Plader

Apparat Organ Quartet: Pólýfónía

Skrevet af Esben Rasmussen

Den islandske orgelrockgruppe (de findes!) Apparat Organ Quartets anden plade lever op til forventningerne. Der er gået ni år siden debuten, men den særegne Playmobil-lyd er intakt. Heldigvis for det.

At påstå at den islandske gruppe Apparat Organ Quartet er som rock & rul-grupper er flest, ville være noget af en journalistisk stramning – fire organister og en trommeslager er trods alt en usædvanlig kombination.

Gruppen udsendte deres jævnt oversete selvbetitlede debutalbum i 2002 og er nu klar med opfølgeren Pólýfónía efter at have skrevet kontrakt med Crunchy Frog her i Danmark. Ligesom på debuten er lyden klinisk, men jævnt rockende. De næsten kitchede orgellyde tilsættes vocoder-stemmer og kraftfulde trommer – og derudover en ikke ringe portion umiskendelig nordlig melankoli. Hvad dette præcis indebærer, er jeg dog ikke helt sikker på. Jeg tror måske, det er en ‘følelse’, der har noget med mågeskrig og is at gøre. Mågeskrig i mol, sne i mørke og “Sibelius” måske. Men det patosfyldte til trods, så er det lyden af robotrock; ”Stereo Rock’n’Roll”, som der stærkt procceseret blev meddelt for ni år tilbage. Lige dele Kraftwerk og Hawkwind. Lige dele mekanisk-analogt orgel og voldsom progdynamik.

Præcis som ”Romantika” i 2002 indledte som et af de stærkeste numre, således gør ”Babbage” det her. Toeren, ”Cargo Frakt”, rocker hårdere end nogensinde før, og hvis det ikke var, fordi gruppen kun havde tangenter til rådighed, havde man nok hørt en palmed-muted guitar i verset – straight-up quiet-loud-dynamik og et fremragende nummer.

Hvorvidt man kan lide AOQ, er nok et enten-eller spørgsmål. Enten er man med, man kan lide de patosfyldte synthflader og de potente trommer, eller også synes man mest af alt, det lyder som en joke. En dårlig vittighed for Playmobil-mennesker – inkl. fjollede bliplyde og kvalmtbastante kompositioner. Jeg er mestendels på.

”Pentatronik” er lyden af et band i storform, der har fundet en måde at spille rock på, som trækker store veksler på dedikerede ikke-rock-helte som Kraftwerk og Silver Apples. Det fungerer uden at lyde efterstræbt eklektisk, og det er en imponerende bedrift. AOQ er bedst, netop når de til tider lidt for højtravende omkvæd gemmes af vejen og lineær maskinmusik kommer i forgrunden. Det måske bedste nummer hedder passende nok ”Macht Parat den Apparat”. Tysk stringens og (tilsyneladende) islandsk psychorgel.

Et af de særeste momenter på pladen er utvivlsomt den bittersøde ”123 Forever”. Ballade er nok for meget sagt, men nummeret er ikke desto mindre det tætteste, AOQ kommer på en sådan. Om der er tale om et imaginært maskinband, eller om sangen omhandler gruppen selv, er svært at gennemskue, men det forkyndes: »1 / We started a band / 2 / We bought a green van / 3 / We made fans in Japan.« Er det for sjov, eller er det ‘rigtigt’? Jeg er langtfra sikker, men jeg tror, den er god nok – en fem mand høj gruppe fra Island med en ustyrlig passion for synth, orgel, maskiner, rock, rul, Playmobil – og Kraftwerk.

Pólýfónía er uden tvivl et godt album og en fin opfølger. Helt generelt er sangene måske lidt under niveauet på debuten, og lyden til tider lidt for kitchet/ren/plastisk. De er bedst, når de næsten postrockede klimakser erstattes med knugende mekanikrytmer og distortede synthlinjer.

AOQ fortjener opmærksomhed og ros, for de er noget så sært som et sært og originalt band.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat