Plader

Canon Blue: Rumspringa

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På sit andet album er Canon Blues lyst til at fylde lydbilledet grundigt ud lidt for voldsom for de orkestrale popsange, som drukner lidt i rytmer og horn.

Canon Blue er multimusikeren Daniel James, der i 2006 kontaktede danske Efterklang og bad bandet om at lytte til hans demoer. De var så gode, at Efterklang udgav hans debut Colonies i 2007 og siden indlemmede ham i bandets live-lineup som guitarist. Hans nye album, Rumspringa, er derfor ikke overraskende skrevet under turnéer med Efterklang og blevet delvist til i København med hjælp fra musikere fra netop Efterklang, Slaraffenland og islandske amiina, der leverer strygerne.

Rumspringa lufter Daniel James sin instrumentekvilibrisme i flettede kompositioner med percussion, marchhorn, xylofon og trommer i fremdrift. Det ligger derfor lige for at genresammenligne Canon Blue med navne som Mice Parade, Owen Pallett og Beirut, der rytmisk og storladent leverer medrivende indiepop. Og det er sådan set slet ikke et dårligt selskab at være i, hvis det ikke var, fordi Canon Blue flere gange simpelthen ikke kan leve op til sammenligningen. Han styrer ikke de mange melodiforløb lige så godt som Mice Parade. Han roder mere med de forskellige elementer end Owen Pallett. Og han har ikke den vokale sikkerhed og grandiositet som Beirut.

Det høres f.eks. i åbneren “Chicago (Chicago)”, hvor horn, strygere og trommer kæmper for at få plads i lydbilledet. Daniel James sigter fra starten af højt med sin ambition om eklektisk orkesterpop. Men dels er det en lidt for voldsom start for lytteren, og dels kommer han allerede her til kort med sin vokal, der ikke matcher instrumenternes interne kamp. Vokalmæssigt fungerer Daniel James bedst på de mere stille numre som f.eks. afslutningsnummeret “Andalusia (Davenport)”, hvor han ikke skal forsøge at fylde en forsangerrolle ud, han ikke kan.

Andre steder er det hans insisteren på rytmer overalt, som sinker flowet, hvilket kan ødelægge selv den bedste popsang. Både vers og omkvæd i “Autark (Nashville)” sættes i stampe af en irriterende lilletromme. C-stykket er til gengæld fantastisk opløftende. I “Velveteenager (Minneapolis B)” tager trommerne også opmærksomheden fra melodien, og der går samba i den flere steder i et ellers medrivende nummer. Man må dog også nogle steder anerkende trommernes kvaliteter, f.eks. det ræsende beat i “Fading Colors (Bloomington)”, hvor melodien desværre ikke matcher energien.

Men når de mange instrumenter, korarrangementerne og vokalen går op i en højere enhed, er Canon Blue et herligt bekendskab. Det sker f.eks. i “Indian Summer (Des Moines)”, der har en tilbagelænet, melankolsk sommerpop-følelse, som High Llamas er mestre i at levere. Her er det virkelig værd at lægge mærke til, hvordan Daniel James flere gange trækker de melankolske mellemstykker ud og skaber en fin længsel, inden det mere opløftende omkvæd med gentagelser af linjerne »no, you won’t ever reach me« kommer.

Mens “Heavy Heart (Minneapolis A)” klinger lidt for meget af Sting, har “A Native (Madison)” så meget P3-kvalitet, at hvis Canon Blue var udkommet på et større selskab med de rette forbindelser, havde det været ugens uundgåelige. Drive og melodi er i perfekt harmoni, og det eneste ankepunkt er måske, at nummeret stikker en smule ud fra helheden.

Selvom Rumspringa i kraft af at være et yderst energisk album både er medrivende og overraskende flere steder, er der oftest pakket så mange instrumenter og rytmer ind i lydbilledet, at det bliver tungt og rodet. Og det er synd, for flere af kompositionerne er sammensat af ret forskellige elementer, som overraskende fungerer sammen og skaber en helhed, der er mere end de to deles sum. En helhed, som Daniel James lader drukne i sin fascination af percussion, marchhorn, xylofon og trommer i lidt for store mængder.

★★★½☆☆

Lyt til “Indian Summer (Des Moines)”:
[audio:http://temporaryresidence.com/mp3s/canon-blue-indian-summer.mp3]

Leave a Reply