Koncerter

Festival of Endless Gratitude 2011, torsdag 15.09.11, København

Skrevet af Signe Palsøe

Festival of Endless Gratitude lover uoverstigelige mængder af taknemmelighed, næstekærlighed og mikrobryg. Der er ingenlunde tale om valgflæsk, selvom torsdagens besøgstal kun lige bringer festivalen over spærregrænsen.

Blå blok, rød blok, Festival of Endless Gratitude. De seneste tre ugers politiske mudderkastning taget i betragtning kan det undre, at der ikke er flere, der har besluttet sig for at tilbringe valgaftenen i selskab med sidstnævnte. Trods en – indrømmet – nok overvejende rød profil har festivalen nu for tredje år i træk formået at videreformidle sit budskab på en noget mere sober måde end den gennemsnitlige folketingspolitiker. Endeløs taknemmelighed, outreret visuel såvel som auditiv kunst og en god, gammeldags koger. Spontane tatoveringer og mikrobryg. Festival of Endless Gratitude to the people.

Sidste års tatoverings-tombola er der nu intet spor af, og selvom man tager højde for det ikke overvældende antal festivalgængere, der er til stede i remisen ved min ankomst klokken 18, virker hallen alligevel tommere end sædvanligt. En omrokering af interiøret har givet scenen en mere naturlig plads for remisens ende, og med mad- og ølboden trukket tilbage mod indgangen antager salen i højere grad end nogensinde karakter af et spillested med et stort gulvareal. Om det har været en prioritering fra arrangørernes side at danne et stort, åbent rum, vides ikke, men umiddelbart er det påfaldende, hvor få bizarre kunstinstallationer og legesager til publikum der i sammenligning med sidste år har fundet vej til betonhallen.

Udsigt til scenen. Foto: Signe Palsøe.

Hvis man da lige ser bort fra de musikere, der i stilhed overdrager scenen til næste skiftehold, så muren af reverb, synth eller noise kan fortsætte i det uendelige. Tsembla – en forsagt pige fra det mørke Finland, hvis lydflader jeg tjekker ind til – kan som så mange andre af festivalens optrædende udmærket gå for at være en bizar kunstinstallation i sig selv. Under hendes beat og de hvinende, elektroniske flader, der ikke sjældent bliver decideret tinnitus-klingende, findes antydninger af pigehyl, skvulpende vand og dumpe slag på træ. Trods sit elektroniske ansigt stammer fra musikken fra skoven, og jo dybere ind vi kommer, des flere psykedeliske træk får omgivelserne.

Jozef van Wissem har byttet sin plads i programmet med Warm Climate, bliver det meddelt. Førstnævnte vil gerne have en time mere til at stemme sin lut. Programmets Modest Mouse-sammenligning rammer ikke umiddelbart bull’s eye, da den enlige herre bag Warm Climate indtager scenen med en klagende drone, som efterhånden overlappes af klange fra hans klarinet. Senere kommer der dog en guitar på scenen, og sættet ændrer karakter. Det lo-fi-prægede guitar/vokal-setup fremstår ganske rigtigt imødekommende poppet, selvom der egentlig ikke er en veldefineret melodi at fæstne opmærksomheden ved, og måske havde en programhenvisning til The Microphones været mere rammende.

Det er der nu ikke afsat tid til at spekulere over, for nu er lutten klar, og en 24-strenget lut lader man ikke vente, så vi trækker ud til den lille scene i remisens forhal. Det er særdeles vanskeligt ikke at fatte sympati for den noble Jozef van Wissem, der med spage, men forvissende taksigelser og små, lidt intimiderede nik bryder sine smukt ornamenterede figurer op i en række varierede mønstre. Musikken er en rullen, som praktisk talt alt andet, der rammer festivalen, men van Wissems rullen er usædvanligt virtuos, og man lader sig uden videre henføre af tonerne, mens blikket meditativt hviler på det stolte instrument.

Mørket er faldet på, valgstederne er lukket, og der er kommet gang i festivalens visuals, som kastes op på det hvide pavillon-tag over scenen. Dracula Lewis er selvfølgelig fra Rumænien og ikke den store hyggespreder. Faktisk lyder det mest af alt som field recordings fra en fangekælder, der vælder fra scenen. Beatet er bastant og til tider gumpetungt, og de elektroniske flader hvisler henover som vind, der trænger ind i et utæt hus. Under de samplede klagehyl og de uvenlige blikke, der stirrer fra de psykedeliske visuals, virker setuppet decideret foruroligende. Det bliver ikke mere betryggende, da lydbilledet sumper til i mareridtsagtig støj, men efterhånden som beatet også viskes bort, bliver taget i publikum løsere.

Corsano/Tyfus Duo er mødet mellem en amerikansk trommeslager og en belgisk altmuligmand med flair for elektronik, og det går ikke så lidt kaotisk for sig, når de to placeres på samme scene. Hysterisk, forvrænget elektronik kæmper mod Corsanos hæsblæsende fremkaldelser med trommestikkerne – når han da ikke lige danner sine noise-udladninger ved at gnide bækkenerne med fingrene eller sætter trommeskindet i bevægelse med et blæseinstrument. Selvom deres opbygninger fungerer, er der ikke decideret synergi mellem de stille og støjende passager i sættet, og efterhånden er det tiltrængt med de to krautnavne, der lurer fra den resterende del af aftenens program.

Aphex Twin var også på Festival of Endless Gratitude. Koncerten har vi dog til gode. Foto: Signe Palsøe.

90 procent af stemmerne er optalt, og Helle Thorning er statsminister, melder storskærmen i remisens forhal. Passende nok står aftenens ifølge programmet mest kommunistiske indslag klar ved scenekanten. Spökraket har brugt det meste af en time på at køre artilleriet i stilling, og det er da også en band, der betjener indtil flere guitarer, trommer, tamburin, bas, synth og to vokaler på én og samme tid. Lydbilledet er ikke overraskende massivt, men veksler fra det skarpe eller direkte brutale til det kosmisk udsvævende over den samme standhaftige rytme. Det er atmosfærisk kraut, men afvekslingen er stor. Skingert hvinende synth sætter lokalet i vibration, og forsangerens sæbebobler dirrer i luften, men med et skift i vokaltjansen antager lydbilledet karakter af slagkraftig postpunk og senere af støjende rock. Det fungerer strålende og er netop sådan et pågående indslag, der gør sig godt på denne side af midnat.

Trætheden er nu ikke til at komme uden om for mit eget vedkommende, men sidste punkt på programmet indikerer, at der nok skulle være noget at være taknemmelig for, og så kan man jo ikke stemple ud før tid. Papir har efterhånden modtaget en del rosende ord her på siden, og med en voksende appetit på mere organiske klange er det interessant at se, hvad de bringer til festivalen i denne omgang. Svaret viser sig snart at være et veritabelt modangreb på de ikke altid lige samarbejdsvillige betonflader, der let forvrænger mere underspillede sæt til rungende mudder. Papir går til publikum med dundrende høje udladninger på trommer og guitar over et psykedelisk vrængende underlag. Murene kaster bulderet igen, men den hårde tekstur klæder især det virile trommespil, og der dannes et glimrende underlag for iørefaldende impro-soli på guitaren.

De brølende grooves føjer til den af DMI så omtalte valgorkan, og med Papir i ryggen blæser jeg ud på cyklen og videre ud i stilheden. Der er lige 12 timer at hvile ørerne i, inden den rullende summen genoplives, og en mere end almindeligt musikalsk udfordrende weekend kan begynde.

Deltag i debat