Plader

The Suzukis: s.t.

Skrevet af Klaus Thodsen

Enkelt, energisk og ærkebritisk. Gennemslagskraft og vrede er nøgleordene på The Suzukis debutplade.

Hvis man ser en fodboldkamp fra Sydeuropa i fjernsynet, formår kameramanden altid at finde en god håndfuld smukke kvinder, som vi seere kan nyde synet af på skærmen. Når der er fodbold fra England, kan vi godt glemme alt om den slags. Smukke kvinder findes ganske enkelt ikke på de britiske øer. Til gengæld er der larmende, overvægtige mænd i bar overkrop og med en gennemgående mangel på hele tandsæt. Hvad de mangler i skønhed, bliver med andre ord opvejet af fandenivoldskhed, larm og spektakel. Helt på samme måde er det med The Suzukis. De stammer fra Wigan i det nordlige England. Et sted, hvor jeg, uden at have været der, forestiller mig, at man skal lede langt efter decideret skønhed. Det skal der naturligvis kompenseres for.

Det skal jeg love for, at der også bliver. Man er ikke et sekund i tvivl om, at det band, man hører, er britisk. Den knasstøvede guitar og de ukomplicerede melodier vækker med det samme genkendelsens glæde, og Chris Veaseys uforfalskede dialekt runder det ærkeengelske helhedsindtryk af. Det er så uprætentiøst, som det kan være. I stedet for opsat hår og moderigtigt look har vi her et band med håndbajere og smøger i mundvigen. Stemingen af britisk arbejderklasserock hænger tykt i luften, og med deres rødder i udkantsengland kan man da også sagtens forestille sig, at The Suzukis har nok at være sure over. Hvilket de da også er. Pissesure, over et eller andet. Det er fuldstændig uinteressant, hvad det er. Det interessante er den voldsomme energi, der endnu en gang brager ud fra den efterhånden så berømte engelske arbejderklasse.

Rent musikalsk er der bestemt heller ikke megen skønhed at spore. Ved første gennemlytning er det hårdt, råt og beskidt. Der er ingen af Londons fine butikstrøg, ingen gentlemen i jakkesæt og da ingen glade børn i skoleuniformer. Idyllen er visket ud og erstattet med virkeligheden i Wigan, der byder på “Back at the Factory”, “Are You Happy With Yourself” og ikke mindst “Reasons for Leaving”.

Enkelte steder blomstrer der dog alligevel noget frem af betonen, der med lidt god vilje kan betegnes som smukt. Det er ikke overraskende også pladens korteste nummer, med den perfekte titel “Really High”, der byder på et kort glimt af noget smukt. Som var man omgivet af hashtåger, fanger stemningen med den tilbagelænede akustiske guitar én, og de let hypnotiserende gentagelser af omkvædet får for en stund én til at glemme alt andet. Men ingen rus varer evigt, og i næste nu er vi i “Boring Hell”, hvor lydbilledet igen er hårdt og vredt.

The Suzukis udgør i høj grad en stemme for den ungdom, hvis vrede efterhånden er blevet et tabuemne, og det er sgu egentlig helt befriende.

★★★★☆☆

Deltag i debat