Nyheder

Nyd efterårets fredage med intimkoncerter på Amager

Skrevet af Mia Ravn Bach

Kaffebaren på Amager slår i samarbejde med musikmagasinet Geiger dørene op til endnu en omgang koncerter. Første koncert finder sted på fredag, hvor Ghost Flute & Dice kommer og spiller.

Ud over at være kendt som Margrethe Vestagers stamcafé har Kaffebaren på Amager siden foråret også udviklet sig til et sted for anderledes intime koncertoplevelser. På fredag bliver efterårets program skudt i gang, når den lille café i samarbejde med musikmagasinet Geiger igen åbner op for musikere og publikum. Programmet, der byder på mange interessante navne, strækker sig helt til december, så man de mange kommende fredage er sikret sin eftermidddagskaffe i hyggelige musikalske omgivelser. Alle koncerter starter kl. 16, er ganske gratis, og som Geiger selv beskriver det, byder efterårsprogrammet på alt fra singer/songwriter og folk til skramlet indie, mørk ambient, lydpoesi, electronica og jazz.

Åbningskoncerten på fredag er med danske Ghost Flute & Dice alias komponisten Mikkel Almholt, der med sin for nylig udsendte plade Music for Amplified Piano fik fire U’er her hos Undertoner.

Det samlede program for alle efterårets koncerter kan ses nedenfor:

16.09 Ghost Flute & Dice + Tommy Heisz (oplæsning)
23.09 No Hay Banda
30.09 Mads Mouritz
07.10 Michael Møller
14.10 Acorn Falling
21.10 Under the Sherry Moon
28.10 Søren og Jeppe
04.11 Elektronavn + Mirian Due Steffensen (oplæsning)
11.11 Kjær Højgaard Svendsen Laustsen Deluxe
18.11 Nynne og Det lille verdensorkester
25.11 Travelling Tribes
02.12 BUSK
09.12 So Like Dorian
16.12 Lyd+Litteratur Festival Warm Up

Deltag i debat