Plader

Grieves: Together/Apart

Skrevet af Maja Hirani

Grieves og Budos Rhymesayers-debut kører fortsat den melodiøse, terapeutiske, melankolske stil, vi kender fra deres tidligere bedrifter. Men det lyder stadig godt.

Together/Apart er den fremadstormende rapper Grieves’ Rhymesayers-debut. Tidligere har han dog udgivet to stk. glimrende albums fra egen lomme og en enkelt ep hos Rhymesayers sidste år. Hørte man Grieves’ tidligere udgivelser, lå det nærmest i kortene, at han ville slå sig sammen med Minneapolis-selskabet, der alt for ofte specialiserer sig i utroligt dygtige rappere, hvis emnevalg er tonstunge og deprimerende. Det er nok de færreste, der stadig kaster emorap-stemplet efter Atmosphere, men så er Grieves altså en virkelig fin kandidat til at aftage den mærkat.

Med titler som f.eks. ”Bloody Poetry”, ”Falling From You”, ”Sunny Side of Hell”, ”Tragic”, ”Heartbreak Hotel” og ”Growing Pains” har Grieves også lagt op til, at den overvejende dominerende stil fra hans forrige udgivelser holdes. Der er tilsyneladende ikke sket de store personlige forandringer. Men Grieves er stadig interessant at lytte til. På lydsiden har han endnu en gang selskab af produceren Budo, der atter serverer melodiøse, organiske produktioner uden brug af samples. Dog er de en del mere finpudsede og detaljerede på Together/Apart, end det tidligere har været tilfældet. Skarpe trommer, horn, strygere og keys er gang på gang sammensat på en mild og behagelig måde, der i særdeleshed matcher Grieves’ utallige sungne passager.

Albummet starter meget overbevisende med den nostalgiske førstesingle ”Lightspeed”, hvor Grieves – over et afdæmpet clap-beat med tilhørende lækkert klaver – funderer over en barndom og en ungdom, der er fløjet ufrivilligt af sted. Han tager os med tilbage i skolegården, hvor han var »living life like the mystery of packed lunch« og fører os videre hen mod teenageårene, hvor han »saw a lot of tall trees fall in the name of an addiction« og tilbage til nutiden. Den er fængende, men udvælgelsen af førstesingle må have været en svær opgave, da der egentlig er en del potentielle radiohits – i den perfekte verden, selvfølgelig.

Der er i det hele taget lagt enorm vægt på omkvædene, der må siges at være Grieves’ speciale, hvis man betragter hans tekniske kunnen. Ikke kun fordi han har en glimrende, melankolsk vokal, når han synger sine ulykkeshymner – men de er skrevet, leveret og placeret til perfektion. Jeg er endda normalt mest til omkvæd, der rappes, men Grieves har unægtelig fat i den lange ende.

”On the Rocks” er et fantastisk eksempel på, hvor godt det kan gå, når der synges på et rapalbum. Det giver et pusterum og skaber den alsidighed, som man i visse tilfælde kan savne, hvis rapperen ikke er den mest inspirerende, når det kommer til parameteren flow. På ”Tragic” gæster den garvede Brother Ali med et blændende vers. Det er få rappere, der kan afbalancere elendighed med et personligt, positivt twist på samme måde som ham. Hvor storebror Slug er mindre fremkommelig i dyrkelsen af de positive sider af dybet, har lillebror Grieves bare ikke helt samme gennemslagskraft.

»Intimately in tune with my misery / I can spin bad news to a symphony / I ain’t a boy in a bubble / I’m a man in touch with my joy and my trouble / Got a fighting chance at love in this ugliness / I think hope deserves to know what she’s up against,« rapper Ali, og ved udgangen af sangen sidder man egentlig bare med en mærkelig fornemmelse af, at man ville ønske, at den næste sang havde Brother Ali på i stedet for Grieves.

Lad mig sige, at jeg er vild med Grieves’ stil. Både hans meget karakteristiske måde at blande sang og rap, men også hans lyriske indhold samt Budos matchende produktioner. Men Together/Apart fungerer for mig som en opgraderet version af hans tidligere albums. Sammenligner jeg albummet her med hans 88 Keys & Counting fra 2008, er det næsten det samme. Bare mere finpudset på lydsiden. Det ændrer ikke på, at vi nu kører på det fjerde album i træk med samme opskrift. D’herrer skal altså spendere nogle timer i tænkeboksen, før jeg hopper på den igen igen igen – men det gjorde jeg her.

★★★★☆☆

Leave a Reply