Plader

Girls: Father, Son, Holy Ghost

Skrevet af Jacob Aksglæde

Christopher Owens og hans band Girls er tilbage med deres anden fuldlængde. Og den skuffer omtrent lige så meget, som Danmark gjorde ved EM i ’92.

»Girls!«

»Hvad, hvor!?«

Ja – som dreng reagerer man altid, når man hører ordet ‘girls/piger’, hvilket gør det til et godt bandnavn set med marketingsbriller. Det er måske også grunden til, at flere indiebands uafhængigt af hinanden har kaldt sig noget med girls. Vivian Girls, Dum Dum Girls og selvfølgelig Girls. Men det er nu ikke så meget navnet, der binder disse tre bands sammen, men nærmere kærligheden til fortiden og dens lyd. Jeg tænker mere bestemt på 60’er-lyden, der i nye klæder skyller ind over vores moderne tilværelse.

Fortiden har indhentes os, og vi har omfavnet den. 60’er-lyden er kommet for at blive. Christopher Owens, der er sangskriver og forsanger i Girls, lægger ikke skjul på, hvor han henter sin inspiration fra. Lige fra debuten Album kunne man genkende 60’er-stilen i Christopher Owens kompositioner, både i lyden, men i særdeleshed også i sangskrivningen og tekstuniverset, der f.eks. kan minde om Beach Boys og Elvis Costello, hvis tekster også er befriende ligetil. Den naive og alligevel utroligt interessante sangskrivning, Christopher Owens præsenterede på både Album og den efterfølgende ep, Broken Dreams Club, er også til stede på Girls’ anden fuldlængde Father, Son, Holy Ghost. På nummeret ”Alex” lyder teksten således: »You’ve got a lovely smile / I could spend a while / with that smile.« Hvis det havde været Justin Bieber eller en anden højt promoveret pop-artist, ville alle, der ikke var en pige i alderen 10-16, grine højlydt. Men på grund af Owens’ vokal æder lytteren uden videre denne linje råt.

Det er netop denne naivitet og klicheladethed, som Girls leverer, der skinner igennem som en stor fuckfinger til den politisk korrekte smagsdommer, der ofte forlanger dybe, næsten uforståelige tekster.

En anden sangtekst, der får mig til at sige ‘ååårrhh…’, selvom den ikke burde, er teksten til ”How Can I Say I Love You”, der lyder således: »How can I say ‘I want you’, now that you said ‘I want you’, now that you said everything I said to you to somebody new.« Denne tekst er i samarbejde med musikken og melodien umulig at komme udenom på trods af de banale formuleringer.

Produktionsmæssigt minder Father, Son, Holy Ghost en del om de forrige udgivelser, men lyden er alligevel blevet en anelse mere ‘professionel’. Forklaringen er nok, at de to forrige udgivelser blev produceret af bandets anden halvdel, Chet ‘JR’ White, som denne gang har videregivet opgaven til Doug Boehm.

Christopher Owens vokal har dog ikke ændret sig, og gudskelov for det. For når man først har stiftet bekendtskab med hans vokal, er den lige så svær at sige farvel til, som et anti-ryge-kursus er at gennemføre. Owens har fundet en mellemting mellem en blød croonerstemme og en skinger slackervokal, hvilket passer perfekt til blandingen af lo-fi-lyden og den ‘rene’ og ligetil sangskrivning.

På trods af den yderst åbenlyse renæssance af 60’er-lyden på Father, Son, Holy Ghost er pladen hverken forudsigelig eller kedelig, snarere tværtimod. Mange af sangene indeholder uforudsigeligheder, der holder lytteren underholdt og interesseret. ”Vomit”, på seks et halvt minut, er et nummer, der virkelig tager lytteren med på en rejse. De første fire minutter af sangen er stemningen mørk og melankolsk, hvorefter den transformeres til udelukkende at bestå af optimisme og kærlighed. Owens synger »come into my heart, my love,« imens baggrunden fyldes med et ‘uuh uuh’-kor og en enlig kvinde, der vrider sit stemmebånd. Det er noget nær genialt og alle pengene værd.

Men ”Vomit” er bestemt ikke det eneste uforudsigelige og interessante nummer. Faktisk kan jeg ikke finde et eneste svagt nummer på Father, Son, Holy Ghost. Sangene opfylder alle krav om dansable melodier, melankolske melodier, euforiske melodier og fængende tekster, der kan lyttes igennem, uden at man bliver træt af dem.

Sommeren er snart slut, og der skal gøres klar til et nyt år. Nogle skal f.eks. tjekke pensumlisten og købe bøger, men Father, Son, Holy Ghost er mindst lige så vigtig som hvilken som helst teoribog og skal derfor øverst på indkøbslisten.

★★★★★☆

2 kommentarer

  • Som sagt kan jeg ikke finde nogen svage numre på pladen, og dermed mener jeg også, at “Die” er et fint nummer. Det er dog samtidig også det nummer, der skiller sig mest ud, hvilket, efter min mening, ikke fungerer til pladens bedste. Det virker lidt som om, at de har taget “Die” med som en provokation, fordi den ikke rigtig passer ind med de andre. Jeg er derfor lidt splittet, fordi jeg både synes, det er et sejt valg, at tage et så anderledes nummer med, men samtidig synes jeg, at nummeret ikke fungerer sammen med de andre. Det har blandt andet bevirket at pladen “kun” får 5 stjerner.

Deltag i debat