Plader

Kendrick Lamar: Section.80

Skrevet af Maja Hirani

Med Section.80 tydeliggør Kendrick Lamar, hvad man burde forvente sig af fremtidens hiphop. Det er friskt, innovativt og vovet. Albummet er på flere måder en rejse tilbage i historien – men stadig er det vedkommende og aktuelt.

»Don’t call me lyrically, ’cause really I’m just a nigga that’s evil and spiritually.«

Den unge Compton-rappers navn har været sat i forbindelse med folk som Dr. Dre og Pharrell Williams, og det er ikke for ingenting! Alle kan blive enige om, at han er et lysende talent. Hans officielle debutalbum Section.80 er langtfra det gennemsnitlige hiphopalbum. Det er udgivet på et lille pladeselskab og producerlisten indeholder hverken Dre eller Pharrell – derimod bliver vi præsenteret for mere ukendte navne som Sounwave, Tommy Black og THC.

Åbneren ”Fuck Your Ethnicity” giver en fin idé om, hvad man kan forvente sig af albummet. En fortællerstemme introducerer os til Keisha og Tammy (to personligheder, som medvirker på flere af numrene), og en kvinde synger »now everybody throw your hands up high / if you don’t give a fuck, throw your hands up high.« Efter godt et minuts intens optakt kommer Kendrick Lamar på og rapper, som om han aldrig havde lavet andet. Hver eneste linje er gennemtænkt, leveringen er sylespids, og produktionen er vidunderlig jazzet.

Kendrick Lamar er virkelig en bemærkelsesværdig rapper. I ovenstående nummer rapper han om raceforskelligheder, og hele albummet er tilsølet med substantielle emner, som Kendrick tager under kærlig behandling på sin helt egen måde. Han er intelligent og sympatisk, men samtidig er han fyldt til randen med en rebelsk attitude. Han kommer både med onde punchlines, kløgtige observationer og sjove vendinger. Emnerne er politik, kriminalitet, stoffer, personlig usikkerhed, generelle skyggesider, religion og opvækst – tydeligvis med inspiration fra hjembyen. Selvom det egentlig er emner, rapfans med god grund kunne være ret trætte af høre om, kan det alligevel anbefales, at man giver Section.80 en lytter eller to. Når Kendrick Lamar rapper, er det nemlig alt andet end den samme, gamle sang.

»When I lie on the back and look at the ceiling, it’s so appealing to pray / I wonder if I’m just a villain, dealing my morals away / Some people look at my face then tell me don’t worry about it / I give ’em back their deposit, no money, just total silence / I’m running, they say I’m wildin’, a youngun with lack of guidance.«

Det er en tiltrængt friskhed over Section.80. Det er nyt, ungt, flabet og intelligent. Ja, inde for hiphop er der rigtig mange, der har forsøgt at skabe noget nyt og spændende med forventningen om at blive det nye håb. Men ingen af dem har ramt det magiske punkt, hvor alt går op i en højere enhed. Det er lige præcis, hvad Kendrick Lamar gør på Section.80. Der er en storslået og nærmest majæstetisk stemning over foretagendet – mere konkret Kendrick Lamars egen movement, HiiiPower, hvis er hovedværdier er »heart, honor & respect«. Men det føles større end blot en halvfjollet, intern ‘gruppe’ i bedste skolegårdsstil. Ja, det skal nok opleves.

Man bliver ved med at opdage nye ting i teksterne, og man imponeres konstant over Kendrick Lamars tekniske færdigheder. Hans rimteknik er simpelthen udsøgt. Samtidig flower han som ingen anden. Han har en lidt doven og sløv stemmeføring, og så skifter han typisk sit flow ca. tre gange på én sang – og det er i hver sang, at det sker. Der er konstant variation, så omkvæd og bro flyder ofte i ét med versene. Resultatet er mageløst. På ”Rigamortis” skrues tempoet mere og mere op, til man sidder helt forpustet og svedig. ”Kush & Corinthians (His Pain)” er mere afdæmpet, men også her er det helt tydeligt, hvor ustoppelig Kendrick er. Desuden er der overalt metaforer og referencer, der bare venter på at blive genkendt.

Det er ganske umuligt at udvælge en favorit fra albummet – præcis ligesom det er umuligt at vælge en, der skiller sig negativt ud. Sidstnævnte findes ikke på Section.80. Samtlige 16 numre er kreative, originale og fantastisk produceret. Stilen er meget tilbagelænet og jazz-inspireret, men den er rigtig velvalgt. Den tilbagelænede stil matcher fint Kendrick Lamars tekniske overskud, og de jazzede elementer er sammensat perfekt. Lyden er mere diskret end på øvrige hiphop/jazz-albums, men det lyder virkelig, virkelig godt.

Jeg har efterhånden hørt Section.80 rigtig mange gange, og albummet vokser stadig. Der er ikke ét eneste nummer, jeg skipper hen over – jeg ved ikke engang, hvilke jeg burde fremhæve eller citere fra. De er helstøbte. Ærligt talt har jeg ledt og ledt efter svagheder ved albummet, men jeg kan ikke finde nogen overhovedet. Jeg kan derfor ikke se nogen grund til, at Kendrick Lamar ikke skulle høste topkarakter i denne omgang. Kendrick Lamar er lige, hvad hiphop har gået og sukket efter, og Section.80 er på alle måder et overbevisende bevis på dette.

★★★★★★

1 kommentar

  • Jeg bliver altså rigtig glad af at læse den her anmeldelse, den er dejligt skrevet og begejstringen smitter!

Leave a Reply