Plader

Mikael Simpson: Noget laant, noget blaat

Mikael Simpsons nyeste album løfter arven fra Slaar skaar, men beviser også, at æblet sjældent falder langt fra stammen.

Mikael Simpson er nok en de danske kunstnere, hvis lyd er lettest at genkende. Man er aldrig i tvivl om, at han er ophavsmand til et nummer – hvis ikke på grund af den ofte tunge og melankolske musik, så på grund af den trækkende og lyse stemme.
Hans seneste album, der bærer titlen Noget laant, noget blaat, fortsætter i samme spor, som vi kender, og byder derfor heller ikke på identitetsændrende overraskelser, men i Simpsons tilfælde vil mange fans nok også gå efter mantraet ‘If it ain’t broken, don’t fix it’. Inden for musikken er der ofte en alment accepteret idé om, at hvis en kunstner ikke fornyer sig eller overrasker album efter album, så er det et kritikpunkt, der skal trække ned. Hvis man hører til dem, der deler denne holdning, vil Noget laant, noget blaat nok skuffe.

Personligt har jeg altid været betaget af Simpsons evne til at benytte sig selv, teksten og musikken til at danne et troværdigt billede af en mand, der ligger inde med et katalog af følelser og betragtninger, som sjældent har en opløftende karakter. Den indledende En af tolv er et skoleeksempel på en af Simpsons styrker: En rullende dyb bas, der danner fundamentet for hele nummeret, en let, diskret trommerytme og et simpelt, men fængende riff. Alt sammen toppes med hans karakteristiske vokal, der let depressivt skaber en helhed, som er sært behagelig og, måske desværre, genkendelig for mange.

Ligesom Slaar skaar indeholdt “Inden du falder i søvn”, der blev pladens radiosingle, indeholder Noget laant, noget blaat “Morgenlys”. Nummeret er, ligesom den forrige single, bygget op som et klassisk radiohit med et fængende omkvæd og en mere uptempo stil. Om Simpson bevidst laver et nummer eller to, der egner sig til æterens underholdningsflade, skal jeg ikke kunne gøre mig klog på, men hvis man kigger på de tidligere singleudspil – “Jeg sidder fast” fra Stille og uroligt, og “Drømmer om et andet sted” fra De ti skud, er der sket en stor udvikling. Både i lyden, der i stigende grad inspilles analogt, men også i variationen i numrene, der spænder fra radiovenlige, næsten poppede numre til klagende, spinkle kompositioner, som f.eks. “Vi kan se det (staklen i hinanden)”, der bringer tankerne hen til hans tidligste udgivelses “Put mig”.

På tekstfronten er Mikael Simpson, som altid, fremme i skoene. I modsætning til så meget andet musiks evindelige træden rundt i hjerte-smerte-rimets poetiske brækspand, formår han at skrive noget, der både har indhold, men måske endnu vigtigere har personlighed. Specielt humoren titter frem en gang imellem, f.eks. i nummeret “Lad det staa”, hvor sætningen »Og min tid står ofte stille når jeg er sammen med dig / og det er sgu ikke ment som en kompliment,« sniger sig ind og giver lytteren et smil på læben – noget, kunstnere relativt sjældent leger med.

Pladen byder på to rent instrumentale numre. Den korte “Induktion”, der minder en smule om “Virus”, hvis tema også optræder på Trentemøllers nummer “Miss You” fra albummet The Last Resort. Men om der denne gang er tale om et tema, der vil gå igen, er svært at sige. I bedste fald formår nummeret kortvarigt at få lytteren til at drømme sig lidt væk, men med sine 1:11 bliver det desværre kun til en powernap og aldrig en rigtig rejse.
Anderledes er det med den afsluttende “Lillebasdur”, der lyder lidt a la den lyd, Simpson og Frithjof Toksvig arbejder med i projektet Vi sidder bare her. Ved første lyt forventede jeg, at Jørgen Leth ville begynde at snakke hvert et sekund. En dejligt afslappende komposition, der fungerer som et behageligt efterspil.

Mikael Simpson overrasker ikke på Noget laant, noget blaat, men han formår endnu en gang at levere et album, der øjeblikkeligt får en plads i hjertet, og som med glæde vil blive sat på igen og igen ligesom det snart 10 år gamle debutalbum. Fans vil næppe blive skuffede, men der vil næppe heller komme en storm af nye tilhængere.

★★★★★☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

2 kommentarer

  • […] Undertoner: “hvis man kigger på de tidligere singleudspil (…) er der sket en stor udvikling. Både i lyden, der i stigende grad inspilles analogt, men også i variationen i numrene (…) På tekstfronten (…) formår han at skrive noget, der både har indhold, men måske endnu vigtigere har personlighed. (…) Mikael Simpson overrasker ikke på Noget laant, noget blaat, men han formår endnu en gang at levere et album, der øjeblikkeligt får en plads i hjertet” […]

  • […] Undertoner: “hvis man kigger på de tidligere singleudspil (…) er der sket en stor udvikling. Både i lyden, der i stigende grad inspilles analogt, men også i variationen i numrene (…) På tekstfronten (…) formår han at skrive noget, der både har indhold, men måske endnu vigtigere har personlighed. (…) Mikael Simpson overrasker ikke på Noget laant, noget blaat, men han formår endnu en gang at levere et album, der øjeblikkeligt får en plads i hjertet” […]

Skriv et svar