Plader

Little Dragon: Ritual Union

Skrevet af Camilla Grausen

Svenske Little Dragon har gjort sig internationalt bemærket ved at medvirke på andres numre. De kan også selv, men desværre får de kun sjældent gjort det, de er bedst til, og på Ritual Unions bliver elektropoppen lidt for maskinel.

Du kender sikkert Little Dragon fra deres bidrag på to numre fra Gorillaz’ intet mindre end fremragende Plastic Beach fra sidste år. Eller måske fra et af deres andre samarbejdsprojekter som f.eks. deres medvirken på Raphael Saadiqs “Just Don’t” eller måske fra nummeret ”If You Return” fra debuten fra Maximum Balloon alias Dave Sitek fra TV on the Radio? Eller også hørte du dem på Roskilde Festival i år, hvor de dog gav en noget slap optræden? Eller måske kender du en af deres singler? Eller også kender du dem slet ikke og så køber du bare deres nye, tredje album, Ritual Union, på grund af de fine bryllupsbilleder på coveret.

I så fald kan jeg da fortælle dig, at Little Dragon har hjemme i Gøteborg og består af sangerinden Yukimi Nagano, trommeslager Erik Bodin, bassist Fredrik Wallin samt Håkan Wirenstrand på keyboard. Blandt andet som følge af nogle af de førnævnte projekter har kvartetten skabt en del opmærksomhed om sig selv, sin elektropop og Naganos stemme. Da bandet blev dannet i 2006, og de udgav deres selvbetitlede debut, var det den indiepoppede R&B, der var deres hovedmetier. Men på Machine Dreams fra 2009 bevægede de sig i en langt mere elektronisk retning. Det var et vellykket album, hvor jeg synes, Little Dragon var bedst, når de var drømmende og luftige i deres kombination af tør elektronik og Naganos søvnige vokal, som især på nummeret ”Feather”. Det var også dét, de kunne tilbyde Damon Albarn og resten af Gorillaz på Plastic Beach, hvilket især nummeret ”Empire Ants” nød godt af.

Hvis Little Dragon drømte om maskiner på sidste album, er de på det nye album gået endnu længere ind i maskinen. På Ritual Union er der skruet op for det maskinelle og dansegulvsfaktoren med elektroniske klangflader og hurtige beats samt keyboardlyde, der giver mindelser om lydeffekter fra gamle computerspil.

Det kan fungere godt, som på titelnummeret, der samtidig er albummets bedste skæring og åbner det på toppen. Her er beatet vedholdende og samtidig tilbagelænet – det er det, Little Dragon kan, når de er bedst: holde igen, og kombinere pop med seriøsitet. Især pga. Naganos vokal, der formår at synge den mest iørefaldende popmelodi, samtidig med at hendes stemme udtrykker alvor og eftertænksomhed. »Ritual unions got me in trouble – again,« synger hun, og man tænker på de rituelle unioner, som f.eks. ægteskabet, og coverets ni gamle bryllupsbilleder.

Det kan imidlertid også fungere mindre godt, som på f.eks. ”Brush the Heat”, hvor keyboardenes pivelyde bliver direkte irriterende, og de tinnitusaspirerende toner overdøver Naganos vokal. Nummeret er et lavpunkt på albummet, men et stort problem på Ritual Unions er i det hele taget, at det går hen og bliver monotont undervejs med for mange ligegyldige keyboardflader, hvor den maskinelle lyd fylder for meget – som på ”When I Go Out”, der efterhånden går helt i tomgang. Den gøteborgske kvartet lader til at blive væk i maskinen.

Little Dragons store force, som også er den, de med succes eksporterer til andre kunstneres projekter, er Yukimi Naganos vokal. Hun synger tilbagelænet, let sørgmodigt, søvnigt, soulet og ganske ubesværet. Hun giver sjæl til højdepunktet ”Ritual Union” og redder simple, egentlig uvæsentlige numre som ”Little Man” og ”Shuffle a Dream”.

Albummet slutter dog lige så vel, som det begynder. Bedst som jeg troede, at den drømmende, luftige del af Little Dragons lyd var forsvundet, kommer den tilbage på sidste nummer, ”Seconds”. Det begynder som reggae ultra light og slår over i de fineste lyse toner og sand finesse i et drømmende, “Twin Peaks”-agtigt univers.

Samlet set er jeg dog ærgerlig over, at Little Dragons nye album skuffer mig. For jeg mener stadig, at der er noget i kernen af det, de kan – noget, som har at gøre med Naganos vokal i kombination med elektronikken, et reserveret og drømmende lydbillede. Det er netop det, Damon Albarn tilsyneladende så i bandet og fremhævede det bedste af. Det er den kerne, jeg så gerne vil høre mere af! Ikke maskinel elektronisk pop.

★★★☆☆☆

Deltag i debat