Koncerter

Phono Festival 2011, 15.-17.09.11, Odense Offentlige Slagtehuse

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Undertoner har været på elektronisk festival i Odense og svedt, danset og fået hyletone i ørerne til Hudson Mohawke, DJ Elephant Power, Ancient Methods, Kelpe, Birdy Nam Nam og T.Raumschmiere.

I tre dage, fra torsdag den 15. til lørdag den 17. september, satte de tidligere slagterihaller i Odense  rammen om denne enormt interessante elektroniske musikfestival Phono. En ren lille gave til fynboerne – og alle os andre.  Egentlig virker det paradoksalt; priserne er lave, og musikken er god – meget af det skyldes sikkert, at arrangementet ligger i Odense. Men samtidigt sætter det også en naturlig begrænsning for antallet af besøgende. Det er i hvert fald blevet tydeligt, hvor meget frivillig indsats betyder, og Phono har et crew, der burde gøre Roskilde Festival og andre misundelige.

For at komme ind til festivalen, der lå længst inde i de røde murstensbygninger, skulle man gå ind ad en lang, hvælvet gang og ind ad en lille dør for enden. Der var ikke mange skilte, der fortalte, hvor festivalen fandt sted, men der var ingen tvivl, da man kom ind. Dette sted var perfekt til elektronisk musik. Der var ikke overpyntet med kunstinstallationer eller billeder og plakater over det hele. Stilen var rå og post-industriel. Lidt graffiti hist og her og puds fra loftet, der dryssede ned, når bassen var på sit højeste, var ydermere gode pejlemærker for den indretningsstil, Phono havde valgt at placere deres musikprogram i. En enkelt kunstinstallation med nogle overdimensionerede øjne med videoprojicerede iris og pupiller, der rullede rundt i synkoperede tempi, hang i reb fra loftet. En morsomt morbid kommentar til rummenes tidligere funktion. Rustne sveller under loftet vidnede også om, at kadavere i kødkroge er blevet trafikeret rundt i disse rum. Kombinationen elektronisk musik og post-industrielle omgivelser a la slagterier er næsten en kliche. Associationer til Berlins klubmiljø, Kødbyen og en gruppe som Schlachthofbronx er indskrevet i lokationen. Derudover bør det nok nævnes, at dette var dagen for valget og en hverdagsaften, hvilket forklarede et mindre publikumsopbud end det, der skulle vise sig at komme de næste par dage.

Hudson Mohawke
Torsdag kl. 21.30

Efter et dj-sæt og en optræden fra Thulebasen, som Undertoner i sidste måned hørte på Sejerø Festival, åbnede stalddørene op for at lukke os ind til den store scene, hvor skotske Hudson Mohawke snart skulle gå på. Der var heldigvis kommet væsentlig flere folk til, og det hjalp på varmen. Der var koldt i de store uopvarmede rum, og mange var iklædt jakker. Musikken gik roligt i gang med gentagende figurer af lyse synth-toner. Scenen badedes i lilla og grønne lys, og enkle vokalsamples kørtes ind i musikken. Så kom trommer og bas forløsende i gang, og folk begyndte at rokke med deres overkroppe. En vekslen mellem diskante og dybe spor prægede første del af koncerten, og det første nummer, jeg kunne identificere, var “Octan”, der er åbningsnummeret fra den seneste udgivelse, Satin Panthers. Stilen blev efterhånden mere distinkt og beatorienteret. Det var tunge, instrumentelle hiphop-beats suppleret med R&B-vokaler og massive basbunde. Intensiteten vedblev at stige. Stroboskoplys og en høj publikumsenergi dominerede indtrykket.

Hudson Mohawke på Phono Festival. Foto: Birk Kromann

“Thunder Bay” fra Satin Panthers brillerede med fjollede keyboardtabs og dubstep-bas. Der er ingen tvivl om, at det purunge wunderkind Hudson Mohawke både har talent, disciplin og humor. Jeg var solgt og sluttede mig endelig til den vildt dansende indergruppe foran scenen. Det var det her, jeg var kommet for. Fra samme plade kom “All Your Love” og den meget fjollede og seje “Cbat” kort efter hinanden. De sikrede kontinuitet og genkendelighed, og man kunne mærke, at publikums energireserver på ingen måde var tomme – stemningen blev hele tiden, nærmest umærkeligt, hevet op. Vi kunne alle tydeligt mærke musikken i kroppen. Bassen snurrede i lårene. Et godt minde fra koncerten var et stykke, der lød som en moderne udgave af Prodigys “Voodoo People”. Sjovt nok havde den dj, der fulgte efter Hudson Mohawke på den lille scene, et remix af “Voodoo People” med.

Hudson Mohawke beviste sit værd, men man kunne måske godt have ønsket sig en smule mere publikumskontakt og måske en smule mindre komplicerede kompositioner. Til slut i koncerten gav Hudson Mohawke den som dj. Kanye Wests “All of the Ligths”, hvorpå Rihanna synger, blev leveret i et højenergisk remix, og bagefter kom endnu en komisk og igen totalt malplaceret overraskelse i form af Gramspektrums “Lonnie”. Hvis du ikke kender den, så kan jeg sige, at det er den med et beat udgjort af bøvse med omkvædet: »Hey Lonnie! Lad os gøre det. Her på gulvet. Lad os se, om min nøgle passer i hullet.«

På en eller anden måde en velvalgt og absurd afslutning for et ungt og Warp-signet talent, der to dage senere i Manchester skulle optræde sammen med artister som Sbstrkt, Skream og selveste DJ Shadow. Sidstnævnte var jeg personligt så heldig at opleve i Vega under Copenhagen Jazzfestival, og en koncert med ham burde alle mennesker opleve mindst en gang i livet. Det må være noget at et privilegium at spille sammen med sådanne store kanoner. Det kan muligvis fremmane en vis undren, at Hudson Mohawke ikke optrådte på dette års Roskilde Festival, men det er en anden snak.
(RR)

DJ Elephant Power
Fredag kl. 23

Næste aften bød på festivalens vel nok bedste program: Debmaster, DJ Elephant Power og Ancient Methods – lige i rap. Især sidstnævnte overraskede og stod for en af de allerbedste koncertoplevelser på årets festival, men det var imidlertid DJ Elephant Power, som jeg havde viet min opmærksom. Hans seneste udspil, Elepha in Da Flash, er et enormt morsomt og meget utraditionel take på dubstep. En genre, som i DJ Elephant Powers fortolkning bliver herligt aktuel og ikke henfalder til den kliche, som den efterhånden er blevet til. Hvis man ikke tror mit ord, så tag og hør “999 Chances” og “Walk Until Brooklyn-remix”, og bedøm selv, om dette er udtryk for en stivnet dubstep-præget form.

Debmaster. Foto: Birk Kromann

Inden DJ Elephant Power optrådte Debmaster på den store scene, og manden med det massive overskæg og de finurlige melodier leverede en mindeværdig koncertoplevelse. Via hans Facebook-side kan man også se, at han tydeligvis har været glad for at spille på festivalen. Denne opdatering kom før koncerten: »Denmark : my mustache is ready for you, my live too.« Og efter koncerten: »PFF, Denmark WAS DOPE!! thanks to the people, crazy audience, Phono team made it nicely! one of my best gig!« På Debmasters Soundcloud kan man gratis downloade nogle numre og selv fornemme, hvor i den elektroniske musiks landskab han befinder sig. Især nummeret “T’Inquiete” er værd at give en lytter. Det er en udpræget fransk lyd a la Ed Banger Records, han arbejder med, og apropos dette pladeselskab har jeg fra en pålidelig kilde information om, at bookerne forsøgte at få Mr. Oizo til at spille. Uh, til næste år, Phono?

DJ Elephant Power indtog scenen, og lilletrommen faldt konsekvent og markant på 3-slaget. Publikum fandt hurtig ud af at vugge og danse på dubstep-måden. Publikum stod tætpakket, og der gik ikke længe, før alle foran hoppede. Manden på scenen med turntables og computer hoppede også. Han havde sat en bøllehat oven på sit kæmpe krøllede hår. Han hoppede, smiler og viftede med armene. Publikums arme svingede i luften, som var man til en hiphop-koncert. DJ Elephant Power var gennem hele koncerten uhyre nærværende og opmærksom på publikums reaktioner, som han med fast hånd styrede med sine plader, knapper og programmer. Vi var alle hedonister og nød at hoppe og danse. Musikkens bølger gik højt, og efter koncerten hylede det da også i ørerne.

Hele salen kom efterhånden med, hvilket var første gang på festivalen. Så begyndte folk så småt at crowdsurfe. Det startede ved denne koncert, men skulle vise sig at være et fast indslag i mange af de kommende koncerter. »It’s gonna get louder!,« lød det gentagende, hvilket skabte ideel fest- og amokstemning. Publikum responderede med endnu flere crowdsurfere og en herlig gang moshpit. Det var ikke for sjov, det her. Vi havde vel alle nogle aggressioner, der skulle have lov at komme ud, og nogle horn, der skulle løbes af, og sådan kom man af med det på en munter måde. Dans jeres vrede ud, søde, unge mennesker.

Dubsteppen er ikke død, det syntes folk at erfare ved denne muntre, intense og dansevenlige udgave, hvor elementer af R&B og techno forenedes i velfungerende mix. Dette var uden tvivl min største koncertoplevelse indtil videre. Desværre spillede han ikke “999 chances”, men det skæmmede på ingen måde koncerten. DJ Elephant Power lå også planlægningsmæssigt på et meget gunstigt tidspunkt – sent fredag aften. Efter koncerten fortsatte trenden med at hoppe og crowdsurfe, og det foran den lille scene, hvor en anden dj lige efter koncerten var begyndt at spille. En gruppe på 40-50 mennesker, især piger, gik fuldstændig amok. Det var en fornøjelse at se og være til stede i disse nu totalt forandrede rum, der emmede af løssluppenhed og feststemning. Som kronen på værket kom Ancient Methods på senere og gav festivalens vel nok bedste og mest energiske techno-oplevelse. Sådan blev endnu en veloverstået festivaldag til nat og morgen.
(RR)

Ancient Methods
Fredag kl. 00.30

Første band, jeg vil skrive om, er Ancient Methods. Jeg har endnu ikke fundet ud af, om navnet er ironisk. En af de frivillige fortalte mig, at da de valgte Ancient Methods, var det ikke ment som en crowdpleaser. Som han sagde: »Hvis ingen folk kan li’ det, så står vi (de frivillige, red.) bare selv oppe ved scenen og skyder den af.« Sceneshowet var glatbarberet, og jeg blev på en måde vemodig af at se endnu en sceneoptræden indkapslet i Macbooks. De to kunstnere fniste hemmelighedsfuldt til folk. De startede enormt ondt ud med en lydmur af larm, hvor beatet næsten ikke kunne trænge igennem. Publikum glippede med øjnene og mønstrede en noget punch-drunk vaklen, som skulle gøre det ud for dans. Enkelte steder blev crowdsurfere hævet op i luften, pinligt bevidste om betongulvet under dem.

Stemning fra festivalen. Foto: Birk Kromann

Andet nummer var en tyk suppe af techno. Gumpetunge afrikanske trommer henfaldt i rummet, tempoet steg. Og her kom der pludselig en form for optimisme, en payoff i den mest usandsynlige forklædning; messende, kogende kor af dyb synth.

For musikken drev af modernitet. Men det var ikke en psykologisk tilgang – der var ingen nostalgisk aspiration, intet melankolsk udbrud. Til gengæld var musikken massiv, og dronerne afløste hinanden, indtil dit sanseapparat var overstimuleret. Det var her, festen begyndte. Når du nåede så langt (og det gjorde ca. halvdelen af festen), bevægede musikken dig automatisk, og du havde gennemgået din konceptuelle konfirmation. Selvom der, som sagt, ikke var meget sceneshow, viste Ancient Methods alligevel en oprigtig benevolentia ved at spille hele to ekstranumre/sets, og det var lange numre, der var på tale.

Første ekstranummer ramte noiserødderne og tippede på hatten til bands som Sunn O))). Andet ekstranummer startede sexet med en rytme, der gik ‘doom, doom, dun, dun’  for derefter at ødelægge sig selv i et øredøvende skrig. And the rest is silence.

Vi blev mindet om, hvad den industrielle del af electronicaen formår, og væk var de gamle metoder. En fuldstændig progressiv oplevelse.
(JJ)

Kelpe
Lørdag kl. 20.30

I den mere bløde ende fandt vi Kelpe; storladent, men med alternerende rytmer, der tog spidsen af det teatralske. Der spredte sig et positivt vibe, da Kelpe gik på med farverigt tøj, sceneshow og dans. Så vidt jeg kunne vurdere på publikum, var især den kvindelige del begejstret. Og Kelpe præsterede også et hæderligt arbejde med tonegeneratoren. Musikken var stilet upbeat, krydret med flirtende skæve synths og hvislende effekter. Vi var, sagt med et bæ-ord, ovre i noget wonky.

Halvt inde i showet blev antallet af optrædende fordoblet, da en trommeslager hægtede sig på, mens baggrundsgrafikken fik et pift med et Andreas Golder-lignenede motiv. Trommerne kunne godt have været strammere, men det gjorde ikke så meget for helhedsindtrykket, da Kelpe akkompagnerede med et arrangement, der pegede mere på rytmiske genrer (mest funk) end klassiske, som mange andre elektroniske mammutter har gjort det.

Musikken var på tidligt og på lille scene, så Kelpe var i det hele taget en mand, der havde fået anvist sin plads i festhierarkiet (ikke i toppen). Men alt i alt gjorde han ikke meget for at stige i graderne, og hans optræden må fortolkes som en udmærket appetizer. Heller ikke mere.
(JJ)

Birdy Nam Nam
Lørdag kl. 22.30

På tredjedagen, hvor hovednavnet Birdy Nam Nam skulle optræde, var der tydeligvis et større publikumopbud end de to foregående dage. Især salget af endagsbilletter så ud til at toppe denne lørdag aften. Inden denne længe ventede koncert gav finske Mesak en helt forrygende koncert på den lille scene. Med flere trommemaskiner skabte han det ene mærkværdige lydunivers efter det andet. Rytmerne var synkoperede og teknisk komplekse, og det var, som om lydene var en stolt samlers fremvisen af sine yndlingsfund. Når man, som jeg, hørte så meget musik på få dage, oplevede man tydeligvis disse øjeblikke, hvor kunstnerne ikke blot lavede velfungerende mix, overgange og rytmer, men samtidig viste, hvor mange og totalt ukendte og overraskende lyde, deres apparater kunne producere. Herfra skal altså lyde en stor tak til Phono Festival for at have fået Mesak med i år. Muligvis var det dog en tand for udansabelt til det feststemte publikum. Det var mere en lyttekoncert end en dansekoncert.

Birdy Nam Nam. Foto: Birk Kromann

Birdy Nam Nam fungerede perfekt som trækplaster og hovednavn. Musikalsk vel nok mest på grund af deres nye, rent elektroniske stil. Der var ikke skyggen af hiphop i den lyd, de kom med. Den franske ‘dj-kvartet’ er notoriske for deres kundskaber med pladespillere. Hvordan en lang og perfekt opadstigende energi og fine skift mellem flere elektroniske genrer som tysk techno og fransk club/dance kan koordineres mellem fire mænd, er for mig et mysterium, fordi jeg ikke kender til det håndværk at bruge en pladespiller som et regulært instrument. Hvad jeg derimod kan forstå og beskrive, var det, der kom ud af højtalerne, og det hang sammen og skabte den vildeste gang publikumsfest, der var på dette års festival. Publikum var så tætpakket, at man måtte tage beslutningen om enten at gå ind i menneskemængden og bevæge sig alt, hvad man kunne, eller at stå betragtende udenfor, eventuelt med en fadøl i hånden, for det kunne man ikke have inde i gruppen. Jeg forsøgte at mase mig op foran, og var der også i et kvarters tid, men måtte efter flere hårdtslående albuer sande, at det var lidt for ekstremt til mig, desværre.

Birdy Nam Nam startede koncerten uden bas og med markante hihat-slag på alle fire fjerdedele. Så gled bassen umærkeligt ind, og de brugte lang tid i denne opstartsfase, men alle vidste, hvor det bar hen. Det kunne mærkes på den kraftige hujen, der lød, når der blev skruet op for intensitet, trommer og bas. Jeg følte det, som stod jeg midt i en utålmodig dyreflok, der stod i en stald og ventede på at komme på græs. Det skyldtes både publikums opførsel og udtrykkene i deres ansigter samt stedets lighed med en stald og ja… en slagtehal. Vi skulle dog ikke slagtes af lyden, men opleve de forskellige europæiske klubmiljøers forskellige lyduniverser. Der blev som nævnt primært vekslet mellem en lettere og mere melodisk, fransk klubstil og en tungere og simplere tysk techno-stil. Det mærkedes primært i forskelle mellem rytmer i det kontinuerlige mix. Dette fungerede godt, især når man tager i betragtning, at dette var en elektronisk festival, og at det muligvis kunne synes lidt forvirrende at have verdenskendte hiphop-dj’s som hovednavn, men de havde taget skiftet fra hiphop til elektronisk fuldt ud, beviste deres værd og retfærdiggjorde til fulde deres hovednavnsstatus.

Det var dybt professionelt leveret, og publikumskontakten var intakt gennem hele koncerten, selvom det jo nok må kræve en uhyre koncentration at få alting til at hænge sammen med fire dj’s på scenen. Musikken gik til sidst over i ren techno. Volumen var uden tvivl på det højest mulige niveau. Simple rytmer med lilletromme og stortromme og hamrende bas-synth i sekstendedele gav bunden for syrede noise-stykker med forvrængede guitarlyde. Det lød så hamrende fedt. Så blødte de stilen lidt op og gik over til den, især i København, så populære tech-house. Små pusterum uden bas gjorde, at vores hjerner lige nøjagtig ikke brændte sammen. En genkendelig, men for mig ikke identificerbar melodifigur dukkede pludseligt frem og fik mig til at forsøge mig med den tætpakkede menneskesubstans oppe foran igen. Denne energi måtte jeg bare ikke gå glip af. Lyden var en fysisk substans, der slog os i ørerne på de helt rigtige måder, som kun elegant og tilpas aggressiv elektronisk musik kan gøre det. Det blev jeg endnu en gang mindet om til denne koncert.
(RR)

T.Raumschmiere
Lørdag kl. 00.30

T.Raumschmiere var Phonos afsluttende act, og før jeg begynder at kommentere, må jeg erkende, at dårlig administration af alkohol og dertil hørende forhindrede mig i at se den færdig. Stemningen var spændt og tændt, efter at Birdy Nam Nam havde leveret deres vare, og publikums hårde hunde samlede sig tavst afventende om store scene, mens tænderne løb i vand.

Da T.Raumschmiere gik på, var det i bar overkrop og med tatoveringer. Der var lagt op til en noget klaustrofobisk fængselsseance, men fuck, jeg går gerne i fængsel, hvis musikken er så god derinde. Modsat hvad Phonos folder forklarede, var der ikke meget industrial over performancen, men til gengæld er det noget af det mest uptempo festmusik, jeg nogensinde har hørt. Tempoet var vanvittigt, lyden var hård, men ikke kold, og jeg fik hurtigt lyst til at give fanden i en urolig mave og trætte ben – hvilket også var første skridt mod slutningen på min aften.

På vej ud overvejede jeg, om hastighed i sin reneste form kunne være en følelse. Det var nu ikke filosofiske overvejelser, der tyngede et fanatisk feststemt publikum. Det sidste, jeg så, var, at T.Raumschmiere løftede en udstoppet ræv med pandahue ud imod publikum. Heller ikke det vakte undren på en lørdag, der var blevet til søndag.

Alt i alt vil jeg bare rekapitulere med en opdateret version af Tidehvervs motto: Jeg er intet, Phono er alt, du er en idiot – hvis du ikke tager på Phono næste år.
(JJ)

Tak for denne gang

Den umiddelbare tilbageholdenhed, der prægede især torsdagen, blev i flere omgange fortrængt til fordel for meget vilde publikumsfester og gedigne mængder bas og smadder. Bar- og indgangspriser var i bund, lokalerne var perfekte, og musikprogrammet var ambitiøst. Det fortjener de kære folk bag Phono en tak for. I har sikret en vild, men sikker festivaloplevelse, og jeg er ret sikker på, at jeg ikke kan undvære at tage til Phono Festival igen næste år. Husk så lige at få booket ham Mr. Oizo.
(RR)

1 kommentar

  • Ups! En lille svipser – Koncerten på Vega var ikke med Dj Shadow, men i stedet med Dj Krush, men det ændrer ved, at alle så burde opleve en koncert med Dj Krush.

Deltag i debat