Koncerter

Festival of Endless Gratitude 2011, lørdag 17.09.11, København

Skrevet af Lise Christensen

Lørdag stod i foyer-scenens tegn. Et amplificeret piano, en portugisisk guitartroldmand samt en musikklasse-opførsel slog benene væk under resten af nattens syrerockacts.

Efter en noget hæsblæsende cykeltur i kapløb med en tid, der pludselig var stukket af, svingede jeg cyklen ind foran Remisen godt 45 minutter efter åbning. Et suk af lettelse, der var jo ikke engang et skilt ude endnu. Men ak, dagens første navn, Franklin’s Mint, har allerede indtaget scenen. Subjektet der for en stund er objektet, Phil, er en kontinuerlig gæst på Festival of Endless Gratitude (FOEG) og foldede sig igen i år ud som en behagelig klassisk amerikansk singer/songwriter. Ene mand spandt han en rolig countryfolk, der stille og roligt varmede de stive festivalmuskler op påny. Noget af det fine ved FOEG er, at der synes at være et forum for samarbejde de optrædende kunstnere imellem. Sus fra duoen Sus & Jakob der optrådte om fredagen, gav sit besyv med på tværfløjte, og selv dukkede Phil op i en række af aftenens konstellationer.

Ude på den lille scene beviste Ghost Flute & Dice, hvilken imponerende lyd man kan trække ud af et klaver, når det bliver tilsat en række elektroniske effekter. Ved hjælp af en række effektpedaler formåede Mikkel Almholt at skabe ekkoeffekter og forvrængninger, der både gav klaverspillet bund og samtidig fremhævede de små og store forskydninger  i melodien. Som en maestro i et cirkus slog Amholt an til en sidste dans under loftets luvslidte pavillon. At musikken virkede løs i sin komposition med en stor og til tider støjende lyd, gjorde den barmhjertig at spille i det store kolde betonrum. Almholt betonede, at dette var en hel unik koncert, og beviste det ved at slå to absolutte falske tangenter i bund på det lånte klaver. Men det at kunne høre det fascinerende i både musik og kompositionsmetode (trods udstyr og rum) koblet med Almholts åbenlyse glæde ved at spille på festivalen, gjorde koncerten til et af dagens absolutte højdepunkter.

Noberto Lobo fortæller historier med klang. Foto: Signe Palsøe

Jakob Olausson er den anden halvdel af Sus & Jakob. Den ranglede, lyshårede svensker spillede lo-fi folk med masser af reverb. Den skovternede attitude var sfærisk sløret på den flinke måde, men også ganske forudsigelig. Det var først, da makkeren Sus greb en guitar, og de sammen begav sig ud i en omgang stonerrock, at koncerten løftede sig fra sovekammerproduktion til liveniveau.

Livekoncerten bemestrer Cam Deas, endnu en genganger fra sidste år, der dengang betog pubikum med sin overlegne guitarhåndtering. Denne optræden var et samarbejde med Jack Allett, der efter synet at dømme skulle bidrage med elektroniske effekter. Cam Deas håndterede stadig guitaren i et visuelt imponerende flow mellem det melodiøse og monstrøse, men samspillet med Allett fungerede ingenlunde tilfredsstillende. Der lod til at være et problem med mekanikken, hvilket bevirkede, at de to herrer havde langt mere travlt med at øjenkonferere end at brænde igennem på scenen, og de elektroniske effekter stod da også helt af i sidste halvdel af showet.

Marisa Anderson lignede et bluesikon, som hun sad lænet ind over lapsteel-guitaren. Ene kvinde, men med mandhaftighed, der fra bestemte vinkler satte hende i en queerposition. Musikken befandt sig dog ikke i en queer-kontekst, men derimod i et flydende skift mellem det melodiske og mere rockede, blues, country og afrikansk inspireret guitarspil, der gjorde koncerten til et afslappet og knap så koncentrationskrævende indslag i programmet.

Men hvor Anderson berørte overfaden af, hvad en guitar kan, drog portugisiske Noberto Lobo publikum med ind i en fortælling af både lys og mørke, spundet af ekvillibristisk fingerspil. Det var en fornøjelse at følge, hvordan den charmerende, noget sky og ganske pæne mand frembragte spinkle toptoner og dybe slag, så man måtte kigge sig omkring for at sikre sig, at han ikke kørte et ekstra lydspor ved siden af. Et af festivalens højdepunkter og med garanti modtager af aftenens største bifald.

Fra den fuldt oplyste foyer gik det ind i salens natmørke zoo af underlige objekter. På væggene flød abstrakte farvemønstre og videooptagelser af festivalgæster, der, som aftenen skred frem, faldt mere og mere i trance, mens de svajede under kameraet med et sløret blik rettet på deres egne rødt oplyste isser. Foran scenen stimlede folk sammen.

Yuri Landman og workshopdeltagerne med deres home swingers. Foto: Lise Christensen

På rad og række stod en ni mennesker der alle har deltaget i hollandske Yuri Landmans instrumentworkshop. Her har de hver især bygget deres egen home swinger, et tolvstrenget instrument, der ligner en kantet lapsteel-guitar, men lyder som et glockenspiel. Det var dog en kende svært at identificere denne lyd, da Yuri, hans backingband (med blandt andet Jørgen Teller på guitar og Mikkel Elzer på det ene sæt trommer) samt elever tog fat på at skabe støj med et groove. Velspillet krautrock strøg ud over scenen, mens ‘eleverne’ koncentreret kørte plektere op og ned ad ‘hjemmeswingerne’. Og det formåede virkelig at svinge. De to trommeslagere blev undervejs suppleret af Yuri, der spillede ‘lufttrommer’ på en fiskesnor, som var spændt skråt ned fra loftet. Den kunne både sige »dam dam« og »hviiiiir«, alt efter om stikkerne blev slået imod eller strøget langs snoren. Den groovy impro-krautrock var et velegnet rum at fylde så mange nye bandmedlemmer ind i.

Men her fra blev aftenen blot mere og mere flad. Dronevokalisten Bridget Hayden gjorde, hvad hun kunne for at få skabt en mørk og repetitiv bund ved hjælp af sin stemme og en guitar, men timingen var skidt, fanget som hun var mellem det foregående indslags energi og publikums tiltagende beruselse. Det var snart ikke til at høre den stakkels Hayden for publikums knevren. Lettere gik det med de i sidste øjeblik bookede svenske knægte i Technicolor Poets, der spillede orientalsk og amerikansk inspireret 60’er-psychrock, så det lange hår svingede over kjortlen. De unge gutter var nærmest kære i deres energispændte spil, og selvom man ikke helt kunne vriste sig fri af oplevelsen af at være til amatøraften i klubben, gjorde bandet det ganske flot og formåede langsomt at få opmærksomheden rettet tilbage mod scenen. En ærgerlig tendens i dagens program var, at jo længere hen på aftenen vi kom, jo længere gik der mellem sceneskiftene. Så selvom folk var blevet spillet varme, kunne man ofte nå at køle betragteligt inden næste band.

At Hayvaniar Alemi, som der ellers var blevet skabt gode forventninger til qua programmets intro, nærmere var psychjam end freak-outs, gjorde, at koncerten aldrig kom i omdrejninger. De tyrkiske herrer dronede sig igennem showet med en tilbagelænet værdighed, hvor publikum ellers hungrede efter action. Det sidste syntes husbandet Sunburned Hand of the Man at kunne være garanter for. Det amerikanske actionjazz-band og FOEG er så sammenflettede størrelser, at det ville kræve en helt ny artikel at udrede den historie. Bandet er kendt for at have et levende og legende sceneshow samt for at kunne opbygge lange grooves, der ville kunne sende en flyvende ud i natten. Men jeg havde glemt en instans i den ligning: Ane Trolle. Hvad der sidste år var en improviseret svipser, blev i år til en formaliseret brøler. Trolle har en flot sangstemme, men den egner sig desværre på ingen måde til at udstøde dybfølte skrig og skrål. Det halvt uforståelige engelske, der kom ud mellem støn og brøl, blev flankeret af et noget mat band, der virkede mere afslappet stenede end fyldt med stoner-action. Kombinationen bevirkede, at flere flygtede end flød væk i natten. En ærgerlig afslutning på en dag, der ellers endnu en gang havde formået at vise FOEGs potentiale: Nemlig det, at gøre en opmærksom på enkelte, hidtil ukendte bands, der formår at feje fødderne væk under en.

Deltag i debat