Nyheder

Fredagsvideo: Balam Acab: “Oh Why”

Skrevet af Anna Møller

Denne uges fredagsvideo er en opklippet sag fra en af sidste års hyperyttere, den purunge witch house-producer Balam Acab.

Sidste år var genrebetegnelsen ‘witch house’ snart her der og alle vegne, selvom de fleste kunne blive enige om, at bands som Salem, Balam Acab og til dels Esben And The Witch nok var fænomener, der hurtig brændte ud.

Således spandt produceren Alec Koone som Balam Acab sine lange, mørke heksetoner på ep’en See Birds sidste år, der mest af alt var kendetegnet ved dens ekstremt langsomme tempo på 65 bpm. Til sammenligning er normal downtempomusik holdt omkring 96-112 bpm.

Og nu ankommer så fuldlængderen Wander/Wonder, hvorfra singlen “Oh Why” er denne uges fredagsvideo. Nummeret er en langsomt elektronisk sag, der bevæger sig modvilligt afsted med sfæriske vokalsamples og en cut-up-æstetik, der omtrent er The Books værdig, omend der er tale om to helt forskellige klasser.

Om albummet har Balam Acab udtalt:

»It’s an open ended album, and I think individuals should make their own meaning of it so that it is something actually real to them. It’s not classical music, but in the tradition of a classical work like a Bach cello suite, I see it as more of a whole musical piece with themes/motifs/ideas reoccurring throughout, connecting the tracks together as opposed to simply being a collection of songs that sit next to each other in isolation. It’s also an album that should be listened to loudly.«

Det er alligevel rimeligt modigt at sammenligne sin egen drævende og elektroniske cut-ups med Bachs cellosuiter, og måske den 20-årige pennsylvanier da også er lidt overmodig, han har trods alt taget navn efter et godt gammeldags punkmantra, All Cops Are Bastards (ACAB). Medmindre dét selvfølgelig betyder noget andet i Pennsylvania.

God fredag!

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar