Plader

Hella: Tripper

Skrevet af Daniel Niebuhr

Spencer Seim og Zach Hill i den californiske duo Hella har på det femte studiealbum droppet vokalen, hvilket resulterer i en solid omgang mathrock, som man dog ikke nødvendigvis sidder og tripper over.

Hella er sådan et band, som man højst sandsynligt har for sig selv i sin familie og/eller vennekreds. Det er høj, kaotisk og ultrahurtig mathrock, der kan få dine forældre til at frygte, at de har begået fejl i din musikalske opdragelse. Men samtidig er der et eller andet dragende over duoens komplekse kompositioner.

For fire år siden foretog duoen et helt nyt træk, da de blev til en kvintet og med Aaron Ross på vokal på samtlige 11 numre lavede pladen There’s No 666 in Outer Space. Det blev et skridt mod et mere lettilgængeligt udtryk, der blandt andet nu gjorde numrene nemmere at finde hoved og hale i. Men det blev en engangsforestilling, og nu er Spencer Seim og Zach Hill atter en duo. På sit nye album, Tripper, er Hella tilbage ved de rå og til tider kaotiske mathkompositioner. En af de første og mere overfladiske ændringer er, at sangenes gennemsnitslængde er faldet fra lidt over fem minutter på There’s No 666… til lidt under fire minutter her. Samtidig er tempoet skruet en anelse i vejret, hvilket på ingen måde er en ulempe.

Pladen sparkes i gang med, hvad der blev den første reelle single, “Headless”, som er et af de mere gennemskuelige numre. Hill er på trommer som sædvanlig overlegen i de skæve taktarter, og rent lydmæssigt er Tripper en yderst poleret plade, der, i forhold til tidligere albums, virkelig fremhæver selv de mindste tekniske genialiteter, duoen har at byde på. Især på “Kid Life Crisis” bliver det rigtig interessant, hvor alt, lige fra en nærmest elektronisk lyd i introen, som man kender fra f.eks. Venetian Snares, til de resterende fire mathrock-minutter, fungerer perfekt. De sidste 40 sekunder er desuden et pragteksempel på Hellas egenskab til at balancere på grænsen mellem genial mathrock og irriterende kaos. Også pladens korteste nummer, “On the Record”, tegner sig for en af de bedre oplevelser med blandt andet to ekstremt headbanging-appellerende passager undervejs.

Men samtidig er der desværre numre, som kun bidrager til en følelse af et alt for langt repetitivt mønster. “Yubacore” er et godt eksempel. Nummeret er i og for sig ikke irriterende instrumenteringsmæssigt – man savner bare et ekstra element undervejs. Netop her havde bandet en fordel på There’s No 666… ved at kunne tilføje Aaron Ross’ vokal.

Tripper er egentlig et udmærket album. Det appellerer som sin forgænger mere til den bredere rockbefolkning end til hardcore mathrockfans. Der er dog stadig tale om en plade, der som umiddelbart udgangspunkt alligevel ikke kommer særlig langt ud og desværre er fastlåst i den niche, som mathrock nu engang er. Hvis man er ny til denne gren af rockmusikken, så anbefaler jeg ikke umiddelbart, at man starter med Tripper. Men for lettere erfarne er den bestemt et lyt værd – også selvom det er gjort bedre.

★★★★☆☆

Deltag i debat