

Antony and the Johnsons med DR UnderholdningsOrkestret, 03.09.11, Koncerthuset, København

Skrevet af Signe Palsøe

Ikke overraskende blev det en aften med fokus på livets helt store emner og musikkens helt store armbevægelser, da Antony besøgte Koncerthuset. Heldigvis var koncerten gennemgående både varieret og veludført.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Jeg har aldrig før været til koncert med Antony and the Johnsons. Havde det drejet sig om stort set et hvilket som helst andet band, kunne man mene, at en fælleskoncert med DR UnderholdningsOrkestret i Koncerthusets stilfulde rammer ikke var det oplagte sted at møde en kunstner live for første gang. Nærmere er det et sådant arrangement, der med underrubrikken ‘eksperiment’ kan føre nye aspekter til et i forvejen velkendt musikalsk virke.

Antony er naturligvis fuldstændig fritaget denne betragtning. Allerede i 2009 havde den transseksuelle diva sit første møde med det danske symfoniorkester i det dengang purunge koncerthus. Ikke overraskende viste kombinationen af Antonys dramatiske fraseringer og et ditto musikalsk arrangement sig at være så oplagt, at konstellationen nu – to år og en udgivelse senere – igen havde valgt at sætte hinanden stævne over to weekendaftener. Og, ja, ikke overraskende virkede det da også, som om Antony aldrig havde været i andet selskab på en scene, da han sejlede ind i spotlyset med sine nomadiske gevandter flagrende om sig og lod sin røst vokse med arrangementet gennem de tre indledende ældre numre “Rapture”, “Cripple and the Starfish” og “For Today I’m a Boy” fra den selvbetitlede debut og I Am a Bird Now. Med numrenes i forvejen stærkt symfoniske islæt var det måske ikke den store nyskabelse, strygerhæren og de pletvise pluk på harpen og blæs i mæssinginstrumenterne bragte til. Alligevel klædte det utvivlsomt Antonys lydbillede med et mere kraftfuldt fundament, der kun sjældent blev lige vel Disney-pompøst.

Netop denne overhængende fare for at mætte publikum auditivt syntes Antony da også at have taget højde for – og snedigt nok ved at indlemme et aspekt i koncerten, der fremstår lige så centralt i hans kunstneriske virke som selve musikken. Uanset hvilken periode i Antonys karriere, man slår ned på, finder man behandlinger af emner som transseksualitet, menneskets forhold til naturen og, ja, selv den helt store åndelige, metafysiske dimension ved tilværelsen, så det kom næppe bag på nogen, at han flere gange undervejs i koncerten dannede opbrud i form af længere monologer om disse problematikker.

Det fungerede langt hen ad vejen udmærket. Selvom man til tider skulle holde tungen mere end almindeligt lige i munden for at følge Antonys associationsstrøm fra månens kraft over den iboende natur i mennesket og Guds rolle til det spirituelle univers, var svadaen leveret med så tilpas meget humor og excentrisk indlevelse, at alle nøje fulgte Antonys omfangsrige gestikuleren under de store gevandter. Måske tog enetalen en lige vel højpandet drejning, da Antony hen på aftenen bad publikum komme med input til diskussionsemner. Trods et lidt utraditionelt forslag i munkeonani var det velopdragne oplæg i form af dyrerettigheder og sultekatastrofer, som netop Antony nok burde have en holdning til, der kom på bordet, men det blev hurtigt og lige vel forceret ledt over i en snak om matriarkatet som fremtidens samfundsstruktur.

Ikke desto mindre var det en så velfungerende musikalsk dagsorden, der trængte sig på mellem disse indslag, at de mindre vellykkede dele af Antonys prædikener hurtigt var tilgivet. I “Another World” ændrede strygersektionen karakter og fungerede nærmere som et vibrerende, men intenst underlag end en svulstig hovedaktør, og med den efterfølgende “Kiss My Name” nåede hele orkesteret for første gang sin fulde kraft, da lydbilledet fik lov at vokse om et skarpt lilletrommedrive.

Det var således en fornøjelse at følge de variationer, som Antony og orkester formåede at inkorporere i det ellers gennemgående så store lydbillede, og det var tydeligvis et umættet publikum, der efter et fremragende ekstranummer i “Hope There’s Someone” med Antony ved pianoet hujede efter mere. Og det fik vi – vistnok til overraskelse for både de nu højt rumsterende arrangører og også lidt for Antony selv. Småkejtet kom han løbende ind på scenen endnu en gang og fangede et publikum, der så småt allerede var trukket i overtøjet og mod udgangen, med en vellykket a cappella-version af “Dust and Water” fra The Crying Light.

Og så havde vi efterhånden nået hele raden rundt. Antonys samarbejde med DR UnderholdningsOrkestret var en virkelig fin demonstration af, hvordan en kunstners allerede eksisterende lydbillede kan styrkes, og samtidig var det en velafbalanceret koncert med fokus på variationen inden for hans virke – selvom vi godt kunne have undværet den allermest højtravende del af Antonys monologer.

★★★★★☆

Deltag i debat