Plader

Cerebral Ballzy: s.t.

Skrevet af Daniel Niebuhr

De fem unge newyorkere i Cerebral Ballzy har formået at lave en af de mere positivt overraskende punkdebutplader, der godt kan være en forvarsel om noget stort på byens nu over 30 år gamle hardcore-punkscene.

I en tid, hvor det virker som om, at musikken helst skal kunne analyseres og fortolkes til ukendelighed og derfor er begravet under flere lag af sig selv, eksisterer der heldigvis stadigvæk bands, hvor de akkurat modsatte faktorer er essensen af bandets udtryk. Vi har herhjemme allerede stiftet bekendtskab med for eksempel Iceage, og på New Yorks nu over 30 år gamle hardcore-punkscene, der er synonym med ‘fuck det hele’-attitude, bliver kvintetten Cerebral Ballzy, som netop har udsendt deres debutalbum af samme navn, nævnt som potentiel arvtager.

Det første, der umiddelbart slår mig, hænder allerede, før de aggressive punksange vælter ud af mine højtaler. For når man, som tilfældet er med Cerebral Ballzys plade, har at gøre med hele 12 numre, der i samlet flok udgør et 20 minutter langt album, så er det højst sandsynligt ikke på den lade side af de 120 bpm, at pladens gennemsnitlige tempo befinder sig. Og til dem, der umiddelbart ikke har deres spontane hovedregningsegenskaber i orden, taler vi altså om lige under 1 minut og 40 sekunder pr. sang – en udmærket forsikring om, at de fem unge herrer har styr på deres basale viden omkring en punkplades generelle egenskaber.

Derfor er det også meget svært umiddelbart at skelne mellem de forskellige numre, der til lejligheden ville kunne inddeles i ‘hurtige’ og ‘knap så hurtige’. Og i Cerebral Ballzys tilfælde er det sidstnævnte kategori, der virker bedst. For selvom numre som for eksempel “Office Rocker”, “Puke Song”  og “Sk8 All Day” indkapsler den energiske og aggressive essens i punkgenren, så bliver det hurtigt lidt for ensformigt, og man når aldrig rigtig at få lagt mærke til de musikalske og lyriske guldkorn, der gemmer sig på de enkelte numre.

Men når foden endelig tager en slapper fra den ellers hyppigt anvendte speeder, så viser Cerebral Ballzy sig faktisk som værende et punkband af den mere kreative slags. Musikken er ikke længere de tre samme Ramones-akkorder akkompagneret af den samme endeløse trommerytme, og selvom teksterne stadig tager udgangspunkt i den rastløse og frustrerede ungdom og al dens skateboarding, hashrygning og manglende respekt for samtlige autoriteter, så udviser det generelle ordforråd hos forsanger Honor Titus til tider langt mere kreativitet end hos bandets 80’er-idoler. Ord som ‘epicac’ eller ‘regurgitation’ tvivler jeg i hvert fald på, at man kan finde i mange 80’er-punkbands tekster.

Cerebral Ballzy har i alle fald vist sig at være et positivt nyt punkbekendtskab for mit vedkommende. For hvad de end måtte mangle i alder og erfaring, gør de så sandelig op for i deres genrebevidste og musikalske udtryk, der sagtens ville kunne overbevise mig om, at jeg havde med et punkband at gøre, der alle var i 40’erne eller deromkring. De kan uden tvivl sagtens gå hen og blive det næste helt store på New Yorks punkscene – hvis de da overhovedet gider.

★★★★½☆

Leave a Reply