Plader

I Got You on Tape: Church of the Real

Skrevet af Lise Christensen

I Got You on Tape balancerer usikkert skrævende over afgrunden mellem mørke artrockhymner og vocoder-pop. Imens sidder menigheden og gaber.

»Vi tror på, at I har muligheden for at skrive store og vigtige sange. Og til at nå et langt større publikum.«

Sådan lød ordene, da I Got You on Tape (IGYoT) ganske fortjent fik P3 Prisen i 2010. Og den danske kvartet kan med det varme salg af deres nye plade sætte et flueben ved den sidstnævnte formodning, mens det i sammenligning med tidligere præstationer synes at halte med at opfylde den første.

Fjerde album i rækken, Church of the Real, står splittet mellem en letvægtsudgave af den dystre artrockede lyd på 2009’s Spinning for the Cause og et forsøg på at benytte disco-toner og maskinelle elementer til at opbygge mere lyse og dansable melodier. Det har tidligere været IGYoTs adelsmærke, at hvad, der ved første lyt lyder monotont og ‘pænt’, åbner for en dybde i musik og tekst, efterhånden som der investeres tid i pladen. Men denne gang synes det ikke at være lykkedes bandet i samme grad. For hvor de før havde en vis portion drama, drive og diversitet i udtrykket, synes virkelighedens kirkerum, discotrin og orgeløvelser at have tage pusten fra IGYoT.

De tre første sange holder et vist niveau og leger med det interessante i at slå en tone an med introen for derefter at lade sangen gå en helt anden vej. Som “Church of the Real”, der lægger op til en fingerspilsballade, men så slår over i en mere alvorlig og monoton akkordmelodi. Det monotone bærer også “Run for the Rain”, der sætter en dyd i at føles som et ensartet løb ud ad landevejen. Både melodien og Jacob Bellens’ vokal holder sig langt hen ad vejen til den samme figur, hvilket ikke giver noget omkvæd, men derimod en oplevelse af endeløs fremskriden.

Derefter drænes man fuldstændig for energi af den dystopiske “High Water”, hvis dybe bas, ildevarslende synth og langsomme marchtrommer giver én oplevelsen af at jogge i en sump. Ganske passende i forhold til sangens indhold, men trægt for lytteren. Og trægt føles det nu også videre frem gennem albummet, selvom IGYoT forsøger at fyre op under lytteren med numre som “Stereo”, der med sin mere glatte produktion, trommemaskine og behandlede vokal forsøger at give IGYOT et poppet disco-makeover. Eller vocoder-balladen “Beneath a Cloud”, der vil dele vandene i begejstring eller hovedrysten. Hos mig bevæger hovedet sig helt sikkert horisontalt frem for vertikalt.

Udfordringen ved albummet er, at det springer rundt mellem mørke hymner og mere smarte popproduktioner. Men der mangler en forløsning på langt de fleste af de mere funky numre. Måske bare et omkvæd eller noget, man kan tage til sig uden at tænke over det. Det lykkes i “Bird on the Wire”, som rent faktisk rykker i benene, har et fængende omkvæd og samtidig bevarer den organiske følelse i musikken. Derudover synes der stadig at være et vist arbejde at gøre, før end IGYoT kan positionere sig som dansegulvets konger. Bandet sigter bredt på Church of the Real, men har langt flere træffere i kanten af skiven end i bull’s eye.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar