Plader

Forest & Crispian: Morgenlands

Skrevet af Lasse Aagaard

Fortællinger om blod og dekadence skal helst være mere uhyggelige end kedelige. Svenske Forest & Crispian går lige vel temperamentsløst til opgaven.

I en højteknologisk verden, hvor hverdagen er indstillet efter Facebook-opdateringer, metrotog og modemagasiner, kan det være en befrielse, at der findes folk, der giver sig tid til at fortælle historier fra en glemt tid. Historier, der måske ikke passer, men i hvert fald er ægte. Det er svenske Forest & Crispians mission at berette om en verden, der ligger milevidt fra den hverdag, som du og jeg deler, hvor forskellige vi så end er.

På bandets tredje album, Morgenlands, leveres fortællinger fra dengang, hvor civilisationen stod i romantisk forfald, beretninger om blod og dekadence. Hvad end det drejer sig om hestejagt over det vilde vesten, et krigslumrende Europa i 1912 eller hengemte familiære drabssager, så handler det om at romantisere en verden, der med garanti ikke længere eksisterer – og nok heller aldrig har gjort det.

Her lægger Forest & Crispian sig i umiddelbar forlængelse af norske Kaizers Orchestra, der også gør en dyd ud af dekadencehistorier, men Forest & Crispian når desværre sjældent samme grad af desperation, intensitet og, ikke mindst, humor som nordmændene. Hvilket til dels skyldes, at en del af den fortællemæssige charme går tabt i det engelske, som forsanger Adam Hjertström styrer fint, men sjældent fuldt ud overbevisende. Hans vokal er både venlig og brillerende, men ofte påfaldende kontrolleret og temperamentsløs, historiernes obskuriteter taget i betragtning. Han river mig sjældent med.

Og så er fortællingerne desværre ikke så spændende, som de gerne vil være. Der bliver sat Truman Capote-inspirerede drabsscenarier op i “Who Killed Young Robin”, men både spørgsmålet og sangen klinger uforløst og irriterende tomt ved sangens endeligt. Særligt enerverende bliver det i “This Ain’t a Song for People Wanting to Have Fun”, der på hyggelig og fredsommelig maner prøver at fremmale uhyggelige mareridtsscenarier i Addams Family-stil med honky-tonk-klaver og musikalske mellemgange. Men resultatet er hverken buh eller bæh, og underholdningsværdien udebliver.

Det hjælper ikke albummet at være fyldt ud til bristepunktet af 14 sange, der nok holder et vist narrativ i de forjættede fortællingers land, men også peger i alt for mange forskellige stilistiske retninger og i det store og hele ikke tager hensyn til hinanden. Det bliver for stor en mundfuld for mig som lytter, når sangene ikke er mere sammenhængende eller vil mig mere. Eksempelvis kommer den sociopolitiske og dansable “Everyone Is Entitled to a War Machine” som nummer 12 i rækken simpelthen for sent på albummet, til at såvel rytmerne som den politisk stikpille bider sig fast.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Forest & Crispian har en musikalsk legesyge, der både er interessant og indbydende. Men når det univers, som sangene skal bevæge sig i, ikke er bedre skåret op, falder de stilistiske udfoldelser mod højre og venstre til jorden.

Bedst fungerer musikken egentlig i de spredte instrumentale vignetter, der binder albummet sammen. Her kræves der ikke opmærksomhed fra et tekstunivers, der alligevel ikke er interessant, og de musikalske godbidder får dermed lov til at tale for sig selv i et filmisk univers, der er lige så billedskabende, som det giver rum på pladen.

Forest & Crispian har utvivlsomt en god portion charme og har opbygget et musikalsk univers, der ligger langt uden for den gængse forestilling om rock anno 2011. Det gør dem også til anderledes historiefortællere på den internationale musikscene. Men helt ærligt ville jeg hellere have haft hørt de her sange på svensk.

★★★☆☆☆

Deltag i debat