Plader

Jono McCleery: There Is

Skrevet af Lise Christensen

Jono McCleery, en mand, der er hvidere end hvid, synger en bluesfyldt r’n’b, som tager udgangspunkt i det melankolske, men med en drift frem mod tiden efter skybruddets ophør.

There Is.
Bum. Endnu en af disse livets sandheder.
‘Der er’ – og deriblandt er også engelske Jono McCleery og pladeudspil nr. to.

McCleery synger den hvide mands soul. Med musik hentet fra folk og r’n’b og en sjælfuld stemme sang han sig til en crowdfunding stor nok til i 2008 at udgive debutalbummet Darkest Light. Med There Is har også det engelske pladeselskab Ninja Tune set et potentiale i at støtte den følsomme mand, der er så hvid, at det tangerer det gennemsigtige. Samarbejdet har føjet en elektronisk kant til McCleerys stil i form af en række beats og i sjældnere grad breaks, der uvilkårligt leder tanken over på landsmanden James Blakes dubsteppede r’n’b.

Åbningsnummeret “Fear” byder på en soulet vokal, der får modspil af et skarpt beat og blødes op påny med bas og spansk guitar. Tempoet er langsomt, guitaren og vokalen lyder ualmindelig smooth sammen, og det hele er lige ved at kamme over i melankolsk sødme. Men beatet og de forskellige metalliske klange giver baggrunden en kant, der får nummeret til at balancere. “Wonderful Life” bærer sødmen videre i teksten med McCleerys allestedsnærværende budskab om, at solen vil skinne igen efter skybruddet. Men igen afholder den elektroniske klangbund nummeret fra at blive helt tandløst. There Is byder dog desværre ikke på lige så tydelige formeksperimenter, som Blakes “Klavierwerke” og “CMYK” eller umiddelbare hits som Blakes cover af Feists “The Limit to Your Love”.

Albummets inspirationer  rækker også tilbage i tiden. Stort troner singer/songwritere som John Martyn og Jeff Buckley i McCleerys selvforståelse. Ud over de to sangeres store stemmer trækker McCleerys lyd også tråde til José González’ akustiske guitarspil og fokus på vokal, som på “Fear”. “Garden”, der blander mørk og enkel sangskrivning med orkestrale passager, bringer mindelser om Nick Drake. Det samme gør sig gældende for “Tomorrow”, der indledes med fire minutters instrumental musik for at glide over i et stykke charmerende r’n’b, der dog føles noget kort efter den lange indledning, der ikke markerer sig stærkt nok til at holde interessen. Et noget mere markant spring væk fra pladens samlede lyd tager a capella-nummeret “Raise Me”, måske som en musikhistorisk kommentar, da nummeret lyder som et eksempel på, hvordan den hvide mand udtrykte sin sjæl, dengang afroamerikanerne fik tag på r’n’b.

There Is er lyden af regnvejrsdage, blødhed, hvid chokolade og androiden – mennesket og mekanikken, der her mødes i et meget ømt, men også velspillet samarbejde. Men netop fornemmelsen af at sidde med et værk, der er pudset til det skinner, gør, at musikken ikke trænger sig på, men til tider bliver så smooth, at man helt glemmer, at man lytter.

★★★½☆☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar