Plader

Primus: Green Naugahyde

Skrevet af Daniel Niebuhr

Les Claypool og de andre bastarder i den evigt ekspermienterende trio Primus viser tegn på alderdom på bandets første album i 12 år, der er fuld af gentagelser og mangel på tidligere pladers maniske kreativitets- og energiniveau.

Endelig er de tilbage. Efter en albummæssig pause på 12 år (otte, hvis man medregner ep’en fra 2003, Animals Should Not Try to Act Like People), har Primus, San Franciscos helt egen bastardtrio, igen valgt at indspille en plade i fuld længde. Titlen, Green Naugahyde, er både navnet på en amerikansk type kunstlæder i grøn kulør og den selv samme grønne farve, der sammen med en cyklende legetøjsfigur beklæder albumets cover. Ligesom med ethvert andet Primus-album indikerer det, at vi stort set intet kan tolke gennem almen observation. Jeg glæder mig allerede.

Åbningsnummeret leveres som på de tidligere albums Antipop og Pork Soda i form af en instrumental intro. Denne har fået titlen “Prelude to a Crawl” og består af en næsten halvandet minut lang bassolo af frontmand Les Claypool, førend det første reelle nummer “Hennepin Crawler” sætter ind. Og akkurat som på de to førnævnte albums er stemningen umiddelbart lettere mørk og dyster. Den lettere legende essens, der præger alle tidligere albums, er selvfølgelig også intakt; men vi er langt fra f.eks. Sailing the Seas of Cheese. Rent lyrisk har Claypool og co. heller ikke ændret sig det mindste. Der er ingen store ballader om kærlighed eller noget, der minder om det, for hos Primus er lyrikken langtfra det essentielle, og så lægger den alligevel grundstenene til nogle af de mest mindeværdige Primus-numre. Her er både plads til den dystre fortælling om Jilly, der er på stoffer, en hyldest til den afdøde westernskuespiller Lee Van Cleef samt fortsættelsen på den nu fire kapitler lange “The Fisherman Chronicles” i form af “Last Salmon Man”.

Men selvom man ikke et sekund er i tvivl om, at det nu engang er Primus, som man sidder og lytter til, så er der meget langt mellem de succesfulde påfund. Dette er bedst eksemplificeret ved den irriterende slående lighed mellem “HOINFODAMAN” og “Moron TV” eller ved måden, hvorpå “Last Salmon Man” giver klare associationer til “Here Come the Bastards” fra Sailing the Seas of Cheese. Man kan altså godt sidde og ærge sig over, at al den gale og geniale kreativitet, der er kommet fra Claypools side gennem de sidste 12 år, ikke har været tilnærmelsesvis mulig at få overført til Primus anno 2011 med succes.

At bandet ikke har spyttet nyt materiale ud i nu otte år, kan derfor sagtens mærkes. For det er netop i høj grad blandt Claypools førnævnte mellemliggende soloprojekter, at den primære inspirationskilde kan ses og høres. Lyden rammer fuldstændig det univers, som han med både Oysterhead, Frog Brigade, C2B3 og på egen hånd fik fremskaffet, uden at det har ført nye musikalske elementer med sig. Og selvom Claypool og LaLondes nyeste – og dog alligevel gamle – legekammerat, trommeslageren Jay Lane, får gjort sit til at få sparket nyt liv i den nu 27 år gamle trio med en langt mere funk,y hihat-baseret og 80’er-agtig spillestil, så ændrer det ikke på, at de kreative kræfter langtfra er i nærheden af niveauet i 1990’erne.

Der er ikke langt fra min holdning i forbindelse med koncerten i Vega for en måneds tid siden og så til Green Naugahyde: De numre, der nu engang fungerede live (“Lee Van Cleef”, “Tragedy’s a Comin'” og “Moron TV”), fungerer, sammen med et par andre numre, heldigvis også som studioversion; men det er blandt de gamle og velkendte sange, at velfungerende lytterhits skal findes, for der er simpelthen ikke nok Primus i Primus mere – i hvert fald ikke til et 13 numre langt album.

★★★☆☆☆

Deltag i debat