Koncerter Plader

Pearl Jam: Pearl Jam Twenty

Skrevet af Nicklas Colerick

Det er ikke kun Nirvanas Nevermind, der har tyve års jubilæum i år. Det samme gælder Pearl Jams debutalbum Ten, og i den anledning har Cameron Crowe skabt en film om bandet, som blev vist i Palads en enkelt aften.

Det er tirsdag den 20. september 2011, klokken er 21.25, og pladsen foran Palads Biograf er fyldt med mennesker, hvoraf størsteparten er mænd midt i tyverne og opefter. Mange har fundet deres skovmandsskjorte eller nedslidte band-T-shirt frem. Aftenluften sitrer af spænding, forventning og gensynsglæde. Denne tirsdag aften er særligt speciel, da den nye Pearl Jam-film har verdenspremiere. Pearl Jam har i anledningen af deres 20 års jubilæum for udgivelsen af deres debutplade Ten fået instruktøren Cameron Crowe til at lave en film om bandet.

Filmen er en fortælling om et beskedent grungeband fra Seattle, som bare ønsker at spille musik, men som med et snuptag bliver en del af en større, revolutionerende rockbølge. Vi følger bandet gennem dets store succes med Ten og bandets mere turbulente tider i deres kommercielle kamp mod Ticketmaster og tragedien på Roskilde Festival

Cameron Crowe, som tidligere har instrueret den Oscar-vindende “Almost Famous”, formår fra første sekund at rive publikum tilbage til grungemusikkens fødeår, og vi bliver ført sikkert ind i nostalgiens forunderlige verden, hvor vi får lov til at følge et af, hvis ikke det største, grungeband gennem tiderne. Crowe har haft omkring 1000 timers filmmateriale til rådighed, som han har skåret ned til to timer, og alligevel er det lykkedes ham at give et autentisk billede af Pearl Jam og det spirende grungemiljø, som eksisterede i Seattle på det tidspunkt. Den viser det stærke sammenhold og broderskab, der eksisterede bandene imellem, og giver et indtryk af, at grungebølgen ikke kun handlede om musik, men lige så meget om livsstil. Det handlede ikke om at blive rig og berømt, men om at spille rockmusik.

Filmen starter med at gå helt tilbage til Pearl Jams begyndelse og fortæller, gennem en eminent sammenkobling af gamle vhs-optagelser og nyere materiale, hvordan bandet blev samlet. Særligt Jeff Aments (bas) og Stone Gossards (guitar) roller i det  legendariske band Mother Love Bone spiller en stor rolle. Det skyldes især deres karismatiske forsanger Andy Wood, hvis død filmen dvæler meget ved. Det bliver til en lille hyldest til ham og hans personlighed, som uden tvivl har haft stor betydning for bandet.

Eddie Vedders (vokal) ankomst til Seattle bliver startskuddet for Pearl Jam. Vedders sangstemme, som rummer så mange spektre og dimensioner, slår benene væk under alle og enhver. Seks dage efter hans ankomst spiller de deres første koncert, og tre måneder efter slår de igennem med Ten. Bandets første leveår er turbulente og hektiske på grund af den hurtige succes, men de formår at finde sig selv som band og får et fælles eksistensgrundlag gennem musikken. Pearl Jam er et af de få amerikanske rockbands fra den tid, som ikke er gået hvert til sit. Forklaring skal muligvis findes i bandets fokus på musikken og ikke på de kommercielle gevinster ved at blive et verdenskendt rockband. Pearl Jams kamp mod billetgiganten Ticketmaster og deres mange optrædener til velgørenhedsarrangementer viser fint deres modstand over for det kommercielle. De er dedikeret til musikken og ikke succesen eller pengene.

Filmen har mange gribende momenter og højdepunkter. Det gælder især et klip, hvor de to store rockkoryfæer Kurt Cobain og Eddie Vedder står og danser sammen, og hvor Cobain lidt overraskende smiler. Denne scene lukker formentlig diskussionen om, at der skulle have været genstridigheder mellem de to bands. Filmen byder også på flotte koncertoptagelser, hvor ”Better Man” i Madison Square Garden og Mother Love Bone-nummeret ”Crown and Thorns” giver gåsehud, og publikum må holde fast i biografsæderne for ikke at rejse sig og synge med.

Filmen bliver hen mod slutningen lidt for meget en ‘vi er verdens lykkeligste band’-film, og vi kommer aldrig rigtig ind under huden på bandet. Jeg tænker især på Eddie Vedders og Stone Gossards tidlige musikalske uoverensstemmelser, der ikke skildres. Filmen fortæller heller ikke noget om alle medlemmernes sideprojekter, som for eksempel Mike McCreadys stiftelse af Mad Season, der efter sigende skulle have skabt en del uro i bandet. Hans store stofmisbrug bliver heller ikke nævnt. Roskilde Festival-ulykken springer filmen desværre også lidt let henover.

Cameron Crowe har dog alt i alt skabt en film med humor, dybde, følelse og hjerte. Han spiller på alle tangenter, og det lykkes. Han formår at finde og fortælle selve essensen bag grungemusikken og Pearl Jam. Alle rockelskende folk med bare lidt selvrespekt skal se denne enestående fortælling om et rockband, der vil gøre alt for musikken og deres fans.

★★★★★☆

Pearl Jam Twenty blev kun vist i Palads denne ene aften, men udkommer på dvd 24. oktober.

Deltag i debat