Plader

From Sarah: Notes EP

Musikken på Notes er godt skruet sammen, teksterne er jordnære, og From Sarahs musiske univers er dejligt og indbydende. Notes er en rigtig god begyndelse for den danske trio.

Danske From Sarah fik medvind og anerkendelse, da trioen i år var udvalgt som ét af de 24 talenter i P3’s KarriereKanonen. Ganske vist vandt de ikke, men er From Sarah mon alligevel modne til en udgivelse?

From Sarahs ep Notes er et fire numre langt værk, hvor lytteren føres gennem et ret ensformigt, men sikkert univers af fløjlsblød rock. Musikken er godt skruet sammen, teksterne er jordnære, og From Sarahs musik er dejlig og indbydende.

Første nummer på ep’en er singlen “Demons”. Et på mange måder ret originalt nummer, der imponerer og starter Notes forrygende godt. “Demons” er alt, hvad vi behøver i ét nummer fra From Sarah. David Fjelstrups særprægede vokal fungerer fantastisk og leder helt underspillet og alligevel finpudset nummeret fra start til slut. Man mærker en ømhed og en kontrol, der giver dynamik, og nummeret er herligt let og særdeles fint. “Demons” er som at lytte til Kashmir i usammenligneligt god form, og der er da også hentet lidt inspiration der. Det gør bare ikke så meget, når det ender som dette.

“Bad Wine” er det stille og følsomme hjørne på Notes. »The sky is gray, but I dont mind,« synger Fjelstrup, alt imens der forsigtigt spilles på cello til takten af et nænsomt trommeslag og en rolig guitar. Det er svært at sætte en finger på dette utroligt smukke feelgood-nummer, der læner sig perfekt op ad “Demons” som et lækkert modstykke.

I “Spit It Out” savner man til gengæld noget nyt. Det ligner simpelthen “Bad Wine” for meget, og på en så kort ep er der ikke plads til for identiske numre. I sig selv er det egentlig et dejligt nummer, hvor man hører vokalen blive udfordret lidt, og det bærer Fjelstrup uden problemer med sin fine evne til at afslutte sætninger med en forsigtig vibration i sin lyse og lidt hæse stemme. Men ser man bort fra den gennemarbejdede vokalpræstation, er “Spit It Out” for stor en kliché, der ikke rigtig bliver til mere end dét.

Titelnummeret kommer som kaldet og trækker ep’en ud af den lidt fastgroede stemning, man som lytter sidder tilbage med efter “Bad Wine” og “Spit It Out”. Her sker noget, det hele bliver pludselig mere råt og rocket. From Sarah får patina, og selvom “Notes” er et højtråbende nummer, der bringer minder fra Saybias mere vilde indslag, er det behageligt.

Notes er en rigtig god begyndelse for From Sarah, og de fire numre vinder alle efter flere gennemlytninger. Numrene ville dog uden tvivl gøre sig bedre på et album med plads til lidt mere adspredelse. Man skal jo starte jo et sted, og Notes er ikke noget dårligt sted. Det er et spadestik med gevinst i musikkens store kartoffelmark, og vi kan glæde os til at smage mere på From Sarah.

★★★★☆☆

Deltag i debat