Plader

Elou Elan: All That Turns

Skrevet af Anna Møller

I dynamikken mellem det skønne og uskønne, det kontrollerede og ukontrollerede, ligger adskillige skatte gemt. Elou Elan glimtrer for det meste i perfekte og forudsigelige toner, men et enkelt sted går det tilnærmelsesvist galt. Heldigvis.

Det vrimler med talentfulde musikere fra især Det Jyske Musikkonservatorium på Elou Elans debutplade All That Turns. Midt i det hele træder dansk/norske Eva-Louise Rønnevig frem med en trænet og ekstremt dygtig vokal, der tenderer det skolede.

Lydbilledet er fyldigt med strygere, kontrabas og trædeorgel og til tider tilsat operastykker og eksotiske blæseinstrumenter, og Rønnevigs stemme er fortællende uden dog at være så ekspressivt følende, som man ellers kunne ønske sig. Alle toner rammes med perfektion, men det er egentlig svært at blive helt optaget af de ellers velfortalte historier, der gemmer sig i Elou Elans lyrik. Den vokale distance i numre som “Summer Leaves” gør, at man ikke lytter til den ellers velskrevne og finurlige tekst, og den jazzede kontrabasgang og andre spredte instrumenteringer henfalder til underlægningsmusik.

Og overordnet set ligger en anke da netop også i, at udtrykket bliver for kontrolleret og ’smukt’ på den der måde, hvor man i virkeligheden har lyst til at ruske sangen og ødelægge et eller andet, så kompositionen træder væk fra det vante og behagelige, blot for et øjeblik.

Forudsigeligheden kunne med andre ord godt bruge nogle lydlige modhager, men når det er sagt, er der i den grad et (købestærkt) publikum til Elou Elan og All That Turns, det tvivler jeg ikke et øjeblik på. Hvis man drejer sig tilbage til den musikkritiske vinkel og slukker for salgsargumenterne, så er der imidlertid også klare lyspunkter. Bedste nummer er i mine øjne “Aksaray’s Course”, der – på trods af nogle umiddelbart malplacerede ægyptiske blæsetoner – bærer den mest catchy melodi, der på samme tid er melankolsk og velsvungen. Bedste sted er, da Rønnevig synger »We’ll sail across the blue black sea« og netop, fordi »sea« ender på en mørk og lidt skæv tone. I den ene tone ligger en hel plade gemt, men spørgsmålet er, om det for den ene tone er for stort et åg at bære på et helt album?

På “Smoke and Mirrors” tenderer det afsluttende febrilske klaverspil desuden en energiophobning, der lige rører ved det ukontrollerede og tilnærmelsesvis uforudsigelige, men så tager violinerne over og holder den potentielle vildskab nede. Så tæt på og så alligevel.

Elou Elan er et talentfuldt band, men personligt kunne jeg ønske mig flere lydlige modhager, så man i dynamikken mellem det skønne og uskønne kunne finde opmærksomheden frem igen, og der kunne opstå et nærvær mellem det skolede og det ukontrollerede – og mellem Elou Elan og lytteren.

★★★☆☆☆

Deltag i debat