Plader

Fruit Bats: Tripper

Skrevet af Klaus Thodsen

Afslappet og selvbevidst på den trivielle og meget behageligt måde. Fruit Bats leverer overraskende få overraskelser med deres nye skud på stammen.

Den ensomme kunstner med den akustiske guitar og de særprægede tekster har altid kunnet samle folk om sig. Hvis ikke i store koncertsale, så i hvert fald rundt om lejrbålet. Det har en mærkelig tiltrækningskraft på mange af os, ofte uden at vi egentlig gør os tanker om hvorfor. Det er måske heller ikke altid så vigtigt, for man skulle jo nødig ødelægge stemningen. Men når det så sker, at man begynder at tænke over det, skal jeg love for, at stemningen kan ryge sig en tur.

Med deres femte udgivelse er Fruit Bats, trods skiftende bandmedlemmer, efterhånden ved at være gamle i gårde. Samlingspunktet i bandet har dog altid været Eric Johnson, der er et velkendt ansigt på den amerikanske singer/songwriter-scene med flere jern i ilden. Tripper er noget nær definitionen af ‘easy listening’. Der er intet, der er for svært at forstå, intet farligt eller mærkværdigt – og endnu mindre, der kommer uventet. Det er tværtimod lige efter fartgrænsen, det er i den bedste sendetid, sjov for hele familien og årets julegaveidé. På én gang, vel at mærke.

Vi har at gøre med 11 melodisk utroligt vellydende numre, der dog er meget varierede i udtrykket. Fra folkrock over rockabilly til americana. Alt sammen så gennemført og uprætentiøst, som man kan forestille sig. Johnsons stemme kan dog til tider gå fra sit småskingre leje og bevæge sig over i noget, der mest af alt må betegnes som en forkølet John Lennon-efterligning. Hvilket langtfra klæder hverken ham eller musikken. Men når det så er sagt, er det svært rigtigt at blive irriteret over det, når det hele fremføres så utrolig behageligt, som det er tilfældet her. Når jeg sætter Tripper på anlægget, går jeg rundt og nyder melodierne, uden overhovedet at bemærke småting som tekster, eller at numrene skifter. Kun i glimt bemærker jeg enkelte små forandringer.

Først bagefter, når der pludselig buldrer et andet band ud af højtaleren, bemærker jeg, hvad jeg savner hos Fruit Bats. Jeg savner ganske enkelt noget, der interesserer mig. Mere simpelt kan jeg ikke sige det. Det er skønt, at det hele er så let og ligetil, men det er bare ikke spændende. Set over 11 numre bliver Tripper meget skabelon-agtig. Stemningen bliver aldrig løftet for højt over det sentimentale, der er rigeligt af »uhh-uhh«-vokaler, og helt galt går det med langgaberen “The Banishment Song”. Her bliver Lennon-stemmeføringen for en stund skiftet ud med en Barry Gibb-efterligning, og sat i det langtrukne og sentimentale univers er dette et nummer, vi alle kunne have undværet.

Så går det langt bedre med det stemningsfyldte “You’re Too Weird”. Her bliver det konstant sentimentale udtryk for en bemærkning lagt på hylden, og de lidt mere positive briller bliver sat på næsen. Det hjælper bestemt på humøret, men det formår stadig ikke at bryde ud af den fastlagte skabelon. Præcis hvor man ville forvente det, kommer den elektriske guitar ind i billedet og spiller et lille stykke med rock, præcis som man forventer.

★★☆☆☆☆

Lyt til “Tangie and Ray”:
[audio:http://assets3.subpop.com/assets/audio/9788.mp3]

Om skribenten

Klaus Thodsen

Jeg er fra et hjem med klaver, så er det sagt.
Ved klaveret sad min storesøster, men som regel kom musikken ikke længere end til hendes høretelefoner. Pladespilleren mindes jeg ikke har været tændt, men der var såvel The Beatles som The Dubliners i pladesamlingen.
Mine søskendes kassettebånd og cd'er med Guns N' Roses, Nirvana, Pearl Jam, Live, Queen osv, osv, blev derimod spillet på repeat, indtil de til sidst faldt fra hinanden. Forkærligheden for hårdtslående rock har siden forgrenet sig, og har med tiden resulteret i en dyb passion for de ofte mørke, melankolske og dystre musiklandskaber.


Favoritter
Guns N' Roses: Appetite for Destruction
Tool: 10.000 Days
Lis Er Stille: The Collibro
Mogwai: Happy Songs for Happy People
David Bowie: Heroes
Godspeed You Black Emperor: F# A# (Infinity)
Rolling Stones: Aftermath
The Evpatoria Report: Golevka

1 kommentar

  • Det var da en lidt trist anmeldelse. Jeg synes, at det er en dejlig plade, som jeg tror at alle, der holder af The Shins og Fleet Fixes, også vil kunne lide.
    I øvrigt er næsten alle andre anmeldelser i hele verden også positive.

    Giv den en chance.

Skriv et svar