Interview

Les Claypool – »Vi har alle udviklet os – rent teoretisk«

Skrevet af Daniel Niebuhr

Hvordan formår man at genskabe sit hjertebarn efter ni års inaktivitet – og hvad får man tiden til at gå med imens? Det fik jeg mig en snak med Primus’ g(eni)ale Les Claypool om.

Les Claypool er og bliver et interessant bekendtskab. Ikke blot bliver han gang på gang betragtet som en af verdens mest g(eni)ale bassister med deltagelse i utallige bands og projekter. Han er også roman- og manuskriptforfatter, filminstruktør, skuespiller samt vinfabrikant. Nu er han så vendt tilbage til rødderne i form af bandet Primus, som han siden 1984 har været primus motor i. Samtidig har ‘gendannelsen’ ført et nyt studiealbum, Green Naugahyde, samt bandets første koncert på dansk grund i 12 år med sig. Og i forbindelse med førnævnte koncert brugte jeg en ellers solrig søndag eftermiddag på at få en snak med Claypool om, hvad der rører på sig i Primus-universet, nu hvor trioen igen er samlet med trommeslager Jay Lane som nyt musikalsk element.

»Jay er ny-gammel, jo. Det er ligesom at finde et par gamle Converse i sit skab, og man tager dem på for derefter at udbryde: ‘Hvorfor stoppede jeg overhovedet med at gå med dem her?’ Selvfølgelig er der jo sket en hel del i vores liv gennem de her 12 år. Og vi har alle sammen udviklet os – rent teoretisk. Og bare at jonglere med de her kreative kræfter, der har været i stilstand i så lang tid, er fantastisk, hvilket også er den eneste grund til, at vi nu har færdiggjort det her album. Hvis det havde føltes tvungent, havde vi aldrig begivet os ud i det.«

En langt større gruppeindsats

Og Claypool ved om nogen, hvad han snakker om. For efter 15 albums med henholdsvis Primus, Oysterhead, Sausage og tre yderligere bands under hans ledelse samt to deciderede soloalbums og et hav af gæsteoptrædener kan det, selv for en med hans erfaring, være svært at bringe liv til et projekt, der rent kreativt har stået stille i ni år.

Primus er på landevejen med deres første album i 12 år. Foto: PR.

»Jeg var jo lige blevet færdig med mit senete soloalbum, Of Fungi and Foe, og for at være ærlig, så var egentlig ikke så interesseret i Primus-relateret arbejde. Men så snakkede jeg med Larry (‘Ler’ LaLonde), og vi fandt så ud af, at Tim (Alexander) ikke var så interesseret i det hele, hvorefter vi så tog fat i Jay (Lane). For jeg elsker at arbejde sammen med Jay, og han har jo også været med før, både i det tidlige Primus, Sausage, Holy Mackerel og Frog Brigade. Og for mig helt personligt, for jeg spiller også trommer af og til, så er Jay jo en slags helt, hvilket går helt tilbage til dengang, jeg var roadie for hans gamle band, der var meget populære i 80’ernes San Francisco. Og da vi efterfølgende selv stod og manglede en trommeslager i Primus, så var han det oplagte valg dengang. Og nu står vi så med en lyd, i hvert fald trommemæssigt, der minder meget om dengang, hvilket i høj grad er Jays fortjeneste.«

Nu er vi så nået til år 2011, og bastardtrioen har på deres nu ottende studiealbum som noget helt nyt valgt at ændre den kreative proces, der løb forud for Green Naugahyde, hvilket ifølge Claypool selv har ført helt nye musikalske aspekter af det i forvejen ret så eksperimenterende band med sig.

»Normalt havde jeg ikke nogen musikalske idéer førhen. Jeg tænkte ikke, at det her sagtens kunne blive til en Primus-sang. Selvfølgelig har jeg nogle skriblerier, som senerehen kan ende ud i egentlige tekster, men primært har vi med denne her plade startet helt fra bunden. Og i Green Naugahydes tilfælde udspringer nogle af sangene i jam-sessioner, hvilket også gjorde sig gældende tidligere, men forskellen ligger i, at Jay og Ler også selv er kommet med deres eget materiale – noget, som jeg længe har opmuntret dem, eller i al fald Ler, til at gøre. Og det har så i sidste ende været det værd, for nu står vi med to sange, der er hans kompositioner hele vejen igennem, samt seks-syv andre sange, der er startet fra idéer. Og det er aldrig sket før på et Primus-album. Og det er med det her album ligesom på nogle af de gamle Police-plader, hvor man hører en Sting-popsang og endnu en Sting-popsang, og så lige pludselig er der en Andy Summers-sang, der handler om, at hans mor ringer til ham, eller en af Copelands sange som f.eks. “Miss Gradenko” eller “Bombs Away”. Og det er dét, som jeg har prøvet at få etableret, når det kommer til det nye album – især fordi det er sådan, det burde være i et band. For i Primus er vi os tre som en gruppe, det samme gælder for Oysterhead og C2B3, men på mine egne soloalbums er det mig, der på en måde er instruktøren, som hiver musikere ind, ligesom skuespillere, til at spille forskellige roller på pladen.«

Og det er så endt ud i Green Naugahyde, der sædvanen tro fører nyt liv til Primus-universet, der altid har balanceret på grænsen til det implausible, fyldt med dystre såvel som komiske personalier.

»Der har jo hele vejen igennem været en vis mørk skygge over vores albums, men i stedet husker folk altid “Wynona’s Big Brown Beaver” eller “Tommy the Cat” og får det indtryk af os, at vi er mere skøre end noget andet. Men tag bare Pork Soda, der er meget dystert album med for eksempel “My Name is Mud”, der handler om denne her fyr, der slår en anden mand ihjel, fordi vedkommende træder ham over tæerne. Eller Antipop, der er mit værste kreative projekt nogensinde, men som alligevel indeholder nogle ret så dystre øjeblikke. Egentlig så prøver jeg bare at skabe de her figurer, der er meget interessante at følge, men som har en meget mørk og tragisk baggrund – akkurat ligesom Coen-brødrene gør det.«

Et kig tilbage – og fremad

Mens livet som musiker mere eller mindre har været frosset ned i LaLonde og Lanes tilfælde, så har Claypool været involveret i utallige projekter af den ene eller anden art, hvilket han da heller ikke lægger skjul på har haft betydning for Primus anno 2011.

Primus på deres Vega-koncert i juli. Foto: Mathias Laurvig

»De sidste 10 år har været de bedste år af mit liv rent kreativt, hvor jeg har kunne mærke den største kreative fremgang på en hel masse områder. Min vokal er blevet bedre, jeg har arbejdet med jeg ved ikke hvor mange musikere og samtidig optrådt på et hav af albums foruden mine egne. Så at kunne vende tilbage til Primus med den form for erfaring og de her oplevelser i bagagen har udelukkende påvirket mig positivt. De her 10 år har styrket mig ikke blot kreativt, men jeg er også blevet langt mere selvsikker som kunstner.«

Umiddelbart ligger den nærmeste fremtid fast med den snarlige udgivelse af Green Naugahyde og den efterfølgende turné. Men når man nu gennem de sidste snart 30 år har haft gang i så mange projekter og lignende, så tør Claypool ikke selv gætte på, hvad der ellers kommer til at ske.

»Rent metaforisk så befinder jeg mig i det her køkken med alle mulige gryder, og lige nu er det den store Primus-gryde, som jeg opererer med. Det ender jo ud i en turné af de knap så mindre, så vi forhåbentlig også kan få spillet på nogle af de store festivaler herovre som bl.a. Roskilde. Men jeg har stadig en håndfuld screenplays, som vi forsøger at lave en film ud af. Og der er da stadig også interesse fra min side om at skrive endnu en bog, men på ingen måde en roman, måske en bog bygget op af småhistorier. Men igen så kommer det også an på, hvem der ringer. Jeg medvirker jo for eksempel på det seneste album med Hank 3, og Bassnectar har jeg også snakket med. Og ellers så er der jo Eugene Hutz fra Gogol Bordello, som jeg jo har arbejdet med på Of Fungi and Foe, hvor vi blev virkelig fulde en aften og endte med at optage en masse lort. Men ja som sagt, så kommer fremtiden helt an på, hvem der ringer.«

Deltag i debat