Plader

Postyr Project: s.t.

Skrevet af Anna Møller

Kill your darlings, som min gamle skrivelærer altid sagde, før han smed mit mest elskede digt i skraldespanden. Samme råd kan jeg give til Postyr Project, der kunne trænge til en kraftig oprydning i de mange a capella-baserede popsange.

Det selvbetitlede første album fra den aarhusianske vokalgruppe Postyr Project er mildt sagt en alsidig oplevelse. Albummet indeholder alt – fra hvad der synes som nyreligiøs a capella over Melodi Grand Prix-lignende syng-med-pop til afdæmpet folk, folktronica og sluttelige elektroniske og triphoppede remixes.

Nummeret “Veins” åbner pladen, og her er det mest påfaldende et udtryk, der minder om et nyreligiøst kor af entusiastiske unge med dansk accent over det engelske. Jeg arbejder i en kirke, så jeg ved, hvad jeg taler om. Om det så har været hensigten eller ej, så synger Postyr Project: »Are you ready for the power of God / are you waiting for the saints to undone[?] / the girl that should be raised from the dead / and the demons who’ve been forced from my head.«

Diverse a capella-vokallyde er noget, man enten elsker eller hader, og jeg må blankt indrømme, at jeg tænder helt af på det i denne form. Når bandet sidst i nummeret samstemmer i helt nerveforladte »halleluja«, er der næsten ikke ord for, hvor lidt jeg synes om det. Det skal siges, at de fem sangere heller ikke har skrevet nummeret selv, men at den amerikanske singer/songwriter Charlotte Martin har stået for den side af sagen.

I samme skuffe finder man numre som “A Wave” og hele albummets midte (“Broken”, “OMG” og “An Open Chapter”), hvor koncentrationen af happy a capella er særlig høj. “RunRunRun” er trumfen: Uptempo-klapperytmer starter, før de kvindelige vokaler sætter ind med den mere end letbenede tekst: »Don’t you know I wanna go / I’m just a girl / lost in this world / where do I go from here / off to Beirut / into the wild / way up out of the clear / I wanna runrunrun (…).«

Det er ærgerligt, at nummeret har fundet plads på albummet, og generelt kunne debutpladen da også godt have brugt en kraftig oprydning. Det ville måske også have efterladt lytteren med et stærkere billede af, hvad Postyr Project er for en størrelse.

Langt, langt bedre og langt mere originalt er andet nummer, “Go! Don’t Stop”, der er skrevet af sangerinden Tine Fris fra Postyr Project. Korarrangementerne minder her om Efterklangs bedste steder på Magic Chairs, og kombinationen af de mange stemmelyde og de kvindelige vokaler i front er virkelig fin. Især de kvindelige sangerinder, Tine Fris og Line Groth, er meget talentfulde og har et imponerende vokalt register. Det kunne godt komme endnu bedre til sin ret, hvis de lod mere nerve og ekspressivitet ind i deres udtryk – men det kommer muligvis også an på éns smag. I “Elpa (Breath)” (skrevet af Kristoffer Fynbo Thorning) kan man næsten ane en skrøbelighed i den ellers kraftfulde vokallevering, men det forbliver desværre ved lige ved.

Kirkeinspirationen går igen i “In Vernalis”, da den bygger på en gregoriansk salme, der er et af de ældste melodistykker, man kender til. Oprindeligt er det en middelaldersalme, og den fik i 1959 dansk tekst og titel (“Mørk er november” – nummer 210 i Højskolesangbogen, udgave 18) af digteren Thorkild Bjørnvig. Melodien spilles i øvrigt fra Aarhus Rådhus hver aften. I Postyr Projects udgave bliver nummeret til en art opdateret Sorten Muld i den der blanding mellem folk, electronica og vokale arrangementer, og det er egentlig ganske fint.

I det afsluttende originalnummer sadles der igen fuldstændig om. Her trækkes en lystig akustisk guitar frem og danner sammen med fint korarrangement bund for en indiefolket ting med americana-tekst. Det er et anelse forvirrende stilskift, men samtidig er det et vellykket nummer i sin egen lille helhed.

De bedste numre forbliver de to afsluttende remixes, hvor den elektroniske basbund leverer en modvægt til de vokalbaserede kompositioner. I Swab-remixet af “Breath” forstærkes grundstrukturerne med triphoppet og sløvt trommespil, mens ekstra bas og vibrerende elektroniske lyde skaber et langt mere bevægeligt og dynamisk nummer. Det er måske ikke voldsomt originalt, men det er vellykket.

En kraftig oprydning ville have været på sin plads på Postyr Project, så udtrykket og de trods alt fine numre stod klarere frem fra mængden af munter a capella. Go kill your darlings.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat