Plader

Siinai: Olympic Games

Der er ikke langt fra den finske musikscene til græsk mytologi. Det forsøger gruppen Siinai at skildre musikalsk på deres synthfokuserede debutalbum, Olympic Games, hvis tematiske grundlag netop er den gigantiske sportsbegivenhed.

Det hører til sjældenhederne at støde på en plade, hvis tematiske koncept er centreret om sport. At finske Siinai har ladet deres debutalbum basere sig på de olympiske lege, fremgår temmelig tydeligt af både pladecover og skæringernes titler. Så er spørgsmålet bare, om det musikalske udtryk vækker associationer til den ældgamle, græske sportsbegivenhed – og i så fald hvordan.

Olympic Games er en næsten rent instrumental oplevelse. Der er derfor ingen tekstlige referencer til olympiaden, og som lytter må man således indstille sig på at forholde sig mere fokuseret på opbygning, klangfarve og dynamik. Albummets åbner, “Anthem 1 & 2”, lægger på flere områder linjen for resten af pladen. Nummerets første halvdel er en blanding af dronesynths, der udelukkende bevæger sig over én akkord for derefter i anden halvdel at blive sparket derudaf gennem pulserende trommer. Nogenlunde det samme gør sig gældende i “Anthem 3”. Der skabes et lag af synths på grundlag af én akkord, hvormed musikkens harmoniske spænding er udeladt.

Der er ingen tvivl om, at Siinai har forsøgt at skabe en synergi mellem på den ene side det minimalistiske og nærmest tilbageholdte og på den anden side det storslåede og drevne. Numrene giver sig god tid til at udvikle sig dynamisk, og ofte er der næsten ingen pulsfornemmelse til stede som følge af de manglende trommer. Særligt høres dette i “Victory”, der med sit meget enkle, repeterende tretonige guitartema og de omkringliggende synth-klangflader nærmest tangerer det meditative eller hypnotiserende.

Denne tilgang til musik kan utvivlsomt fungere i de rette rammer, men på Olympic Games bliver oplevelsen desværre en tand for ensformig og forudsigelig i længden. Siinais synth-soundscapes lægger sig stilmæssigt op ad koryfæer som Kraftwerk og Vangelis, hvilket høres gennem den sparsomme brug af toner og overvejende fokus på modulering af instrumenternes klange. Albummet er tydeligvis tænkt som en homogen, musikalsk oplevelse, der skal høres fra ende til anden, og ved albummets sidste skæring, “Finish Line”, har man også fornemmelsen af at have været igennem en konceptplade, hvis musikalske udbytte ikke lader sig adskille i mindre dele af helheden.

Siinai er tro mod deres lyd, og på debutalbummet folder de numrene ud i et tempo, der kræver fordybelse og koncentration fra lytterens side. Idéen med den instrumentale musik er god, men den savner variation i sin dynamiske opbygning, hvilket utvivlsomt er den største udfordring for den slags musik.

Nuvel, jeg er ikke den store sportsnørd, og det er muligt, at debutpladen fra Siinai ville komme bedre til sin ret som underlægningsmusik til f.eks. en tv-dokumentar om olympiaden. For sig selv står Olympic Games som en interessant og sammenhængende, men i længden desværre også ensformig plade. På den anden side set er konceptet med pladen måske netop opfyldt på den måde. At løbe et halvmaraton er vel også en slags repetitiv og knap så afvekslende oplevelse.

★★★☆☆☆

Deltag i debat