Plader

Laura Marling: A Creature I Don’t Know

Skrevet af Trine Jørck

A Creature I Don’t Know er et på alle måder modigt og spændende album. Hver gang man lytter til det, opdager man noget nyt – både musikalsk og lyrisk. Men Laura Marlings legelyst og unge gåpåmod er også hendes svaghed.

Hun har gjort det godt, Laura Marling. Den kun 21-årige engelske sangerinde fra Hampshire har allerede været medlem af Noah and the Whale, turneret med Mumford and Sons, indspillet med Jack White, været nomineret til den prestigefulde Mercury Prize i både 2008 og 2010 og vundet prisen for bedste kvindelige artist ved Brit Awards i 2011. Med albummet A Creature I Don’t Know kan hun nu også kalde sig for den stolte moder til tre fuldlængdealbums. Det kan være svært at forstå, at det lille spinkle væsen med det helt hvide hår kan være nået så langt på så kort tid.

Laura Marling er en del af den engelske new folk scene, hvor bands som førnævnte Mumford and Sons og Noah and The Whale har høstet stor succes. Med A Creature I Don’t Know udfordrer Laura Marling dog både folkgenren og sit eget talent. Fra et miks af jazz og bigband-strygerensemble på et nummer som “I Was Just a Card” over det mere rockede på det stærkt guitardrevne og gåsehudsfremkaldende “The Beast” til Joni Mitchell-inspirerede singer/songwriter-folk på numre som “Night After Night” eller “Sophia” er der blot nævnt nogle af de genrer og referencer, Marling kommer omkring. Musikken bindes sammen af en på én gang skrøbeligt tilbageholdende og kontrollerende bestemt vokal. Med en imponerende spændvidde i sin vokal danser Laura Marling guddommeligt ubesværet som en anden Joni Mitchell (som er den mest tydelige reference) fra de helt dybe toner til de høje.

Englænderen besidder ikke alene et stort musikalsk talent. Dykker man ned i hendes tekster, som er præget af tung symbolik, finder man, at det lille hvide væsen også har stor poetisk sans og er litterært bevandret. “Salinas” kunne f.eks. referere til det sted i Californien, hvor John Steinbeck er født, og som han i øvrigt refererer til i flere af sine bøger. Derudover kan der i numrenes symbolske tematikker, hvor menneskets lyse og mørke sider er i kamp, og hvor emner som det guddommelige, djævelske og dyriske dyrkes, ses en reference til den canadiske forfatter Robertson Davies. Han var kendt for at kombinere dyb seriøsitet og psykologiske problemstillinger med fantasy-myter. En dyd, som Laura Marling synes at forfølge.

A Creature I Don’t Know er et utrolig modigt og spændende album. Det er et af de albums, hvor man opdager noget nyt, hver gang man lytter til det – både musikalsk og lyrisk. Men Laura Marlings legelyst og unge gåpåmod er både hendes styrke og svaghed. Man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om det ubestridelige talent, som den unge sanger og sangskriver besidder. Men til tider kan de mange referencer og stilarter næsten blive for meget af det gode. Albummet mangler den sidste superlim, som skal klistre alle stykkerne sammen til en helhed og gøre det til hendes eget. Så selvom det lille væsen har sagt, at hun har fundet sig selv og sin selvtillid på dette album, er A Creature I Don’t Know nærmere et billede på et ungt menneske, som søger. Jagten er absolut værd at være vidne til. Og hun har gjort det godt. Hun kan gøre det endnu bedre.

★★★★☆☆

Deltag i debat