Plader

Stephen Malkmus & the Jicks: Mirror Traffic

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Under et år efter Pavement afsluttede sin succesfulde comeback-turne, er Stephen Malkmus & the Jicks allerede klar med nyt. Et fornøjeligt og varieret album, der flere steder vækker minder om netop Malkmus’ tidligere band.

Fingrene på gribebrættet blev forvredet til det yderste, sidst Stephen Malkmus & the Jicks gav lyd fra sig på den progressive guitarrockplade Real Emotional Trash. Udtrykket, der har sit udspring i Malkmus’ interesse for Groundhogs og anden psykedelisk boogierock fra 70’erne, er droppet på Mirror Traffic. Kun den fantastisk syrede ”Brain Gallop” rummer tilsvarende guitarjams. I stedet trækker pladen veksler på en anden musikalsk fortid: Malkmus’ egen i bandet Pavement.

Mirror Traffic har charmerende popsange som førstesinglen ”Tigers”, ”Forever 28″ og ”Gorgeous Georgie” med sine tempo- og rytmeskift og inciterende guitarlinjer et vist slægtskab med de radiovenlige, men stadig herligt skævvredne popsange, man kan finde på de to sidste Pavement-plader, Brighten the Corners og Terror Twilight, og Malkmus’ første plade i eget navn.

Pladens øvrige numre veksler mellem det afdæmpede og det udknaldede. Det er stadig svært at se, men det kan i flere sange høres, at Malkmus har rundet 45 år. Han er blevet en moden familiefar, der tør sætte tempoet i sine sange en smule ned uden nødvendigvis at give nævneværdigt modspil via guitarstøj eller affekteret vokal. Det fungerer især glimrende på den melodisk opløftende “Asking Prize” og den udsvævende “Fall Away”.

Trods tegn på modenhed har Malkmus på ingen måde mistet sin ungdommelige energi og legesyge. Den powerpoppede ”Tune Grief” og den guitarfuzzede ”Spazz” har begge en energifyldt nerve, der bringer minder om tidlig Pavement, mens “Senator” – trods et bøvet omkvæd (»what the senator wants is a blowjob«) – skifter blændende mellem det konfrontatoriske og det fabulerende.

Et andet indie-ikon, Beck, har produceret Mirror Traffic, men han skal ikke have æren for, at pladen stritter i flere retninger, selvom han har flere eklektiske plader på samvittigheden. Han gør til dels for Malkmus, hvad han tidligere på året gjorde for Thurston Moore: skaber Sea Change-magi. Klokker og horn løfter den inderlige ”No One Is (As I Are Be)” op til at kandidere til titlen som den smukkeste folk-ballade, Malkmus har skrevet til dato. Ellers er Becks indflydelse på Mirror Traffic ikke signifikant. Han har blot tilføjet lydbilledet enkelte velvalgte detaljer, mens Malkmus enten har fået eller taget kontrollen over den musikalske retning på sit femte post-Pavement-album.

Hele 16 numre er der blevet plads til på Mirror Traffic. Ingen er egentlig svage, men alligevel kunne en kortere trackliste have været at foretrække. De mere afdæmpede numre fra den modne Malkmus’ hånd fylder – trods pladens varierede udtryk – vel rigeligt på pladen som helhed. Men det er ikke et alvorligt kritikpunkt, for Mirror Traffic er det meste af tiden et album, der fænger, fornøjer og giver lyst til flere afspilninger.

★★★★☆☆

Deltag i debat