Nyheder

Hunch Bettors offentliggør remix og åbner indieklub på Stengade

Skrevet af Mia Ravn Bach

Den danske indiefolk-kvartet Hunch Bettors har netop offentliggjort et nyt remix, som er kreeret af den kun 15-årige Jonas K.P. Derudover er bandet med til at åbne Stengades nye indieklub Poetry in Mono på fredag.

Det er vist ikke kun os her hos Undertoner, der er begejstrede for Hunch Bettors‘ debut-ep Splash-Dancing Kids, som vores anmelder belønnede med 5 U’er i sidste måned. Det er f.eks. ikke mere end et par uger siden, at den danske indiefolk-kvartet offentliggjorde et remix af det ældre nummer “The Canned Sound of Old Battleplanes”, som er kreeret af den kun 15-årige, men meget talentfulde knægt ved navn Jonas K.P.

Ud over at være aktuelle med Jonas K.P’s remix er Hunch Bettors også blevet inviteret til at åbne Stengades nye indieklub, Poetry in Mono, på fredag den 9. september. For uden Hunch Bettors vil indieklubben samme aften også få besøg af det danske indieband With No Arms and Legs, der for nylig udgav sin selvbetitlede debutplade. Poetry in Mono er ifølge arrangørerne selv inspireret af det gamle Stengades hedengangne Indie Night, som var ganske vellidt i det københavnske musikmiljø. Læs yderligere info vedrørende program, koncertstart og entre via Stengades hjemmeside.

Jonas K.P’s remix af ”The Canned Sound of Old Battleplanes” kan høres via Soundcloud.

Om skribenten

Mia Ravn Bach

Biografi

Min musikalske bagage fra barndommen er et broget mix af navne som David Bowie, The Cure, Radiohead, Talking Heads og Nirvana. Thom Yorkes musikalske univers har fra barnsben af været den største inspiration til en stadig stigende interesse og nysgerrighed efter at lytte til, lede efter og lære nyt som gammelt musik at kende.

At spæne hjem med en ny plade gemt i tasken, hoppe ellevild rundt til koncerter og trave diverse festivalpladser tynde er noget af det, jeg holder allermest af.

Skriv et svar